Det vakte opsigt, at den tidligere tv-vært Paula Larrain stiller op til folketingsvalget for de konservative, antagelig på bekostning af Helle Sjelle, der har siddet mere i Folketinget, men mindre i tv end Larrain. Eksemplet er ikke enestående. Karen Jespersens politiske karriere tog fart, efter at hun havde været journalist på TV-avisen i DR.
Rækken af tv-journalister, der har forsøgt at udnytte, at de var et kendt ansigt som et springbrædt for en politisk karriere, er lang.
Den omfatter blandt andre Ole Andreasen (V), Bjørn Elmquist (V og R), Kaj Andersen (V), Uffe Ellemann-Jensen (V) og Poul F. Hansen (V) samt tv-metereologen Maria Hørby (KD) og tv-bingo-værterne Frank Jensen (S) og Suzanne Bjerrehus (K).
Langt de fleste blev også valgt. Det er selvfølgelig til skade for medlemstallene i de politiske partier, at man ikke behøver at tjene sig op, men kan springe ind, fordi man er et kendt ansigt.
Men man skal ikke overdrive journalistgørelsen af den politiske klasse. Først og fremmest domineres partipolitik af DJØF’ere, enten økonomer, jurister eller politologer. Alle partier opstiller DJØF’ere eller DJØF-studerende. DJØF’erne, ikke tv-journalisterne, er valgets sikre vindere.
Siden 1982 har Danmark uafbrudt haft DJØF’ere som statsministre. Det gælder regeringerne, men det gælder også i Folketingets grupper. DJØF-koncentrationen er steget fra 1960’erne. Ca. halvdelen af regeringerne var i årene omkring årtusindskiftet DJØF’ere.
Mange toppolitikere er uddannede politologer (for eksempel Helle Thorning-Schmidt, Bertel Haarder, Svend Auken, Jakob Buksti, Holger K. Nielsen, Mette Frederiksen, Brian Mikkelsen m.fl.).
Andre toppolitikere er uddannede økonomer (for eksempel Uffe Ellemann-Jensen, Anders Fogh Rasmussen, Poul Nyrup Rasmussen, Mogens Lykketoft, Frank Jensen).
I 2005 var en tredjedel af Folketingets medlemmer DJØF’ere. Blandt de radikale var halvdelen DJØF’ere, mens DJØF-koncentrationen var lavest hos modstanderne i Dansk Folkeparti.
Det flugtede helt med, at de to partier er modsætninger i holdningerne til globalisering og med, at uddannelse er en ny konfliktlinje i samfundet: Jo tættere på ledelserne i partier og folketingsgrupper, jo tættere blev DJØF-koncentrationen. Og DJØF’erne sidder tæt i det prestigefyldte Europa-udvalg.
I Europa-parlamentet var ni af 14 medlemmer DJØF’ere. Dertil kommer yderligere to akademikere og en, som ikke havde færdiggjort sin DJØF-uddannelse.
For DJØF’erne er det lettere at følge med i talen om ‘tilbagetrækningsmønstre’, ‘studietrinstilvækster’, ‘bench-marking’, ‘best-practice i politikredsene’ og ‘ældrebyrder’. Når der diskuteres velfærd, så dominerer DJØF’erne også debatten. Halvdelen af de 20 mest citerede personer, der ytrede sig den første uge efter at velfærdskommissionens rapport blev offentliggjort i 2005, var DJØF’ere (analysebureauet PMA).
Pressen bliver dog ikke helt hægtet af debatten, for en tredjedel af chefredaktørerne på de ni største aviser var i 2005 også DJØF’ere.
Selv om DJØF’erne udgør mindre end 1,5 procent af den voksne befolkning, så viste en optælling i marts 2006, at omkring 68 procent af de politiske ungdomsafdelingers ledelse enten var færdiguddannede DJØF’ere eller under uddannelse som DJØF’er. F.eks havde den gamle organisation for unge arbejdere, DSU, haft DJØF-formænd fra begyndelsen af 1980’erne. Kun 8,5 procent af DSU’erne havde gået på teknisk skole. Statskundskabsuddannelsen var favorituddannelsen. Det var en strømpil om en voksende DJØFicering af Folketinget, for omkring halvdelen af folketingsmedlemmerne i de store partier havde på dette tidspunkt begyndt karrieren i ungdomsafdelingerne. Ungdomspolitik var fra et fællesskab blevet til et trin på en karrierevej. Et trin, det var godt at stå på, fordi det var blevet en dyd for partierne at opstille kandidater under 30 år.
Samtidig har flere og flere folketingspolitikere tidligere været ansat i partierne, folketingsgrupperne eller som medarbejdere for et medlem af Europa-Parlamentet. Det gælder for eksempel Lars Barfoed, Carina Christensen (begge K), Dansk Folkepartis Søren Espersen og flere Venstre-politikere.
Der er blevet langt til virkeliggørelsen af Hal Kochs forestilling fra 1945 om politikere, som er ‘landsbylærere, bønder, husmænd og arbejdere’. Den politiske elite er mere og mere blevet en særlig elite, ikke alene adskilt fra det store flertal, men også fra organisationseliten og erhvervseliten. Den politiske elite lider af indavl og indgiftethed, jævnfør de mange ægteskaber og DJØF-slægter, der præger politik (Helvegerne, Aukenerne, Hækkerupperne, Dyremoserne, Møllerne, Ellemannerne osv).
Landets 50.000 DJØF’ere sidder tungt på den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Forvaltningseliten er helt overvejende DJØF’ere.
Det flugter med, at det moderne markedsdemokrati afgørende succeskriterium ikke er folkelig deltagelse, men effektive beslutninger, der sikrer økonomisk vækst og konkurrenceevne. Og her går det fint.
Der er bare det ved det, at demokrati ikke er alene om økonomisk effektivitet. For ikke så mange år siden troede mange politologer, at demokrati og effektiv kapitalisme gik hånd i hånd. Men for eksempel Singapore og Kina har nu vist, at demokrati ikke er en forudsætning for høj økonomisk vækst.
Vi har et markedsdemokrati domineret af DJØF’ere. Ønsker vi, at stadig flere blot skal være lejlighedsvise ‘demokratikunder’, der for det meste iagttager en politisk elites uigennemskuelige teknokratiske manøvrer og intriger? Det er en af de mange debatter, der aldrig bliver tid til. Det uudtalte spørgsmål til mange vælgere på valgdagen vil være: Hvilken DJØF’er stemmer du helst på?