Siden afslutningen på Den Kolde Krig er alle mulige barrierer faldet og verdensøkonomien fundamentalt forandret. Indtil 1989 omfattede det globale marked mellem 800 mio. og en milliard mennesker. I dag er den tre gange så stor og i fortsat vækst. Ja, faktisk er vi vidne til en af de mest dramatiske revolutioner i historien. Fra en model, der kun fandt anvendelse for et mindretal af verdens befolkning, er ’det vestlige forbrugersamfund’ blevet til den globalt dominerende model, hvortil alternativer ikke gives. I midten af århundredet vil syv milliarder menneskers tilværelse kunne være styret efter dens love.

Det er Vesten, som har etableret det 21. århundredes økonomiske model med dens hidtil uhørt høje levestandard, og næsten alle nationer og regioner søger at imitere den, uanset omkostningerne. Da Romklubben i 1970’erne udsendte sin berømte rapport om ’Grænser for Vækst’, blev mange grebet af bekymring. Som årene gik og verdensøkonomien fortsatte med vokse uden ophør – og i den nuværende globaliseringens epoke tilsyneladende uden grænser – er Romklubbens dystre spådomme i tiltagende grad blevet udsat for spot. Men ikke desto mindre er Romklubbens basale indsigt – at vi lever og arbejder i et endeligt globalt økosystem – vendt tilbage og udfordrer os på ny.

Verden er i dag ikke optaget af at finde frem til ’grænserne for vækst’, men opmærksomheden har dog samlet sig om vækstens følgevirkninger for jordens klima og økosystem. Kina, f. eks., behøver fremdeles årlige vækstrater på 10 ptc., hvis det skal holde sine enorme økonomiske, sociale og økologiske problemer under kontrol. Dette ville være knap så opsigtsvækkende, hvis Kina var et land som Luxembourg eller Singapore. Men Kina har 1,3 mia. indbyggere, så konsekvenserne af dets økonomiske vækst er langt alvorligere.

Uønskede konsekvenser
Den globale efterspørgsel efter energi, råmaterialer og mad bliver i stigende grad påvirket af den voksende efterspørgsel i Kina og Indien, hvis samlede befolkning løber op i 2,5 mia. Andre store folkerige lande i Asien og Sydamerika er også i fremgang og rede til at følge i disse giganters fodspor. De støt stigende priser på råmaterialer, landbrugsprodukter og energi afspejler allerede en frygt for forestående knaphedsproblemer.

Disse uønskede konsekvenser af verdensmarkedets ekspansion har allerede antaget alarmerende proportioner. Kina er på vej til at overtage – det kan ske allerede i år eller næste år – USA’s position som verdens største udleder af CO2 . Dog er dets emission per indbygger kun en femtedel eller mindre af det amerikanske niveau. Hvordan vil verden se ud, hvis Kina indsnævrer denne forskel til blot halvdelen? Og Indien følger lige i hælene på Kina med sine kulstofemissioner.

Vil det globale økosystem være i stand til at absorbere disse yderligere forureningsmængder uden store forandringer i økosfæren? Svaret er indlysende nok nej, som et stort flertal af klimaforskere nu også advarer om. Disse grundlæggende data har været kendt i lang tid, og kun ganske få benægter, at hastigt accelererende klimaforandringer er ved at ske. Men ud fra de bizarre diskussioner, vi fører om klimaforandringer, kunne man godt konkludere, at hvad verden behøver er et fundamentalt skifte i sin politiske og psykologiske grundstemning snarere end en dybtgående social og økonomisk transformation. For trods megen højstemt retorik, kniber det med at få iværksat praktiske tiltag. Nye vækstlande kommer hele tiden til, mens USA stort set har givet afkald på at deltage i den globale kamp imod forureningen og befæster sin position som verdens førende forurener. Det samme mønster gør sig gældende for Europa og Japan, om end i et noget mindre omfang. I lyset af denne globale udfordring har G8-landene truffet en heroisk beslutning: De otte rigeste industrinationer – som også er de største forurenere – har lovet »seriøst at undersøge« mulighederne for at nedskære deres emissioner med 50 pct. inden 2050. Denne retoriske heroisme er nok til at få verden til at miste mælet. Alligevel står det tilbage at se, om Den Europæiske Union vil være i stand til at realisere sit løfte om at nedbringe sine CO2-emissioner med 20-30 pct. inden 2020. Foreløbig har EU endnu ikke udviklet nogen praktiske metoder til at opnå dette.

Vi er blevet for mange
Men faktisk er løsningen på de globale klimaforandringers udfordring snublende enkel. Vores eneste chance for at gøre fremskridt ligger i at foretage en afkobling af den økonomiske vækst fra energiforbrug og emissioner. Dette må ske i de nye vækstlande og med endnu større presserende hast i de gamle industrielle økonomier.

En sådan frakobling kan kun bringes i stand, hvis vi opgiver den gamle illusion om at forurening er omkostningsfri. Vi kan ikke længere slippe godt fra at subsidiere økonomisk vækst og en forbrugeristisk livsstil, når det sker på bekostning af det globale miljø. Vi er simpelt hen blev for mange indbyggere på kloden til, at vi har råd til det. Skal vi befri os fra denne illusion, vil det kræve oprettelse af et globalt emissionsmarked – det er stadig et meget fjernt mål. Det vil også kræve en højere energieffektivitet, hvilket må indebære en reduktion af spild i både energiproduktion og –forbrug. De stigende energipriser peger allerede i den retning, men erkendelsen mangler endnu at blive registreret. Endelig må vil det kræve et teknologisk og politisk-økonomisk gennembrud til fordel for vedvarende energi, snarere end en tilbagevenden til atomkraft eller kul. I hovedsagen står vi altså over for en treleddet udfordring om at virkeliggøre en ny ’grøn’ industriel revolution. At håndtere denne enorme globale udfordring giver os også enorme chancer for at skabe fremtidig velstand og større social retfærdighed – chancer, vi må forstå at gribe.

Selvfølgelig vil der være mange magtfulde tabere, når vi gennemfører disse omstillinger. De agter ikke at acceptere at blive ’afmægtiggjort’ uden kamp. Endnu ser de ud til at have overtaget, hvilket den megen tale og den beskedne handlen er vidnesbyrd. Netop dette må det være vores opgave at forandre.

Joschka Fischer er tidligere tysk udenrigsminister.

© Project Syndicate/Institute for Human Sciences og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen