‘Tillykke’, sagde politiet på Avnstrup asylcenter, og de forklarede, at det var rigtig nok. Familien Isho havde fået asyl og kunne blive i Danmark. Syv år i isolation på asylcenter var slut.
Det var et lykkeligt øjeblik i slutningen af juni i år. Men Johana Isho og hans kone Miriam sidder stadig i Avnstrup asylcenter, for brevet, de dengang modtog, var en fejl og familien havde alligevel ikke fået asyl. Det stod i et nyt brev, som myndighederne sendte to uger senere: “Udlændingeservice beklager meget den fejl, vi har begået”.
Marina Isho er 14 år og sidder i familiens sofa med klare brune øjne og håret samlet i en enkelt fletning:
“Vi blev meget kede af det. Min mor spiste slet ikke noget i en uge.”
I det nye brev stod, at: “det fejlagtigt fremgik, at I var blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4. Der skulle rettelig være opdateret et afslag.”
Marina Isho og hendes forældre er nogle af de irakere, som har fået afslag på at få deres sager genoptaget. I foråret hjalp Dansk Flygtningehjælp ellers 192 familier med at søge om genoptagelse af asylsagerne, fordi FN’s Flygtningehøjkommisariat i december 2006 havde opfordret til, at irakerne skulle anerkendes som flygtninge.
Men de danske myndigheder har foreløbigt afvist 42 sager, mens kun fire personer har fået genoptaget deres sager og fået asyl.
Familien Isho kommer fra Mosul og altså ikke fra den relativt fredelige del af Irak, som hører under de kurdiske selvstyremyndigheder. Sikkerhedssituationen i Mosul er ekstrem dårlig. Men ikke desto mindre vurderer de danske myndigheder altså, at familien skal tage tilbage.
Bag Marina Isho kan man ud af vinduet se et kæmpe æbletræ i midten af den store græsplæne på Avnstrup asylcenter. Træet er så tæt besat med æbler, at man dårligt kan se grenene.
“Vil du have nogle æbler? Vi er søde mod gæster,” smiler Marina Isho med tryk på vi. Hun har glimmer på sine klip-klappere, og neden for sofaen sidder hendes far Johana Isho, på gulvet:
“Alle andre lande har jo ladet irakere blive. Det er kun Danmark, der ikke kan lide flygtninge,” siger han.
- Men regeringen siger jo, at I ikke er flygtninge?
“Så, hvad er vi?” spøger Johana Isho og kigger fremfor sig. Han virker vred. Og nedtrykt.
“Danmark samarbejder med FN, men hvorfor hører de så ikke efter, når FN siger, at vi er flygtninge?”
Sverige, Holland, Schweiz, Belgien, Finland, Irland, Østrig, Cypern, Norge og Frankrig har alle fulgt UNHCR’s opfordring om at give irakiske asylsøgere beskyttelse.
Johana Isho mener, at Danmark skulle udlevere familiens papirer og fingeraftryk, så de kunne tage til et andet europæisk land og søge om asyl der.
En hvid jomfru Maria står og kigger ud over stuen. Johana Isho håber, at valget kan hjælpe med at ændre familiens situation.
“Vi håber, at en ny regering vil hjælpe flygtninge. Men vi mangler et parti, der både passer på danskere og flygtninge,” siger han.
Efter i årevis at have levet isoleret på asylcentre er der på det sidste kommet små forbedringer. For eksempel er Marina Isho startet i folkeskole:
“Jeg er lige startet i 7. klasse. Det er første gang, jeg prøver at gå i rigtig skole,” fortæller hun glad
De andre i klassen er søde, og hun har fået en god veninde. Men det er også lidt svært at starte i skole.
“Jeg har aldrig haft fysik eller kemi eller tysk eller engelsk,” forklarer hun.
Hendes storesøster Marlin Isho på 15 serverer sød te i et lille glas. Hun har endnu ikke været så heldig at komme i folkeskole. Efter syv år i Danmark siger hun:
“Jeg håber, jeg får lov at komme i en rigtig skole efter jul.”
Også Rashid Gagari har mærket små forbedringer. Han er far til fem børn og har som afvist irakisk asylansøger boet på asylcenter med sin familie i mere end otte år. For få dage siden startede han på et danskkursus. Det er første gang han får undervisning. Alligevel har han lært sig nogenlunde dansk ved at læse i sin egen ordbog. Rashid Gagari taler fem sprog. Han er musiker, og det var forbudt at spille kurdisk musik. Rashid Gagari flygtede oprindeligt med familien fra Saddam Hussein.
“Saddam Hussein dræbte 190.000 kurdere,” siger Rashid Gagari.
På gangen uden for køkkenet i Avnstrup hænger et kort over det nordlige Irak.
Rashid Gagari peger på Mosul:
“Her er min hjemby.”
“Mosul er den farligste by næst efter Bagdad. For en måned siden blev 600 kurdere dræbt på en gang i byen Singar, der ligger tæt ved Mosul. Der er borgerkrig,” forklarer Rashid Gagari.
Mosul ligger i det nordlige Irak, men hører ikke med til den kurdiske regionalregering, og familien Gagari har fået afslag på deres ansøgning om genoptagelse af asylsagen. Selvom FN mener noget andet, så er vurderingen fra danske myndigheder, at familien ikke er flygtninge og ikke vil have asylrelevante problemer, hvis de tager hjem til Mosul.
Rashids kone står i det store fælleskøkken og koger bulgur. I mange år kunne familien ikke lave sin egen mad og blev som en del af de ‘motivationsfremmende foranstaltninger’ tvunget på madkasse- og cafeterieordning.
Madkasseordningen gik ud på at motivere familien til at rejse hjem ved ikke længere at give dem penge, men i stedet en kasse med det allermest nødvendige mad såsom ris, mel, konserves, frosne pommes frites mv.
“Det var det samme mad hele tiden, og man fik meget mavesyre af at spise det,” forklarer Rashid Gagari.
“Nogle gange solgte vi madkassen for 200 kroner for at få penge til at købe busbillet og tage en tur ud af centret. Eller for at få penge til en cigaret eller et glas vin.”
“Efter et år stoppede myndighederne madkassen og satte os på cafeterieordningen. Så skulle vi i flere år møde præcis på klokkeslættet til måltiderne. Ellers fik man ikke lov at komme ind. Og hvis ens børn var syge, måtte man ikke tage mad med til dem.”
For et år siden blev der efter massiv kritik af de forskellige ordninger lempet lidt på de motivationsfremmende foranstaltninger, og familierne begyndte at få lommepenge til mad.
“Nu får vi 480 kroner hver 14. dag, så vi selv kan købe ind. Det er ikke så meget, når det skal dække alting, men det er godt, at vi kan lave vores egen mad,” siger Rashid Gagari.
Hans kone står i det åbne køkken med de mange aflåste og nummerede køleskabe på væggen. Hun trækker sig lidt i baggrunden, da fotografen kommer, for hun har ikke lyst til at være med på billedet.
“Det hjælper alligevel ikke,” siger hun og smiler. Der har været en del journalister forbi i årenes løb.
En ældre dame står også i køkkenet og laver mad. Berjina Georgis Davood mangler flere tænder og snakker hverken engelsk eller dansk. Hun har et forgyldt kors om halsen og efter syv år i Danmark, venter hun nu på svar om, hvorvidt hendes sag kan genoptages, når nu FN siger, at irakere skal have beskyttelse.
“Jeg er blevet syg, mens jeg har været i Danmark,” siger Berjina Davood og viser sit ene øje frem, der er blevet mat. På hendes værelse hænger mellem helgener og kors en porcelænstallerken med den lille havfrue.
Berjina Davood tager en tår af noget helligt vand, hun har i en gennemsigtig plastfigur af jomfru Maria. Selvom hun ikke følger valget så tæt, så håber hun, at det går godt.
“Inshallah, jeg beder til at det bedste parti må vinde. Et parti som både passer på danskerne og på flygtninge,” siger hun.