De seneste dages forstærkning af fronterne i valgkampen synes at have gavnet de to hovedmodstandere V og S, der begge går frem i gårsdagens gennemsnit. Venstre er gået jævn frem, efter at partiet en uge inde i valgkampen nåede et lavpunkt. Samtidig er Ny Alliance gået tilbage og er nu tilbage til det lave udgangspunkt ved valgets start, før de stormede frem umiddelbart efter præsentationen af partiets spektakulære kandidater.

Mens Margrethe Vestager er rykket tæt op bag Helle Thorning, har Naser Khader nærmet sig Fogh, og i går skrev Ekstra Bladet om hemmelige forhandlinger mellem Anders Samuelsen og indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, en historie begge parter dog benægter.

Skæbnesvangert

Men historierne og de sidste dages frontforstærkninger er tydeligt et resultat af meget centralistiske beslutninger på allerhøjeste plan i partierne.

Den radikale folketingsgruppe, der normalt er den suveræne myndighed i det radikale parti, har hverken været taget på råd om partiets accept af 24-årsreglen i valgkampens start eller tirsdagens melding om, at partiet ikke ville støtte Fogh, selv om der ikke skulle være noget flertal bag SR efter valget.

Men partilederne har jo mulighed for at få maksimal personlig magt, fordi de er i centrum for medieinteressen, og et indre opgør vil være skæbnesvangert under valgkampen.

Hvad angår Ny Alliance, går spekulationer ud på, at Anders Samuelsen er meget ivrig efter at samarbejde tæt med Fogh, mens Gitte Seeberg er mere forbeholden. Det forekommer logisk, da Gitte Seeberg allerede fra Ny Alliances fødsel har legitimeret sit brud med de konservative med sin modvilje mod Dansk Folkeparti. For Seeberg må det være en vanskelig position at skulle se frem til et samarbejde med Kjærsgaard om at holde en Fogh-regering ved magten.

Disse uenigheder var angiveligt baggrunden for, at Khader på et møde tirsdag aften i helt klare vendinger sagde nej til at støtte en S-regering og opgav kravet om en dronningerunde, men i løbet af onsdagen skabte ny usikkerhed om sin position ved ganske urealistisk at kræve indrømmelser af Fogh inden valget.

Men det er tvivlsomt, om Khader reelt kan genetablere kravet om en dronningerunde, selv om han nu forsøger - efter at han i tidligere udtalelser har opgivet det. Det ville være et markant brud på dansk parlamentarisk skik, hvis Khader krævede dronningerunde blot for at få indrømmelser i en forhandling.

Vellykket strategi

Fogh er helt berettiget til at fortsætte som leder af VK-regeringen, hvis der ikke er udsigt til et klart flertal imod ham efter valget.

Det er præcis denne form for "negativ parlamentarisme", der har gjort det muligt at styre Danmark selv med relativt svage mindretalsregeringer og "skiftende flertal".

Khader taler nu om, at han vil have indflydelse på det nye regeringsgrundlag, hvad enten han er "med i regeringen eller ej"(!).

Men efter sidste valg krævede Dansk Folkeparti også at komme til at deltage i forhandlingerne om regeringsgrundlaget, men det afviste Fogh konsekvent, og Kjærsgaard måtte tage til takke med at blive orienteret om VK-regeringens program.

Det er en relativ ny tradition i Danmark, at regeringer efter et valg, udarbejder et egentligt program for den nye valgperiode. Og der er ikke i traditionen noget krav om, at der skal stå et parlamentarisk flertal bag et sådant regeringsgrundlag. Det vil være naturligt, at regeringen orienterer sine mest sandsynlige samarbejdspartnere om regeringsgrundlaget, og den kan i den forbindelse naturligvis også forhandle og give indrømmelser.

Alt afhænger af forskydningerne i balancen mellem partierne i valgkampens sidste dage.

Venstres fremgang ligner resultatet af en vellykket strategi, der skal give det modsatte forløb end ved seneste valg, hvor Venstre tabte markant i sidste halvleg.

Erik Meier Carlsen skriver valgdagbog hver dag frem til valget den 13. november. Samtidig bringer vi dagligt et valgbarometer