En ung norsk fyr fortæller om sin depression; jeg troede det var kærestesorg, men så fortæller han: Han har været observatør i en palæstinensisk flygtningelejr. Været vidne til at israelske soldater brugte brutal vold mod uskyldige flygtninge. Jeg blev tavs.
Jeg kom til at tænke på uskyldige jøder i Europa, der udsættes for hadkriminalitet på grund af det der sker i Mellemøsten. Mellemøsten har aldrig været et emne for mig før, men denne blodige krig fremtvinger spørgsmål og tanker, som ikke skal skubbes væk. For hvad er vi andet end vidner fra det civile samfund, i en krig, hvor det netop er civile, uskyldige, forsvarsløse mennesker som rammes?
Det indre barbari
Jeg ville være den første til at miste forstanden hvis mit barn blev dræbt i denne fordømte krig. Jeg ville være den første til at skrige, hyle op om hævn, rive alle symboler itu, brænde alle flag og ønske alle mordere dræbt, hvis nogen invaderede, bombede eller destruerede mit hjem. At blive opsuget af barbariet er menneskeligt. Vi, som befinder os uden for Mellemøsten, uden for krigszonen – vi som er en del af det civile samfund – står foran et valg.
At sidde og se på disse overgreb mod menneskeheden, lade hadet sprede sig over landegrænser og tillade os selv at blive en del af det ved at vælge side, det er det, der er det indre barbari. For hvad er det vi ser i vores eget nabolag?
Demonstrationer mod Israel, blandt andet i Norge og Danmark. En stærk provokation, hvor slagord, fascistiske plakater, massesuggestion og støtte til krigsmagere som Hizbollah bruges aktivt for at legitimere den sorg, rigtig mange føler. Ingen Onkel-USA eller EU kan skaffe fred, hvis ikke den civile befolkning erkender barbariet i vort eget sind, og derpå handler anderledes. Overhovedet at vælge side, at støtte Palæstina eller Israel, er et sådant faresignal.
Når fjenden er et barn
For hvordan kan vi bevidst ensidigt støtte Israel, når fjenden er et sønderbombet barn, der om 10-15 år bliver en stolt Hizbollahkriger med ødelæggelser og flest mulige døde som mål? Og hvordan kan vi støtte angrebene fra de arabiske lande, når de civile i Israel lever med frygten, hadet og benægtelsen af deres egen eksistens ved stadige antisemitiske angreb og med rædslen for, at en selvmordsbomber kan dukke op når som helst og hvor som helst, hver gang de stiger på en bus, sætter sig på en restaurant eller handler på et marked?
I stedet for at genopbygge hinandens infrastruktur, glæde sig over vækst og udvikling og give støtte til hinandens ældre, tryghed til hinandens børn og beskyttelse til kvinder og mænd, er vi vidner til, at alt dette knuses dag efter dag, mens ofrenes blod endnu ikke er størknet.
Medierne er blevet stærkt kritiseret for ikke at have vist lige meget blod og lige mange overgreb på begge sider. Kritiseret af mennesker, som har tydelig sympati for den ene part, af mennesker der savner billeder af ’deres’ sårede, så fjenden kan dæmoniseres yderligere.
Giv dem et navn
Som jeg ser det, har medierne kun ét fundamentalt vigtigt ansvar, som aldrig må svigtes. Det er at identificere de døde, uanset hvilken side af konflikten de befinder sig på. Navn, ansigt og alder. Ikke lemlæstede lig i grupper. Ikke massegrave, hvor navnløse og ansigtsløse børn og kvinder havde søgt at flygte fra krigen.
Hvert barn, hver kvinde og hver mand, som mister livet. Identificer dem så vi, vidnerne, kan mindes dem. Kun på den måde kan krigens ofre få det civile samfund til at reagere.
Når de døde civile kan stirre på de levende – med navn, ansigt og alder – måske da vil reaktionen fra det civile samfund blive kraftigere end de afmægtige politikere, som flyver rundt og forsøger at få alle, som er uenige, til at sætte sig rundt om det samme bord, mens børnene bombes.
Krigen er allerede tabt når hævnen har forgiftet et barnesind. De døde bærer ikke på ønsker om hævn. De døde vælger ikke side, de døde kender ikke arabere eller jøder. Med denne erkendelse skal vi lægge blomster uden for de tilgitrede ambassader, hvad enten det er i Israel eller USA, hvor bevæbnede mænd bevogter de høje mure.
Fyld gaderne rundt om ambassaderne med blomster og lys for at mindes de døde palæstinensere, libanesere og israelere! Det er en hån mod de døde at ophidse til vold, gengældelse, afbrænding af flag og støtte til mordere. Hvordan kan vi forlange våbenhvile uden samtidig at støtte Israels ret til at eksistere? Krigen i Mellemøsten, jødehadet, den arabiske terror og manglen på tilstrækkelig støtte til demokratiske, frihedsvenlige fremskridt i flere muslimske lande og blandt minoriteter i Europa er flere sider af samme sag. Når en muslim kan bære en jødes sorg, når en jøde kan fejre en muslims glæde – det er det, der er sejren.
Det er, når det civile samfund vågner op til fredens fundamentale handlinger, at de mest uskyldige i denne krig, de dræbte børn – uanset hvilket land de blev dræbt i – vil smile til os fra himlen.
Oversat af Ebbe Rossander