I den aktuelle valgkamp har de dominerende temaer været Skat, Velfærd & Indvandring. Men for en stor gruppe yngre borgere - dem, der er producenter af meget af den kultur, som omgiver os - er skatteprocenten ikke et afgørende tema. Vi har alligevel ikke en hverdag med fast arbejde, men er freelance, midlertidigt ansat, forskere eller undersøgere og borgere af verden på andre måder. For denne gruppe vendes fokus, energi og investering af ressourcer ud og væk, når nationalstatslig smålighed, eksklusiv grænsepolitik og anden forskelsbehandling inden og udenfor ‘den danske ramme’ præger debatten.
Velfærdens genfærd, som går gennem dagligstuer og hospitalsstuer landet over, kommer sjældent forbi hjemme hos den yngre del af befolkningen. Her er dagsordenen præget af, overhovedet at finde en bolig - de er nemlig enten udsolgt eller ikke til at betale. Hvis man er heldig kan man finde en lejlighed, et kontor eller atelier i byernes randområder og dermed være med til at øge ejendomsværdien ved sin blotte ‘kreative tilstedeværelse’. Når kvarteret er blevet investeringsværdigt og attraktivt for dem, der hopper på limpinden, har den kreative armé ikke råd til at være der længere.
Denne gruppe af kreative kulturproducenter er rollemodeller for det såkaldt fleksible arbejdsmarked. Vi tilhører den ‘kreative klasse’ for hvem arbejde er en livsstil, vi arbejder altid, hvor som helst og når som helst, og er ‘uafhængige’ i en grad, der udelukker enhver form for sociale rettigheder.
Indvandring og en fejlslagen integrationsmodel hænger sammen med en snæver kulturoptik, hvorigennem dem, der ikke genkendes, dem der træder ved siden af og ikke tænker og agerer idenfor normen ekskluderes. Hvad er det for et ideal, man skal kunne spejle sig i? Hvem kan genkende sig selv i refleksionen? I modsætning til Sverige er Danmark ikke erklæret et multikulturelt samfund. En grundliggende forskel er, at den mangfoldighed af kulturer, som eksisterer side om side indenfor landets grænser, ikke anerkendes som en primær resource i et fremtidigt velfærdssamfund.
Hvis man vil have de yngre kreativt tænkende generationer engageret i politik må man tage deres situation alvorligt. En simplificeret valgkamp, der kun på uhyggelig vis kan siges at pege mod fremtiden, vil kun få denne gruppe til stemmeboksen af solidaritet med andre befolkningsgrupper - det er ikke for at deltage i forestillingen om et fællesskab, hvis selvforståelse begrænser sig til en diffus idé om nationalitet, og hvis kulturelle grundlag kan rummes i en kanon.
Samtidskunsten er en kilde til andre forståelser af verden. Samtidskunst er mere end objekter, der kan sælges i friværdiens navn. Samtidskunsten er i sig selv et rum, hvor refleksion, innovation og diskussion finder sted. Den progressive samtidskunst møder også sit publikum udenfor de vante kunstrammer, dér hvor mennesker lever. Den produceres kollektivt og er projektorienteret, researchbaseret og vidensproducerende. Samtidskunsten er med andre ord alsidig i sin form, sit indhold og sine målsætninger. Det er denne alsidighed, der skal investeres i, og som er med til at skabe et pluralistisk miljø for mange kulturers sameksistens.
Hvem vil love, at der bliver ‘råd til’ kritisk refleksion, udvikling af ideer og nye perspektiver på verden, forskning uden på forhånd definerede mål, kunst, som ikke kun er kommercielt orienteret, og kunst, der rækker udover det kontemplative og i retning af en kritisk vidensproduktion? Hvem tør investere i et progressivt og eksperimenterende vækstlag af kunstarbejdere?