Slutscenen er af operachef Kasper Bech Holten gjort elementært spændende, ja oprivende. Og genkendelig. Køen i afgangshallen i en moderne lufthavn i et af de lande, man gjorde klogere i at holde sig fra; stemningen fortættet nervøs, sikkerhedspoliti med stenansigt og bydende bevægelser står ved alle udgange og gransker der rejsendes pas. Slipper man overhovedet ud? Slipper Don Carlos ud? Vil hans forehavende lykkes med at trodse kongen, vil han kunne drage til Flandern og tilslutte sig oprøret mod denne?
I dennes verdensrige brændes kættere, og kirken og inkvisitionen hersker uindskrænket. Også over kongen. Verdis måske største opera fra 1867 (fransk version) og 1884 (italiensk version) foreligger i forskellige udgaver og redigeres ofte, alene fordi den er så lang.
Kasper Holten redigerer også og lægger vægten på den politiske dimension. Til den ende har han hentet handlingen fra 1560’ernes Spanien op til nutiden eller nærnutiden som antydet med let genkendelige undertrykkelses- og magtsymboler. Sådan noget gør Kasper Holten bedre end de fleste moderne operainstruktører, hvis iderigdom ikke altid er ment som en kompliment, og hvis hittepåsomhed lidt for ofte læderer værkerne. En fornyelse af operagenren ville efterhånden være en forestilling tro mod forlægget i angiven tidsalder, og hvor de medvirkende beholder bukserne på.
Også Kasper Holtens Don Carlos, der på flere længder bevæger, rejser kunstnerisk almene spørgsmål.
Det siger sig selv, at fantasien må på mere end overarbejde, når en forestilling hævder, at den spanske konge i 2000 et eller andet må døje med en slampe af en dronning, hvis stedsøn gerne vil i lag med hende samt ditto; det hele indrammes af et oprør i Flandern(!), og baggrunden for rædslen i folk og hof er storinkvisitorens nidkære og livsfarlige herredømme.
Dertil kommer, at den værste trussel mod en ulydig hofdame er forvisning til Frankrig, hvortil man ikke kommer så nemt, skønt der jo både er lufthavne og jetfly. Frankrig … herregud da. Man skal vride hjernecellerne og lægge sin historiske bagage for at gå med på komedie, selv om man jo har lært, at disse ting, når det går i drift, skal forstås overført. Det gælder også, når hofdamerne ligger og vrider sig i klostergården - med mandlige massører - og tager solbad, et påfund Det Kgl. Teater også leverede i skuespillet Don Carlos for nogle år siden.
Det overførte kan blive lidt rigeligt, når man også skal overbevise sig selv om, at et brev kan være afgørende, når de må kende både e-mail og mobiltelefoner. Ellers kan de ikke have moderne maskinpistoler og Airbus-fly.
Kasper Holten er en højst talentfuld operainstruktør, der med Ringen viste rækkevidden af sin begavelse. Hos Wagner er der imidlertid tale om oftest ukonkrete sagnagtige allegorier, hvad der ikke er hos Verdi, som er kontant og egentlig lige ud ad landevejen. Men tingene hænger sammen hos Verdi. Storinkvisitor er ikke alene en dum ufølsom skid som øverste myndighed i et helvedes system, men er tillige blind. Derfor spørger han ved det berømte møde med kongen i 3. akt: Er du kongen? Men han er hos Holten ikke blind, så hvorfor spørgsmålet? Sådan er der så meget, der distraherer.
Det gør dirigent Michael Schønwandt til gengæld ikke med Kapellet, men spiller lige ind i øret Verdisk med den fynd og klem og underbundet tragedie, som kun den rigtige musiker aflokker denne symfoniske pragt. Igen går aftenen i første række til musikchef og de kongelige musikanter.
Stephen Millings Filip 2. besidder skikkelsens fulde tragiske magtfuldkomne magtesløshed, en sønderrevet mand i fremtoning som stor stemme, en frysende ensom skikkelse, som ingen nogensinde har elsket, og som presses ud af menneskelig form af magtens spændetrøje. Mod ham står den i sindet utro dronning Elisabeth ved Iréne Theorin, hvis resignerende arie (i afgangshallen) anslår det allerinderste i Verdis store kvindeskikkelser. Det sexede er her aflagt til fordel for det moderlige, men sådan kan man også se på det. Den gennemført smukt syngende Randi Stene er i opsætningen som Eboli berøvet muligheden for det helt store raseriudbrud, det Agnes Baltza bidrog med til udødeliggørelsen af Herbert von Karajans indspilning af Carlos i sin tid.
Verdis tragiske helt Marquis af Posa, som Holten uvist af hvilken grund har gjort lettere farceagtig, er med Tommi Hakala lige ved at være denne forestillings stærkest syngende, men altså forstyrret af et sært påfund. Sten Byriels storinkvisitor kan man heller ikke klage på stemmemæssigt. Men skikkelsen er som sagt ikke blind og slet ikke kolossal og frysende farlig. Byriel giver ikke associationer til gravkammeret i Escorial og den spanske katolske dødsdrift på andres vegne. Hvad angår Don Carlos selv, er rollen ikke nem; i øvrigt heller ikke i Schillers original. Prinsen, der siden ophøjes som Europas mægtigste mand, er faktisk lidt af en tørvetriller, langsom i optrækket, inden skæbnens forpligtelse går op for ham. Det gør den ikke rigtigt for Nikolai Schukoff, der har en stram tenor, men ikke er rigtig tragisk nok i sit forsøg på at aflægge sig de forhadte og onde forpligtelser. Stemmen trætnede lidt i slutningen. Ikke meget, men nok til at man, når det sker, indser, hvor utaknemmeligt erhverv de operasangere har.
Scenebilleder og kostumer ved Steffen Aarfing er til tolkningen effektive og opfindsomme. Der var i hvert fald ikke plads til flere krumspring.
Giuseppe Verdi: Don Carlos. Instr. Kasper Bech Holten. Scenografi: Steffen Aarfing. Det Kongelige Kapel og Operakoret. Dirigent: Michael Schønwandt. Medv. bl.a.: Stephen Milling, Iréne Theorin, Nicolai Schukoff, Randi Stene, Tommi Hakala, Sten Byriel