De yngre forfattere er stort set usynlige i den offentlige debat, og når de endelig træder frem, er det med de samme forudsigelige politiske synspunkter, som har præget forfatterstanden i årtier. Hvor er fornyelsen, provokationen og viljen til at gøre op med fortidige dogmer? Hvor er den yngre forfattergenerations selvstændige offentlige stemme? Den er der slet ikke, mener en række borgerlige litteraturkritikere, der revser de unge skønlitterære forfattere, digtere og novellister for at reproducere forældregenerationens politiske holdninger og meninger. En af kritikerne er litteraturredaktør på Weekendavisen Klaus Wivel:
“Det er symptomatisk for den yngre generation, at den ikke er specielt politisk, og når den endelig ytrer sig, er det den samme gamle hat. De tør ikke udfordre noget som helst af, hvad den gamle generation af forfattere sagde. Derfor er der heller ingen af de yngre, der har nogen som helst gennemslagskraft i den offentlige mening,” siger han.
Blandt andet undrer det Klaus Wivel, at den såkaldte værdikamp, der blev lanceret som et opgør med det kulturradikale meningstyranni og et venstredrejet dansk åndsliv, overhovedet ikke har sat sig spor i den yngre forfattergeneration:
“Jeg kan ikke forstå, at der ikke er nogen unge forfattere, der er blevet inspireret til at sætte sig op imod det, der har været gængs for forfattere at mene de seneste 50-60 år. Jeg gider ikke skulle forsvare Anders Fogh, men jeg kan godt ærgre mig over, at der ikke er nogen fra den yngre generation, der trods alt forsøger at udfordre den etablerede venstreorienterede konsensus bare en lille smule. Kulturlivet bliver udfordret af pressen, men det bliver ikke udfordret inde fra af forfatterne selv,” siger Klaus Wivel.
Samme kritiske dom fælder nuværende anmelder og tidligere litteraturredaktør ved Berlingske Tidende, Nils Gunder-Hansen, der også mener, at vandet står alt for stille i den litterære andedam:
“Man kan undre sig over, at pendulet alligevel ikke svinger mere end det gør, så det nu på halvtredsindstyvende år stadig er flashy at være venstreorienteret, når man er ung forfatter. Men på en eller anden måde har der dannet sig en ret sejlivet tradition for, at kulturliv og kunstnere generelt ligger til venstre i Danmark,” siger han.
Efter valget i 2001 udtrykte Nils Gunder-Hansen håb om, at det ville blive mere legitimt for forfattere og kulturpersoner at tale med en borgerlig stemme, og at der som følge heraf ville blive flere af dem. Men det er snarere gået modsat, mener han:
“Det er altid svært at tænke kontrafaktisk over, hvordan det kunne være gået, men jeg har en fornemmelse af, at kulturkampen snarere har cementeret eksisterende positioner i stedet for at flytte dem. Jeg tror, de yngre forfattere er blevet mindre bevægelige, end de ellers ville have været, men det er jo en efterrationalisering, for dengang kulturkampen begyndte i de første år, synes jeg selv, det var forfriskende, at der blev slået nogle slag i bolledejen,” siger Nils Gunder-Hansen.
Dr. phil. og lektor i Nordisk Sprog på Århus Universitet Hans Hauge mener ligeledes, at opgøret med det venstredrejede åndsliv er vendt tilbage som en boomerang:
“Ser man på de yngre forfattere i dag er kulturkampen i bedste fald gået hen over hovedet på dem - og i værste fald har den låst dem endnu mere fast,” siger Hans Hauge. Han mener, forfatterstanden generelt er præget af en “automatiseret venstreorientering”:
“Jeg tror simpelthen ikke, man kan begå sig som forfatter, hvis ikke man siger noget grimt om Anders Fogh Rasmussen en gang imellem. Det er lige som et gruppepres. Før i tiden kunne man have en kamp på den politiske front i forfatterkredse, men i dag er diversiteten og mangfoldigheden helt forsvundet. Det står helt stille. Forfatterne - både de yngre og de ældre - er stort set enige om alt.”
Det sidstnævnte er et særskilt problem, mener Hans Hauge:
“Der finder ikke noget generationsopgør sted mellem de yngre og de ældre forfattere. De yngre skriver muligvis anderledes end Rifbjerg og Ib Michael, men de mener stort set det samme”.
Klaus Wivel er enig, men vil hellere tale om “åndelig dovenskab”:
“Som ung forfatter må der ligge en opgave i at definere sig modsat den ældre generation, søge et nyt sted hen, hvorfra man kan påvise, at den ældre generation tog fejl, og at det i stedet er ‘sådan her, det skal skrives, sådan her det skal tænkes’. Men sådan skrives og tænkes der ikke blandt de yngre forfattere. Det er en lidt underlig generation, for man har ikke nogen fornemmelse af, at der er noget, de vil anderledes,” siger Klaus Wivel.
Men præmissen er forkert, mener Anne-Marie Mai, professor ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet. Det er længe siden, man tænkte litterær udvikling som en serie af opgør, hvor nye generationer kaster vrag på de gamle - og hun køber slet ikke diagnosen af de unge forfattere som ‘åndeligt dovne’:
“Det er rigtigt, at de fleste yngre forfattere ikke optræder på den velkendte facon med et offentligt meningsmageri, men det synes jeg heller ikke er så underligt, for det er ikke det, kunsten har at komme med. De unge forfattere udfordrer os i deres bøger. Men det kan man jo kun vide, hvis man læser dem,” siger Anne-Marie Mai og henviser til Per Højholts gamle udsagn om, at ‘politik er det muliges kunst, mens kunst er det umuliges politik’:
“Det er det, de yngre forfattere gør i dag. De forsvarer alt det umulige, alt det, vi ikke lige har styr på og ved, hvordan skal ordnes i Folketinget i morgen. De politiske budskaber ser vi ikke så mange af hos de yngre forfattere, men vi ser masser af interesse for alt det, der er vigtigt for os som mennesker i dag, også selve det at tænke politisk og selv tage stilling,” siger hun.
Heller ikke mag.art. i litteraturvidenskab og lektor på Københavns Universitet Marianne Stidsen køber ideen om en ‘autosocialistisk’ ensretning i forfattermiljøet:
“Jeg har sympati for den rolle Hans Hauge og andre ofte påtager sig med at røre rundt i andedammen, men denne gang synes jeg, de løber åbne døre ind. Hvis man endelig skal sige noget karakteristisk om den nye forfattergeneration, så er det, at den slet ikke tænker i de her ideologiske systembygninger, hvor alt er på plads og forklaret. Det er tværtimod min oplevelse, at når de endelig ytrer sig politisk, så går deres holdninger på kryds og tværs af det traditionelle højre-venstre-spektrum. Og her udtaler jeg mig både som kritiker, men også som en, der har sin gang indenfor i miljøet,” siger Marianne Stidsen.
For Nils Gunder-Hansen er der dog ingen tvivl om selve eksistensen af en venstreorienteret konsensuskultur blandt de yngre forfattere:
“Og den skyldes nok, at man i kunstnermiljøer vogter meget på hinanden, hvilket gør folk særligt opmærksomme på at udsende de rette signaler. Problemet er jo, at politiske holdninger samtidig er en slags livsstil eller modeemblemer, man bærer rundt med sig. Der sker hurtigt en form for fusion mellem holdninger, livsstil og kultur, som det er meget svært at bryde ud af,” siger han.
Litteraturkritiker ved Jyllands-Posten Niels Lillelund peger på en anden mulig forklaring:
“Hele det kunstneriske område og ikke mindst litteraturområdet er i stigende grad blevet systematiseret med kunststøtteordning, forfatterskole osv. Det er blevet langt mere organiseret, end det tidligere har været, og i sådan en sammenhæng er det jo ikke morsomt at være oprører. Dermed har jeg ikke sagt, at alle dem, der ikke får støtte fra Litteraturrådet er oversete forfattere, men jeg kan sagtens forstå, at man glider naturligt ind i miljøet,” siger Niels Lillelund.
Anne-Marie Mai finder selve spørgsmålet om venstreorienterede kontra højreorienterede dybt uinteressant. Forfatteres partibøger bør ikke blandes ind i en kunstnerisk diskussion, mener hun:
“Jeg aner ikke, hvilken politisk overbevisning de forfattere, jeg møder rundt omkring til oplæsningsarrangementer og foredrag, har. Og det er heller ikke det, som har min interesse. Jeg spørger hellere til deres kunst end til om de stemmer radikalt, socialdemokratisk, liberalt eller konservativt. At forlange bestemte politiske holdninger af forfatterne er en dybt problematisk måde at gå til litteraturen på, og i øvrigt savner jeg i dén grad beviser for påstanden,” siger hun.
Hans Hauge ønsker ikke at komme med nogle konkrete eksempler, men han fastholder sin kritik:
“Man kan altid blive beskyldt for at generalisere, men testen er: Kan man nævne en markant neokonservativ forfatter? Nej, det kan man ikke. Og hvorfor kan man ikke det? Det er da fordi, at de fleste er det modsatte.”
I hans øjne lider hele forfatterstanden under, at der ikke er ‘en anden stemme’ af betydning, der kan provokere, udfordre og ruske op i de forudfattede og fasttømrede meninger:
“Tænk, hvis der var en ung forfatter, der skrev et langt epos, hvor han priste de danske soldater, eller en, der skrev en krigsroman à la dem, man så i USA efter Anden Verdenskrig. Det ville være en provokation, der satte gang i noget. Der er ingen provokation i at være venstreorienteret, imod den borgerlige regering, integrationspolitikken og Irak-krigen,” siger Hans Hauge.
Men Marianne Stidsen vender Hans Hauges test om: Det kan godt være, at man ikke kan nævne en neokonservativ forfatter. Men kan man nævne en neomarxistisk forfatter, spørger hun:
“Nej, det kan man jo heller ikke, og så kan man spørge sig selv hvorfor? Det er nok fordi begge dele er lige uinteressante,” siger hun.
Også Anne-Marie Mai undrer sig over litteraternes efterlysning af flere fløjpolitiske manifester i litteraturen:
“Det er besynderligt, at man forventer, at forfattere skal ytre sig til fordel for enten det ene, det andet eller det tredje politiske standpunkt. I stedet for at afkræve de unge bestemte måder at optræde på i det offentlige, skulle man hellere interessere sig for det, de rent faktisk optræder med, nemlig deres kunst”.
Klaus Wivel er enig i, at man bør skelne mellem værk og kunstner, når man kritiserer, men det betyder ikke, at forfatternes politiske holdninger bør underkendes i en litterær diskussion, mener han:
“Selvfølgelig kan man sagtens være en fremragende forfatter, selv om man er venstreorienteret, og jeg læser også selv mange af disse forfattere med stor fornøjelse. Men hvis man ikke tør udfordre hinandens holdninger, men bare tavst bekræfter hinanden inden for miljøet, så frygter jeg, man i længden kommer til at skabe noget mere kedelig litteratur. De ting hænger sammen. Når man ikke udfordres på sine synspunkter, bliver man åndeligt doven, og det smitter i sidste ende af på de bøger, man skriver,” siger han og uddyber:
“Jeg synes jo, det er et problem, når ikke bare de yngre forfattere, men forfatterstanden næsten unisont ytrer sig til venstre for regeringen. Hvis der var forfattere af en mere borgerlig observans, så ville det muligvis give nogle andre bøger, hvor vinklen ville være en anden end den, der normalt skrives ud fra”.
Ifølge litteraturkritiker og anmelder ved Information Tue Andersen Nexø er der imidlertid ingen grund til at frygte på den nyere litteraturs vegne:
“Hvis man går ud og spørger den yngre generation af forfattere, hvor de placerer sig politisk, så tror jeg, de vil svare ‘på midten’ eller ‘til venstre for midten’. Men jeg synes ikke, det er noget, der præger deres værker,” siger han og forklarer:
“De senere år har man kunnet spore en repolitisering i den nyere litteratur, men det har ikke gjort værkerne mere politisk engagerede. Forfatterne tager ikke et decideret fløjpolitisk standpunkt, men inddrager højst det politiske som et tema og behandler det tema med samme tvetydighed og blik for skjulte modsætninger, som man er vant til, at de behandler andre eksistentielle spørgsmål på,” Tue Andersen Nexø.
Han er dog enig i, at de yngre forfattere i højere grad holder deres politiske holdninger og meninger for sig selv i modsætning til den ældre forfattergeneration, der ofte blander sig i realpolitiske mærkesager:
“Det er en afgørende forskel på den nye generation og den ældre generation: Hvis du snakker med de yngre forfattere privat, har de masser af holdninger. Men de har det ikke godt med at gå ind i den rolle, som Klaus Rifbjerg eller Ib Michael gør, hvor forfatteren taler som samfundets samvittighed i offentligheden. Det føler de ikke, at de har autoritet til, bare fordi de har et forfatterskab i ryggen.”