Arabisk er djævelsk svært at lære for en europæer. Da alle europæiske sprog i næsten enhver henseende er forskellige fra arabisk, er de ord, man kommer ‘gratis’ til, uhyre få. Næsten alle sprog låner fra hverandre, hvilket er grunden til, at ord som ‘terrorisme’, ‘turisme’ og ‘sex’ ligner hinanden på så forskellige sprog som russisk, bahasa-indonesisk og swahili. Anderledes med arabisk, der sågar har sin egen betegnelse for ‘kommunisme’.
For europæere, der vil lære arabisk, er der ingen vej uden om at terpe, terpe og atter terpe. Derfor er det et lykketræf, når der under en samtale på arabisk dukker et bestemt ord op, som bruges med et sådant eftertryk, at man indprenter sig det varigt. For mig skete et sådant lykketræf med det arabiske ord for ‘ordforråd’.
Det var i efteråret 2001, og alle var stadig rystede over 11. september. Den Anden Intifada var i fuld gang, og jeg skulle skrive en artikel om Hizbollahs tv-kanal al-Manar, der lige var begyndt at sende og stillede nu mit første spørgsmål til kanalens redaktør. Svaret kom med så stærk en betoning, at jeg aldrig har glemt det. Mit spørgsmål lød: “Hvad adskiller al-Manar fra andre medier?” Svaret var et eneste ord: Mustahalat - ‘ordforråd’. Og Hizbollah-redaktøren havde ret. Hizbollah havde sin helt egen terminologi for, hvad der foregik i regionen: ‘den zionistiske fjende’, ‘det besatte Palæstina’, ‘den islamiske modstandsbevægelse’, ‘besættelsestropperne’ … Mustahalat!
I Libanon havde jeg gjort en lignende iagttagelse - nemlig at der er lige så mange benævnelser for landets nylige fortid, som der er sekteriske grupper og politiske og bevægelser: Nogle talte om ‘borgerkrigen’, andre om ‘Den Libanesiske Krig’, andre igen om ‘Libanonkrigen’ eller ‘Det Libanesiske Kapitel’ (i den israelsk-palæstinensiske konflikt) … Det var ikke så sært, at de fleste libanesere foretrak den bevidst vage term al-ahdath, ‘begiven-hederne’.
I samme periode havde jeg til opgave at dække Den Anden Intifada. På rejser i konfliktzonen, under samtaler med lokale og ved læsning af deres medier, slogans og propaganda slog det mig, hvor enorm en rolle mustahalat spiller.
Var det f.eks. en ‘palæstinenser’, en ‘araber’ eller en ‘muslim’, som kastede denne sten? Blev han ‘skudt’, ‘myrdet’ eller ‘elimineret’ af en ‘zionistisk krigsforbryder’, ‘en israelsk besættelsessoldat’ eller ‘et medlem af de israelske forsvarsstyrker’? Og hvor foregik dette? I ‘Israel’, i ‘den zionistiske entitet’, i ‘det besatte Palæstina’ eller i Waqf Palæstina? Talte vi om en ‘fredsproces’ eller om ‘den såkaldte fredsproces’? Og var territorierne ‘besatte’, ‘omstridte’ eller ‘befriede’, og hed de ‘Judæa og Samaria’ eller ‘De Palæstinensiske Territorier’?
Jeg kendte selvfølgelig frasen om, at ‘den ene mands terrorist er den anden mands frihedskæmper’. Men problemet var mere end en strid om ord og de forskellige terminologier mere end varierende etiketter for samme pakke. Tilsammen dannede de særskilte perspektiver, verdenssyn eller metafortællinger, hvori deres tilhængere udlagde, hvad konflikten grundlæggende gik ud på, herunder dens årsager, dens skurke- og helteroller og deres bud på, hvad der måtte gøres.
Det siger sig selv, at hvert enkelt af disse perspektiver satte de enkelte parter selv i centrum for deres eget verdenssyn, dvs. i en position som helten, som den gode og krænkede part.
En israelsk politiker fra Arbejderpartiet kunne være overbevist om, at konflikten i sin kerne er en strid om jord. Derfor burde Israel og palæstinenserne gennemføre ‘forhandlinger’, hvor Israel skulle ‘afstå’ dele af det omstridte territorium, således at en retfærdig og varig aftale kunne opnås. Det lød rimeligt: En strid må løses ved forhandlinger under indgåelse af kompromiser fra begge parters side.
Men samtidig kunne en sekulær palæstinenser have den opfattelse, at konflikten drejer sig om ulovlig besættelse af territorier, der ikke så meget skal ‘afstås’ som ‘tilbageleveres’, fordi man ikke kan forhandle med en modpart om retten til noget, denne ikke ejer. Også dette lød rimeligt: En besættelses ophør må medføre tilbagetrækning fra det, som er besat.
Jeg mødte også jødiske fundamentalister, for hvem disse områder hverken var omstridte eller besatte, men befriede og skænket det jødiske folk af Gud. For dem handlede konflikten ikke om land, men om tro, og al tale om at overdrage hellig jord til ikke-jøder ville være ens-betydende med selvmord. Hvilket folk ville sætte sig op imod Guds bud? Og hvordan kunne en proces, der stilede imod at krydse Guds planer, kaldes for ‘en fredsproces’.
Sådan kunne jeg fortsætte med perspektiver og terminologier for de fundamentalistisk-muslimske palæstinensiske grupper, de kristne grupper og den ateistiske venstrefløj i Israel og i Palæstina …
Og hvorfor holde her? Konflikten mellem al-Qaeda og USA i Irak frembyder et lignende panorama af forskellige slags mustahalat. For har vi her at gøre med ‘koalitionsstyrker’, ‘besættelsesstyrker’ eller ‘anglo-amerikanske tropper’ i Irak? Er al-Qaeda en ‘terroristgruppe’ eller den førende ‘modstandsbevægelse’ i kampen mod vestlig indblanding i deres region? Og er denne region ‘den arabiske verden’, ‘Mellemøsten’ eller ‘Ummaens (dvs. islams verdensfællesskab, red.) arabiske provins’?
Mustahalat og konsekvenserne af det er vidtrækkende. Indser man først, hvor forskelligt et døgns begivenheder kan udlægges i Mellemøsten, må man spørge sig, om det er overhovedet er muligt at bedrive objektiv journalistik?
Efter min mening har man dækket en konflikt neutralt, når dens involverede parter vil kunne erklære sig enige i din opsummering af deres positioner og synspunkter. Det lyder ligetil, men kun indtil man tænder for sin pc og skal til at træffe nogle valg: Hvilke ord skal man benytte sig af i ‘Det Hellige Land’ for nu at bruge den term snarere end ‘Israel’, ‘Den Zionistiske Entitet’ eller ‘det besatte Palæstina’? Man kunne sige, at FN’s betegnelse må være den rette, men hvad så med de parter i konflikten, der ikke anerkender FN?
Endnu mere foruroligende bliver opgaven, når man skal beslutte sig for ikke blot at beskrive kendsgerninger, men sortere i, hvilke kendsgerninger der skal fremdrages og fra hvilken vinkel. Hvordan skal en journalist rapportere fra et givent døgn i Mellemøsten på en måde, som stiller alle berørte parter tilfreds, når disse parter har uforenelige forestillinger om, hvilke kendsgerninger der har journalistisk relevans, hvorfor, og hvilke parter der skal udlægge dem?
For Israels regering handler konflikten om terrorisme, så for dem er enhver israeler, der dræbes af en palæstinensisk terrorist, breaking news. For de palæstinensiske selvstyremyndigheder handler konflikten derimod om besættelse, hvilket gør enhver palæstinenser dræbt af ‘besættelsesmagten’ til en relevant historie for dem … Hvilke angreb bør man dække, og hvis man vælger at dække begge, hvilke blodsudgydelser skal man så udstille først, og hvilke parter skal man lade kommentere dem? Er det tilstrækkeligt at spørge de sædvanlige regerings- og selvstyretalsmænd? Bør man få reaktioner fra den israelske og palæstinensiske opposition? Og i så fald fra hvilke partier? Eller skulle man måske forhøre sig hos den israelske fredsbevægelse og i givet fald i hvilken af dens 234 afdelinger? Har man så endelig bestemt sig for, hvilke parter man vil ekskludere, kommer så overvejelserne over, hvilke spørgsmål de inkluderede parter skal stilles.
Jeg husker forløbet frem til Irak-krigen i 2003. Jeg opholdt mig i Kuwait, og metafortællingen i de vestlige medier var: Ville det lykkes amerikanerne at bringe demokrati i Irak? Denne metafortælling brugte de vestlige mediers typiske terminologi - ‘at vinde hearts and minds’ osv. - og grundfortællinger.I Kuwait opdagede jeg, at folk, der så amerikanske troppestyrker køre med stor fart gennem deres byer, havde et ganske andet spørgsmål på sinde: Er USA virkelig interesseret i demokrati? Og hvis de er, hvorfor får despotiske regimer i lande som Egypten, Saudi-Arabien, Jordan, Tunesien, Algeriet og Marokko så støtte fra USA og EU? Det var en diametralt modsat vinkel på Irak-krigen, som blev forbigået i vestlige medier før krigen, under krigen og efter krigen, og som kunne have resulteret i helt andre historier - f. eks. kunne USA’s beslutning om at igen at tildele to mia. dollar i ‘bistand’ til diktaturet i Egypten have skabt store overskrifter frem for at få notitsomtale på side fem.
Hvordan kan journalister skildre Mellemøsten på en sådan måde, at alle berørte parter kan genkende sig selv i beskrivelsen af egne synspunkter og målsætninger? Mit svar er: Det er umuligt. Vi er som journalister nødt til at udvælge informationer og fremhæve eller udelade fortolkninger, og vi er nødt til at formidle det i et sprog, der uundgåeligt er subjektivt. Når man ser CNN, er det vanskeligt ikke at identificere sig med israelske arbejderparti-politikere, for deres perspektiv er næsten identisk med CNN’s. Tilsvarende må man identificere sig med Hizbollah, hvis man kun ser al-Manar, eller med Det Hvide Hus, hvis man kun følger Fox News’ vinkling, terminologi og sympatier.
Vi lever i dag i en global landsby, hvor min marokkanske nabo i Amsterdam kan følge en fredagsbøn i Fallujah live. Jovist er landsbyen global, men den er også ghetto-iseret. Hver ghetto har sine egne medier, som bekræfter og befæster ghettoens opfattelse af sig selv som ‘den gode part’.
Jeg har ingen løsningsforslag til, hvordan vi kan omgå medieghettoiseringen. Mit ærinde her er at identificere problemet og advokere for, at det første, vi som journalister bør gøre, er at lade være med at foregive, at vores dækning er objektiv. Det er den ikke, og det kan den ikke være. Dernæst bør vi udvikle nye journalistiske genrer, nye narrative teknikker, der bedre afspejler de forskellige måder, hvorpå Mellemøsten tolkes. Næste skridt bør så være, at vi fremlægger vore kriterier for den særlige version, vi har udvalgt, og følger den op med jævnlige redegørelser for alle de øvrige rivaliserende perspektiver.
Kun sådan vil vi kunne bryde ud af ghettoen. Hvordan vi skal gennemføre dette i den praktiske daglige dækning, ved jeg ikke. Men ét er jeg sikker på. På et eller andet tidspunkt vil en eller anden journalist, kunstner, kommunikationsguru eller en ny profet vise os vejen og finde den narrative nøgle til, hvad vi kunne kalde et metaperspektiv, dvs. et perspektiv inden for hvilket vi kan repræsentere alle de øvrige perspektiver. Og når dette metaperspektiv bliver opdaget, vil det være ligesom et mageløst kunstværk: Før et stort kunstværk er blevet til, kan ingen forestille sig, hvordan det vil se ud. Men er det først skabt, kan ingen forestille sig en verden uden det.
© Joris Luyendijk og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
Joris Luyendijk er prisbelønnet nederlandsk journalist og har i en årrække dækket mellemøst-forhold for flere forskellige medier