På vej mod Glumsø, en lille stationsby uden for Ringsted, flammer træerne langs motorvejen i uvirkeligt skarpe gule og orange farver i morgensolen, der står lavt ind gennem sideruden.
Byen forsvinder længere og længere bag mig, og det er som at køre gennem Søren Martinsens store landskaber, der for tiden er hængt op i x-rummet på Statens Museum for Kunst under titlen Country Song.
“Det burde være så enkelt: Bare bo på landet, dyrke min have og min kunst og være lykkelig med min familie. Men jeg havde taget noget med fra byen: Mit drikkeri, mine drugs og min depression.” Sådan indleder 41-årige Søren Martinsen sit selvportræt, en film der står i kontrast til de smukke landskabsmalerier på væggene.
Filmen er også et portræt af den moderne mand. Det lader vi lige ligge. For der ligger huset i et sving, og Søren Martinsen står under et stort, gult kastanjetræ, med bladene langsomt dryssende ned om ham.
Han byder på kaffe. Gulvet i stuen er mineret med babyer, for hans kones mødregruppe er på besøg. Fem, tæller jeg. Han træder forsigtigt over dem, sender et mumlende smil i retning af et par af de store, blå forventningsfulde øjne, og den lille krabber sig straks jublende hen over gulvet og griber fat i buksekanten. Han ryster sig forsigtigt fri og når køkkenet og sætter kaffevand over. “Undskyld rodet”, siger han og baner sig vej gennem tøj og kasser. “Vi sætter os i vindfanget, solen står lige ind”.
Og det gør den lave efterårssol. Og udsigten byder på heste og geder, en bugtende markvej og en fjern horisont.
Han byder mig galant sin kasket, fordi jeg sidder med solen i øjnene. Jeg spekulerer på, hvor meget der er af denne høflige og imødekommende mand i hans film. Han sender et opmærksomt smil, der sidder lidt i øjenkrogen, mens han hælder kaffe op, og jeg tænker på den aggressive Martinsen i filmen, der smadrer hårde hvidevarer og tager nervepiller og drikker for meget.
SE-LVP-ORT-R-ÆT, hedder videoværket, der står i kontrast til den landlige idyl, han maler - dog altid med et foruroligende lys, som lige før et uvejr eller på vej mod tusmørke. Kunstneren går ned med stress og flytter på landet, men nissen flytter med. Her udleverer han alt det grimme til kameraet. Sit mislykkede forsøg på at droppe lykkepillerne, sit mislykkede forsøg på at lakere gulvet, fordi han gjorde det i en rus af psilocybinsvampe. Sin mislykkede omgang med vaskemaskiner, der ikke vil åbne, cd-afspillere, der ‘går i hak’ og aggressionen og irritabiliteten der hele tiden står på spring. Klippet med en nøgen Martinsen på vægtenviser i sin sære skrøbelighed, hvor forkert han spiser, og hvor for meget han drikker. Det er ikke kønt, og det understøtter dårligt den romantiserede myte om en fucked-up kunstner - for det er des-perat, grimt og sårbart. Men det er også sjovt. Og det er dér, man får øje på iscenesættelsen, dér selvportrættet bliver til et mere alment portræt af en moderne mand. Som da Martinsen kører et rådyr ned i snestorm, tager det med hjem og slagter det med sine bare hænder og en køkkenkniv, hvorefter han bliver en slags gourmet, der stadig med enkelte hår stikkende ud af kødet tilbereder vildtsteg med trøfler som i et andet tv-køkken. Fra kælderen hiver han den ene dyre flaske vin efter den anden op. Til sidst må Martinsen igen overgive sig til pillerne, men der er håb, fornemmer man mod slutningen, hvor han overgiver sig til en dans på stuegulvet med sin datter.
Jeg skal tale med Søren Martinsen om den moderne mand, og det føler jeg på en sær måde, at jeg lige har gjort i hans video, en udtryksform han er mere hjemme i end de ord, der gerne vil høfligt ud af hans mund.
I spændingsfeltet mellem den desperate mand i filmen og den smilende her i solskinnet ser jeg måske et bud på den moderne mand og hans kaos, så jeg vover at spørge, om filmen netop undlader at vise kunstneren som kunstner, men mere som fjumret, mislykket mand for at skubbe den væk fra kunstnermyten og hen mod noget alment.
“Ja”, siger Søren Martinsen. “Det er pudsigt, at pressen næsten udelukkende ønsker at bore i det meget grimme ved filmen, nemlig det om depression og misbrug. Det virker åbenbart rystende, at filmen som kunstværk ikke har et smukt og pænt indhold. Det viser for mig, at der findes en udbredt og misforstået forventning til, at kunst skal være ‘smukt’ - som muzak.”
For Søren Martinsen er kunsten en evig undersøgelse af eksistensen og har i hans øjne ikke noget at gøre med ‘skønheden’.
“Jeg har brugt mig selv i iscenesættelsen, det er det, jeg har investeret.”
- Jamen er den ikke også hudløs og ærlig?
“Jo, der er en meget stor ærlighed i den. Det er meningen, den skal være alvorlig. Men også satirisk, for det er jo komisk, som mennesker klumper rundt til daglig og foretager sig irrationelle ting i forsøget på at få det hele til at hænge sammen. Målet med filmen er, at man gerne skal genkende sig selv, at den også er et portræt, man kan spejle sig selv i. Det er derfor, jeg kobler den med det moderne, stressede liv, for det er jo et alment problem alle mulige steder i samfundet. Høje ambitioner på arbejde, man vil gerne tjene en masse penge, være en god ægtemand og en fantastisk far. Man bliver stresset, der er ikke timer nok i døgnet, til sidst kan man ikke fokusere. Og da er det jo meget normalt, at folk letter lidt på ventilen ved at drikke lidt for meget, eller måske bliver de syge af depression. Eller for tidligt udbrændte. Det er jo den måde, man lever på i dag.”
- Er det især i kunstnermiljøer, tror du?
“Det tror jeg faktisk ikke. Kunstnere er ligesom alle mulige andre mennesker, men vi har selvfølgelig en ustabil tilværelse, der er flere usikkerhedsmomenter. Og der drikkes nok en del i kunstnermiljøet. Det ekstra pres, der ligger i, at man aldrig ved, hvornår man har penge og hvornår man har pissetravlt, kan anspore til livsstilsproblemer, men det er et vilkår i mange menneskers arbejdsliv i dag. Kunstnere er ikke anderledes, de reagerer på de samme påvirkninger som alle mulige andre. Jeg tror i hvert fald slet ikke på det der med, at kunstnere er mere skrøbelige af sind, faktisk tværtimod, tror jeg, for der skal en robusthed til for at leve med den usikkerhed på, om man nu kan brødføde og passe på sin familie.”
- Det der med at leve op til en masse ansvar, er det typisk maskulint, tror du?
“Det tror jeg lidt. Det er nok det, man burde arbejde med som mand. Det pres, man føler, man har hængende over hovedet hele tiden. Jeg synes min kone, som jo også er kunstner, er bedre til at tage det lidt roligt og ikke gå i panik, når tingene bliver for stressede, og man bekymrer sig for meget om at kunne forsørge familien. Om penge og karriere og sådan noget. Hun er bedre til en gang imellem at læne sig tilbage og sige, okay, så er det altså heller ikke vigtigere. Men jeg er en typisk arbejdsnarkoman. Det er vist ret mandeagtigt. I realiteten står vi meget lige med at tjene penge, men min selvfølelse lider nok mere, hvis jeg ikke gør det. Jeg er frygtelig bange for at skylde penge, eller ikke at kunne forsørge min familie.”
- Lider mænd mere af den forventning til sig selv?
“Det tror jeg. Det er nok den mandlige måde at være stresset på. Og det er altså ikke noget, man møder mere hos kunstnere. Det er bare kunstnerne, der tit afspejler en mere almen tilstand i deres kunst. Vores arbejde er netop små erkendelsesprocesser, undersøgelser af livet. Det er jo nærmest kun kunstnere, der går helt personligt ind i en afspejling af noget, der er fælles for os alle sammen. Det er vigtig at kradse i overfladen og tage fat på de her tabuemner, som ingen andre rigtig tør snakke om eller udstille i sin grimhed. ”
“Du siger, det kræver mod at udstille mig selv i filmen. Jeg opfatter slet ikke mig selv som en modig mand, jeg tør ikke springe ud med bungyjump eller faldskærm, men hvis det gælder om at vise min egen bare røv, så tør jeg godt.”
- Det er jo ikke bare din røv, men din nedtur og alle de grimme ting, du viser.
“Ja, det er jeg ikke bange for. Jo, jeg er rædselsslagen. Men det er jo vigtigt. For det er jo rigtigt, det jeg viser - det er jo sådan, det også er.”
- Hvordan har du det med at din 11-årige søn ser din film? Du viser en far, der er på stoffer og smadrer gulvet og som overhovedet ikke har styr på noget som helst, du viser aggression, du smadrer en vaskemaskine.
“Nej, det er bestemt ikke nogen god rollemodel, det kan vi godt blive enige om. Men samtidig synes jeg, der er en vis værdi i at være ærlig, og turde tage fat i nogle ting, jeg vil hævde kan være lidt generelle problemer i samfundet. Mange mænd vil gerne have for mange bolde i luften og leve op til deres egne forventninger om samtidig at have et idyllisk liv. Og det hænger ikke sammen. Det bliver det omvendte af, hvad de havde håbet. Jeg har forsøgt at skabe et ærligt værk om en mand, der står midt i sit liv og er fyldt 40 år. Det handler også om at blive voksen. Da man selv var barn, var livet trygt og ubekymret, og da man var ung, skulle man erobre verden. Det ændrer sig meget i min alder, man har børn og kone og får meget travlt. Man er pludselig den voksne i familien og har fået en hel masse ansvar. Da vi var i Kina hele familien og stod et eller andet underligt sted med hele familien, og ingen talte engelsk, så var det pludselig mig, der var den store og skulle klare det her, engang var man bare barn, og de voksne tog sig af det.”
- Hvordan var din far som rollemodel?
“I forhold til at blive far og opdrage børn opfatter jeg ham ikke som en rollemodel, han arbejdede altid. Han har altid lavet dokumentarfilm, og han er meget dygtig. Jeg opfatter det, jeg selv laver, som beslægtet med det, han laver - at interessere sig for virkeligheden og kigge ind bag den. Jeg har lært meget af ham om arbejdsdisciplin og viljen til at fortsætte. Jeg håber nok, jeg selv er lidt mere nærværende som far. Jeg kæmper med den balance. Jeg tror, at arbejdsnarkomani er lige så arveligt som visse sygdomme. Og jeg tror, det stadig er noget, især mænd kæmper med. Jeg mener ikke, det er kønsbestemt, men traditionen foreskriver, at der er flest mænd, der arbejder meget. Fordi deres far gjorde det. Jeg har også lært det af min far, men jeg er bevidst om, at det ikke altid er så fedt for mine omgivelser.”
- Prøver du så at styre ud af det?
“Jeg synes, det er ret svært at styre ud af. Det er jo en stor del af min identitet, der ligger i mit arbejde. Og hvis man samtidig er meget ambitiøs, så er det bare noget, der tager utrolig meget tid. Så hvor skal kompromiset indgås? Mænd beviser jo sig selv i kraft af deres arbejde. Så kommer de der og siger ‘se hvor er det flot, det jeg har lavet’ ligesom et lille barn, der kommer ind med en tegning, ikke?”
- Er den moderne mand i krise, fordi feminine værdier invaderer samfundet?
“De dilemmaer ved den moderne mands liv, som vi har snakket om, synes jeg ikke tackles særlig godt på den maskuline måde med misbrug og arbejdsnarkomani, så set i det perspektiv har jeg ikke noget imod, hvis nogle mere feminine værdier vinder indpas. Men nu interesserer jeg mig heller ikke for mange af de der mandeting som at dyrke en masse sport og spille billard. Jeg har da været ked af, at jeg aldrig har været god til sport eller kan reparere mit eget hus, jeg har altid lavet mad i stedet. Min kone står gerne og hugger brænde, mens jeg skærer skalotteløg i små bitte firkanter.”
- Er du en blød mand?
“Ja, det er jeg nok udenpå. Psykologisk er jeg ikke nogen blød mand. Men hvad er en blød mand egentlig? Der er jo meget stor forskel på at være blød og bare hjælpeløs.