Britney Spears er tilbage på toppen af hitlisterne, til trods for at hun af en stort set enig presse for længst er erklæret færdig. Men måske har man bedømt hende på forkerte præmisser. Moderne popmusik ligger uendelig fjernt fra den romantiske forestilling om kunstneren som skabende geni, der stadig ligger til grund for store dele af popjournalistikken.
I slutningen af oktober udkom Britney Spears første cd i fire år. Siden In the Zone fra 2003 er det stort set gået ned af bakke for Britney Spears. Det er derfor nok kommet bag på en del - og efter alt at dømme ikke mindst anmelderne - at den nye cd stort set er blevet godt modtaget. Blackout er blevet kaldt Britney Spears’ bedste af anmeldere, der ellers var parat til at slagte, hvad de fleste forventede ville blive endnu et pinligt optrin. Blackout topper hitlister over det meste af verden, og Britney Spears ser ud til at være alt andet end færdig.
Der har været givet flere forklaringer på Britney Spears’ come back. En lang række af branchens bedste musikere, producere og sangskrivere har været indkaldt for at sikre, at Blackout rammer tidens stil og smag. Den seneste computerteknologi er taget i anvendelse for at kompensere for det manglende talent og give indtryk af, at Britney Spears faktisk kan synge. Forklaringen, de fleste synes at være enige om, er og bliver, at det ikke kan være Britney Spears’ egen fortjeneste, hvis Blackout bliver en succes såvel kunstnerisk som kommercielt.
Det er et forkert kriterium at vurdere efter. Det er det romantiske syn på kunsten og kunstneren, hvor det var den guddommelige inspiration, der manifesterede sig og kom til udtryk gennem kunstneren. Kunstneren var et geni, en ener, der skabte ud af sin sjæls dyb. Det billede af kunstneren er der senere gjort op med. Marcel Duchamp gjorde med sine ready-mades op med kunstneren som skaber, og Andy Warhol gjorde op med kunstneren som geni og ener. Kunsten er at gøre det til kunst.
Den romantiske forestilling om kunstneren trives imidlertid stadig i udpræget grad inden for rock og pop. En sanger skal helst kunne stå personligt inde for de følelser, der krænges ud i selv den mest banale popsang. Det er snyd, hvis der er manipuleret med stemmen i studiet, eller hvis man mimer til en koncert. I rock og pop dyrkes myten om det autentiske fortsat. Her skal kunst og person stadig helst smelte sammen i en og samme krop. En sanger, der ikke skriver sine egne sange, er ikke så autentisk og har ikke den samme kunstneriske integritet som en Bob Dylan eller en Bruce Springsteen.
Britney Spears skriver ikke sine egne sange, hun spiller ikke noget instrument, hendes stemme manipuleres med studieteknologi: ergo er hun ikke kunstner. Når hun overhovedet er blevet en succes, så skyldes det udspekuleret markedsføring, ikke talent. Men hvorfor insisterer man så på, at talent skal være et kriterium, når Britney Spears skal vurderes. Man sammenblander personen med kunstneren, noget der har været gjort op med stort set alle andre steder end i rock og pop. En cd fra Britney Spears kan ikke akkrediteres til personen af samme navn. Det er et produkt, skabt af en række medvirkende sangskrivere, producere, studiemusikere og markedsføringsfolk. Det er alment kendt, men frem for at vurdere musikken på de betingelser, så insisterer man på, at her burde det være Kunstneren, den guddommeligt inspirerede, der stod bag.
Andy Warhol koketterede gerne med, at han helst ville være en maskine. Han kaldte sit atelier ‘The Factory’ og gjorde i det hele taget, hvad han kunne for at demontere kunstens aura og forestillingen om kunstneren som inspireret geni. Han hyrede Warhol look-a-likes, der kunne varetage de kedelige offentlige fremtrædender, han ikke selv gad deltage i. Om nogen, så demonstrerede Warhol, at kunstneren er noget, der er skabt på lige fod med resten af det værk, der tilskrives ham eller hende.
Det er i det lys, man skal se og vurdere Britney Spears. Hvorvidt personen Britney Spears har talent eller ej, er ikke et relevant kriterium. En cd som Blackout kan ikke vurderes på, hvilken person der står bag. Der er en lang række instanser involveret i produktionen, hvoraf langt fra alle har med musikken at gøre. Vil man insistere på at føre det hele tilbage til én person, så bliver man nødt til at se bort fra stort set alt, hvad der er sket inden for kunsten i det 20. århundrede.
Der verserer mange rygter om Britney Spears. De er med til at tegne et billede af Britney Spears, der mest af alt er en karikatur. Måske fordi det er det nærmeste, man kommer på en person bag musikken. Britney Spears handler ikke om musik skabt af én kunstner, men et produkt frembragt på helt andre vilkår end de, der kan beskrives ud fra den romantiske forestilling om kunstneren. Det er en altmodisch forestilling at tro, at popmusik i dag er en enkelt kunstners værk. Det gør det langt vanskeligere at forholde sig til musikken som værk og kræver helt andre parametre, når den skal vurderes. Det er måske derfor, vi klynger os til forestillingen om kunstneren, uanset hvor meget han eller hun i dag er en karikatur. Det er det mest bekvemme.
Det ved Britney Spears tilsyneladende godt. Som hun siger på singlen ‘Gimme more’:
“It’s Britney, bitch!”
Claus Krogholm er Ph.d. i dansk litteratur