Ofte bliver miljøproblemer først debatteret i det offentlige rum, når de allerede har udviklet sig til alvorlige problemer, selv om forskere og miljøorganisationer har advaret om dem. Det gælder for klimaproblematikken. Det gælder også for problemerne med agrobrændstoffer.

Mange af de organisationer, der har været kritiske overfor agrobrændstoffer, er blevet overrumplede af det enorme pres, verdenssamfundet lige nu udsættes for, hvad angår øget anvendelse af flydende agrobrændstoffer i transportsektoren som løsning på klimaproblemerne.

Samtidig har mange af de organisationer, der traditionelt har været positive overfor agrobrændstoffer og betragtet dem som en ægte fornyelig ressource, nu ændret holdning. Der er derfor al mulig grund til at hilse debatten velkommen, og det virker uforståeligt, når tre professorer her i Information den 29. oktober advarer imod selve debatten.

Efter vores mening er der stadig så mange ukendte faktorer, at vi må håbe, debatten først lige er begyndt. Og når dele af forskningsverdenen foregiver, at man i Danmark og Europa kan producere tilstrækkeligt agrobrændstof til eget forbrug, yder de ikke debatten retfærdighed. EU's politikere erkender, at der ikke er dyrkningsmæssigt potentiale til at producere den mængde agrobrændstof, der skal bruges, hvis målsætningen om 10 pct. agrobrændstof i transportsektoren gennemføres. De taler åbent om nødvendigheden af at importere agrobrændstoffer fra Syd.

De mange ukendte

Her er blot nogle af de spørgsmål, vi gerne have svar på fra de aktører, som er med til at promovere agrobrændstoffer:

Hvad mener de med 'bæredygtig'? Og hvad er kriterierne for en certificering, som de anser for at være fyldestgørende?

Hvordan forestiller de sig, at kontrollen af disse kriterier kan gennemføres i producent-landene i Syd? Og hvad ved de om det?

Hvilken rolle tænker de sig at tildele gensplejsede organismer og gensplejsede planter?

Hvordan skal det danske forbrug af agrobrændstoffer dækkes? Og hvis det skal dækkes gennem produktion af agrobrændstoffer på hjemmefronten, hvordan skal det så monitoreres, at denne produktion ikke blot fortrænger andre produkter, som vi så skal importere?

Hvordan vil de forhindre, at der produceres 1. generation agrobrændstoffer til skade for lokalbefolkninger, miljø og biodiversitet, mens vi venter på 2. generation? Og hvad mener de egentlig, når de taler om 2. generation?

GMO i tanken?

Netop 2. generation bliver af mange fremhævet som værende fundamentalt forskellige fra 1. generation. Der har været en voksende kritik af agrobrændstoffer baseret på fødevareafgrøder. En tilsvarende skepsis gælder ikke 2. generation. Men der er grund til at være betænkelig, når det drejer sig om en teknologi med markante risici. Betænkelighederne forstærkes yderligere af, at store ekspansioner i dyrkningen af 1. generation retfærdiggøres ved profileringen af 2. generations (snarlige) komme. Vi ved ikke, hvad der sker, hvis f.eks. de målsætninger, som EU og USA har vedtaget for brugen af agrobrændstoffer, bliver gennemført.

Men allerede nu opleves satsningen på dem som yderst problematisk for producentlande i Asien, Sydamerika og Afrika, der ser den som endnu et eksempel på de rige landes udnyttelse af deres jord, vand og arbejdskraft. En praksis, der af vores samarbejdspartnere i Syd opfattes som en forsættelse af kolonitidens udnyttelse og slaveri.

Et andet problem er, at produktionen af 1. generations agrobrændstoffer allerede er domineret af store multinationale selskaber. Produktionen af 2. generation vil bringe endnu flere på banen, idet de er baseret på industrielle teknologier, som (gensplejsede) mikroorganismer og enzymer.

Produktionen af 2. generation åbner for nye markeder for GM-afgrøder. Det udnytter gentekindustrien åbenlyst.

Store multinationale selskaber er varme fortalere for ideen om 2. generation og er på udkig efter alle muligheder for at udnytte enhver plet på jorden. Savanne, pampas, prærie og stepper - alt er potentielt opdyrkeligt. Men alle disse områder er jo ligesom skovene hjemsteder for kæmpe artsrigdomme.

Forskning

Forskning og udvikling af de gensplejsede planter, mikroorganismer og enzymer, der skal give os 2. generation, domineres af nogle få multinationale selskaber fra olie-, agrokemi-, gentek- og fødevareindustrien samt finansverdenen. Disse virksomheder indgår partnerskaber og skaber stærke monopoler, der fremmer en intensiv, storskala landbrugsproduktion, som inkluderer brugen af gensplejsning, kunstgødning og pesticider.

I Danmark bliver der også investeret. For eksempel er det politisk besluttet at yde 200 millioner kr. i støtte til udvikling og forskning af 2. generations agrobrændstoffer i årene 2007-2010. Det er centrale forskningsmiljøer (som Risø, DTU, KU) og virksomheder (DONG Energy, Novozymes, Statoil, Biogasol, mfl.), der modtager pengene. Disse miljøer har altså en økonomisk interesse i agrobrændstoffer.

Safania Eriksen (cand.scient.soc.) og Bente Hessellund Andersen (cand.hort.) sidder begge i NOAH's Landbrugs- og Fødevaregruppe