BEOGRAD - Der skete et bombeangreb mod hans lejlighed, kvart i tre om morgenen, lørdag den 14. april i år. Han lå og sov sammen med sin kone i deres lejlighed. Der var en enorm støj, et brag, og så var værelset, hvor de sov, fuldt af røg og smadret glas, og overalt var der granat-splinter i væggene lige over deres seng.
Det viste sig, at nogen havde placeret to håndgranater i vindueskarmen udenfor mod gaden. Man havde tapet granaterne sammen, og sikkerhedssplitten var trukket på begge samtidigt. Men kun én af granaterne eksploderede ind i værelset, den anden blev slynget bort og ud på gaden af eksplosionen og detonerede ikke. Det var granater som dem, der anvendes i den serbiske hær. En sådan indeholder ca. 3.000 sprængstykker og ville have været dødbringende, hvis Dejan Anastasijevic og hans kone var blevet ramt.
Anastasijevic fortæller mig, at han går ud fra, det var et decideret drabsforsøg denne tidlige morgen i april. Ellers ville blot én granat have været nok, hvis det skulle forestille at være en advarsel.
Han ringede efter politiet, som ankom med det samme. Hen på morgenen mødte Serbiens præsident Boris Tadic op - med kameraer, naturligvis - for at bese attentatstedet og hilse på journalisten for at forsikre ham om, at opklaringen af sagen ville blive givet den største prioritet. Historien var allerede da ude i alle serbiske medier. Både premierministeren og indenrigsministeren kommenterede også attentatet og udtalte, at det var helt uacceptabelt. Men så skete der ikke mere.
“Og det slog mig, at denne sag, hvis opklaring tilsyneladende lå landets ledere meget på sinde, alligevel kun blev betroet en lille lokal afdeling af politiet her i Beo-grad. Faktisk kun to mand, hvoraf den ene under hele arbejdet har været sygemeldt, og som sædvanligvis tager sig af mindre lovovertrædelser og ildspåsættelser her og der,” siger Dejan Anastasijevic.
“Samtidig cirkulerede der rygter om, at jeg selv havde iscenesat attentatet for at få opmærksomhed! Det hørte jeg fra mine journalistkolleger. Man tøvede også med overhovedet at gå videre med sagen, idet man hævdede, den var for banal. Men efter nogen tids offentligt pres accepterede man dog at forelægge undersøgelserne for en højere domstolsinstans.”
Det blev til en anklage for mordforsøg og terrorisme. I maj arresterede man nogle tidligere paramilitære nord for Beograd, i nærheden af byen Sid, personer fra de berygtede Skorpioner, som er sat i forbindelse med mordet på uskyldige ved massakren i Srebrenica. Men de blev hurtigt løsladt, idet man skønnede, at de intet havde med attentatet mod Dejan Anastasijevic at gøre. Han pegede selv på, hvilke motiver attentatmændene kunne have, og hvilke spor man skulle søge. Men så skete der noget mærkeligt. Politiet begyndte at obstruere sagen sammen med de politiske ledere.
“Jeg pegede på, at de skyldige kunne være elementer fra Det Radikale Parti. Den krigsforbryderanklagede Vojeslav Sjesjeljs parti. Jeg var nemlig sidste år blevet informeret af folk fra vidne-beskyttelsesprogrammet ved domstolen i Haag, hvor sagen mod Sjesjelj netop er påbegyndt, at Sjesjelj ved hjælp af sin hustru allerede dengang havde sendt en liste med formodede vidner i hans sag,” siger Dejan Anastasijevic og fortsætter:
“Det var ikke navne fra nogen officiel liste, men folk, som han selv formodede ville kunne tænkes at vidne i sagen mod ham. Listen indeholdt navne på personer, som angiveligt skulle enten skaffes af vejen eller advares mod at samarbejde med domstolen. Folkene fra domstolen fortalte mig dog ikke, hvorfra de havde denne viden. Men konsekvensen blev, at Sjesjelj ikke længere kunne modtage besøg, der ikke blev overvåget. Inden da kunne han frit kommunikere til sine håndlangere her i Beograd. Folk, som er kendt fra kriminelle handlinger, vold, afpresning, paramilitære osv. Men da jeg nævnte alt dette til politiet, så holdt de helt op med at tage noter og kiggede bare frem for sig.”
“Jeg blev meget vred over denne uoverensstemmelse mellem de pæne ord dagen efter attentatet mod mig fra præsidenten og premier-ministeren og så det, der rent faktisk er sket i sagen. Efterforskningen er dels blevet sat i stå, dels blevet obstrueret. Politisk er der givet et budskab om, at det er en meget meningsløs sag, og derfor skal man ikke lede de rigtige steder efter gerningsmændene og deres motiver.”
Men der er også et andet aspekt i denne sag. Sidst i september var Carla del Ponte, chefanklageren fra Krigsforbryderdomstolen i Haag, på besøg i Beograd sammen med anklagere fra domstolen, og Anastasijevic var blevet indkaldt til møde ved denne lejlighed. Der blev han underrettet af en anklager om, at han i sagen mod Jovica Stanisic, den tidligere sikkerhedschef under Milosevic, var ønsket som vidne.
Anastasijevic var foruroliget, da han var vidende om, at allerede to personer, som var blevet opført som vidner mod den tidligere sikkerhedschef Stanisic var blevet myrdet. Disse sager er ikke blevet opklaret. Et potentielt vidne blev myrdet i Serbien, et andet i Bosnien. Bl.a. en politichef Jeknic oppe ved Bijeljina, hvor den første massakre mod bosniske muslimer fandt sted i 1992. Men det er ikke noget, som man fra domstolen har lyst til at udtale sig om, da det selvfølgelig ville kunne skræmme andre vidner.
Derfor krævede Anastasijevic, at han i det mindste kunne komme på en hemmelig og beskyttet liste, så det ikke kom ud til offentligheden. Det ville dog ikke indebære total anonymitet, idet forsvareren og Stanisic selv ville kende hans identitet, men hans navn ville ikke komme ud i den højreradikale boulevardpresse her i Serbien, så han kunne blive udsat for en veritabel hekseproces. Noget, der i sig selv ville kunne generere trusler fra rabiate nationalister.
Men hertil fik han at vide, at det desværre ville være for sent at disponere sådan, da han allerede - uden sit eget vidende - var blevet opført på en officiel liste over vidner allerede den 2. april i år. Altså 12 dage før nogen placerede granaterne i hans vindueskarm. Brikkerne begyndte at falde på plads. Anastasijevic bemærkede over for anklageren fra domstolen, om det ikke havde slået dem i Haag, at han måske også selv skulle have et praj om, at han var sat på en liste med vidner mod den farligste mand, som nogen sinde er blevet anklaget ved domstolen?
“Men denne anklager undskyldte sig så med, at der havde været stor travlhed ved domstolen, at der havde været stor personaleudskiftning osv. Ikke desto mindre krævede jeg selvfølgelig at blive fjernet fra denne liste over vidner, og jeg ønskede også, at Jovica Stanisic blev informeret om det med det samme. Og jeg gjorde tillige opmærksom på, at jeg ikke ville have noget som helst med domstolen at gøre mere i denne sag. Det er jo den rene joke! En fuldstændig hensynsløshed over for vidner! Denne anklager vidste selvfølgelig også alt om attentatet mod mit liv, men det blev ikke nævnt med så meget som ét ord. Det gjorde mig meget vred, og jeg vil ikke bidrage med noget efter dette møde, heller ikke selv om jeg blot skulle gentage, hvad jeg allerede har sagt i sagen mod Milosevic, hvor jeg blot har tegnet et meget generelt billede af både Sjesjeljs og Stanisics rolle.”
Det er disse vidnesbyrd, som Anastasijevic er blevet bedt om at gentage i de nye sager mod henholdsvis den tidligere paramilitære leder, Vojeslav Sjesjelj, og den tidligere sikkerhedschef for indenrigsministeriet under Slobodan Milosevic.
Det kan være nødvendigt for et vidne at møde frem, for at den anklagede kan få ret til at krydsforhøre, da et vidneudsagn fra en anden sag mod Milosevic om henholdsvis Sjesjeljs og Stanisics handlinger ikke blot kan overføres til deres sager. Det er proceduren for, at vidnesbyrdet skal have nogen juridisk gyldighed i sagen mod dem. Men kommer Anastasijevic på en vidneliste, og bliver han myrdet, inden han får lejlighed til at gentage sine udsagn, kan disse ikke indgå i anklagerne mod Sjesjelj og Stanisic.
Det er tidligere sket, at anklagepunkter er faldet bort på grund af dette begivenhedsforløb, hvor vidner er blevet likvideret. Det handler naturligt nok om dels domstolens beskyttelse af vidner, men også om retssikkerheden i Serbien, hvor både vidnerne og de anklagedes medsammensvorne opholder sig.
I Jovica Stanisics tilfælde er endog den anklagede på fri fod, midlertidigt løsladt af domstolen, da man skønner, at han ikke vil true vidner og frivilligt vil møde frem iHaag, når sagen mod ham er berammet. Dejan Anastasijevic tvivler på, om retssagen overhovedet kan gennem-føres mod så farlig en mand, som Stanisic.
“Folk forsvinder, andre ændrer mening. Og så må vi huske, at han går frit rundt her i Beograd. Han er sat på fri fod efter et års tilbageholdelse i fængslet i Scheveningen, blandt andet på anbefaling af den amerikanske regering. Han er amerikanerens ven. Da han krævede at blive sat på fri fod, indtil sagen mod ham kunne begynde, gjorde hans forsvarere det med et brev fra den amerikanske regering, der beskrev ham som en troværdig forhandler i vanskelige situationer, og man anbefalede, at domstolen løslod ham. Det gjorde den så den 9. december 2004. Jovan Stanisic er en mand med mange magtfulde venner.”
En skitse over denne mands medvirken til det kriminelle projekt, der blev det morderiske forsøg på at skabe et Storserbien, ser sådan ud: Han var til stede i forbindelse med kidnapningen af patienterne på Vukovar hospital i Kroatien umiddelbart efter, at serberne erobrede byen. Her bortførte man alle patienter, torterede dem på en lokalitet uden for byen, løslod et par stykker og henrettede umiddelbart derefter de resterende cirka 250 sårede i en nærliggende skov.
Stanisic var desuden meddelagtig i den såkaldte RAM-plan på det praktiske niveau, hvor han sammen med de bosniske serberes leder, Radovan Karadzic, er blevet observeret i dennes lejlighed i færd med at studere kortene og planerne A og B, der vedrørte, hvordan man overtog magten lokalt de steder, hvor muslimerne skulle dræbes eller fordrives i Bosnien.
Han er også observeret i lejren ved Erdut, hvor militslederen Arkan - Zeljko Raznatovic - trænede sine såkaldte tigre, hooligans fra fodboldklubben Røde Stjerne, til deres massakrer først i Bijeljina og Zvornik og senere kampagner i blandt andet Østbosnien.
Desuden har han haft en ledende rolle i afsendelse af paramilitære tropper og våben fra Speditionshallerne ved Gazellebroen i Beograd til militærlejren Bubanj Potok uden for byen, hvorfra de senere blev sendt mod brændpunkterne i Bosnien.
Og endelig er han observeret sammen med Radovan Karadzic i Pale umiddelbart inden massakren i Srebrenica, mens de to var i færd med at planlægge detaljerne.
Der er således nok af kriminelle elementer, der har grund til at sløre eller bortskaffe beviser for at få en retssag til af falde fra hinanden. Men alligevel har domstolen altså tillid til, at det ikke vil ske, med den amerikanske regerings anbefaling.
I tilfældet med den tidligere militsleder Vojeslav Sjesjelj skal Dejan Anastasijevic blot tegne et meget generelt billede af hans medvirken til massakrerne i Bosnien. Et sådant bygger blandt andet på et interview, som den anklagede i sin tid, tilbage i 1993, gav til Anastasijevic. Her forklarede han, at han ikke selv - eller hans organisationer, hverken det radikale parti eller hans hvide ørne - organiserede afsendelse af paramilitære tropper. Det blev ordnet reglementeret i samarbejde med indenrigsministeriet, naturligvis i første række sammen med Slobodan Milosevic - og konkret med Jovica Stanisic, styrets nummer to i sikkerhedsspørgsmål. Sjesjelj stod blot for hvervningen af de frivillige skarer, som dernæst blev sendt til Bubanj Potok og indskrevet som regulære tropper under indenrigs-ministeriet, under ledelse af Stanisic.
Efter mødet med anklageren i september i Beograd, hvor han afviste at vidne mod Stanisic, har Dejan Anastasijevic intet hørt fra dom-stolen. I teorien kan man sende ham en stævning, og han kan risikere en anklage for foragt for retten. Altså, man kan nu begynde at anklage vidnerne - et resultat af domstolens egne skødesløse og ansvarsløse handlinger og et resultat af de retsløse tilstande i Serbien. Det vil dog næppe ske, tror Anastasijevic, da det vil skade domstolens egen anseelse.
“Jeg ville have, at det stod helt klart, at jeg ikke længere var noget muligt vidne i sagen mod Stanisic. Der har også været andre tilfælde af denne art, hvor vidner trækker sig. For eksempel i sagen mod Haradinaj, hvor der praktisk talt ikke er flere vidner tilbage, fordi de alle er døde - eller fordi de, der endnu er live, har ændret mening og ikke ønsker at deltage.”
Ramush Haradinaj overgav sig til domstolen i 2005 og blev også løsladt, indtil hans sag skulle for retten i marts i år. Han er en kendt militær leder fra Kosovo og er anklaget for at have begået krigsforbrydelser mod civile serbere i Kosovo og albanere, som ikke har støttet KLA.
“Et af vidnerne, der nægter at deltage i denne sag, pegede på dette, at flere er døde, og fremlagde åbent sit dilemma: ‘Hvis jeg siger noget, er jeg en død mand’. Dommeren siger så, at han kan få beskyttelse fra domstolen. Men som vidnet så rigtigt svarer: ‘Denne beskyttelse gælder kun i denne retssal. Jeg vil blive dræbt, når jeg går herfra, og I vil være ganske ligeglade her ved domstolen’,” slutter Dejan Anastasijevic.