Man kan ikke se det, når Veerle Vandeweerd smiler til én.
Men hun siger det selv. Uden omsvøb. To gange.
"Jeg føler en desperation. Når jeg læser aviserne, når jeg iagttager, hvad folk lægger vægt på, når jeg registrerer, hvad der driver vores samfund, og når jeg så samtidig med videnskaben som grundlag ved, at menneskeheden står over for sin største udfordring nogensinde ... Af en eller anden grund har vi ikke hidtil været i stand til at formidle denne følelse af bydende nødvendighed til offentligheden. Er det, fordi man ikke direkte kan se det, der sker? Er det, fordi himlen stadig er blå?"
"Jeg håber ikke, det er sandt, at menneskeheden kun formår at lære under dybe kriser. Hvorfor skal vi vente på oversvømmelserne, på at folk dør af hedebølgerne, når nu videnskaben giver os så klar besked om situationens alvor?"
"Dette er ikke et problem, der forsvinder, men det er heller ikke et problem, som vi ikke har redskaberne til at løse. Det har vi. Min desperation udspringer af, at der ikke handles," siger Veerle Vandeweerd.
Den belgiske kvinde, biokemiker af uddannelse, er i København for at skabe handling. Efter en karriere med miljø- og udviklingsarbejde i Afrika og en position som koordinator og programchef i FN's Miljøprogram UNEP er Veerle Vanderwerd i dag nytiltrådt chef for miljø og energi i FN's Udviklingsprogram, UNDP's udviklingspolitiske kontor. I København præsenterede hun i går dette års udgave af UNDP's Human Development Report, der har klimatruslen som tema. Specielt det tema, at de første og hårdest ramte ofre for klimakrisen er denne verdens fattige, der hverken har lod eller del i problemets opståen.
"Det internationale samfund har vedtaget nogle globale udviklingsmål og skabt enighed om at halvere den globale fattigdom inden 2015. Men denne rapport viser, at hvis vi fortsætter som nu, vil alle vore fremskridt med at skabe udvikling for denne verdens fattige blive rullet tilbage. Først vil fremskridtene stoppe, og derefter vil der ske tilbageskridt," siger Veerle Vandeweerd og henviser til UNDP-rapporten, der i usædvanlig skarpe vendinger advarer og kritiserer den hidtidige evne og vilje til at håndtere klimaudfordringen.
"Klimaforandringerne truer med at erodere menneskelig frihed og begrænse muligheden for at vælge. De anfægter oplysningsprincippet om, at menneskeskabte fremskridt vil få fremtiden til at se bedre ud end fortiden (...) I dag er vi førstehåndsvidner til, hvad der kan vise sig at være starten på betydelige tilbageslag for menneskelig udvikling i vor levetid," hedder det i rapporten.
Human Development Report følger i kølvandet på den nylige synteserapport fra FN's klimapanel IPCC.
"IPCC har givet os videnskaben, den britiske Stern-rapport gav os det økonomiske perspektiv. Denne rapport beskriver klimaforandringerne i et udviklingsperspektiv," siger Veerle Vanderweeld. "Og ærligt talt: Hvis vi ikke handler nu, så er vi ikke nogen særlig begavet art. For hver dag, vi venter, ophobes der mere CO2 i atmosfæren, og det forbliver der i meget lang tid. For hver dag, vi venter, bliver det dyrere at gribe ind."
UNDP-rapporten påpeger, at verden hastigt rykker frem mod the tipping points, "de uforudsigelige og ikke-lineære hændelser, som kan åbne dørene for økologiske katastrofer - med det accelererede sammenbrud af Jordens store iskapper som ét eksempel."
"Klimavidenskaben identificerer (en global opvarmning på) to grader som et potentielt tipping point," skriver UNDP.
"At have en fifty-fifty chance for at begrænse temperaturstigningen til to grader over det præindustrielle niveau forudsætter, at vi stabiliserer koncentrationen af drivhusgasser omkring 450 ppm CO2-ækvivalenter," og det vil i sig selv forudsætte, "at de rige lande reducerer deres udledninger med mindst 80 pct. med en reduktion i 2020 på 30 pct. Udledningerne fra u-landene må toppe omkring 2020 og være reduceret med 20 pct. i 2050."
Men "på basis af den hidtidige udvikling og den aktuelle politik kan CO2-udledningerne fra energiforbruget stige med mere end 50 pct. over 2005-niveauet i 2030."
"Hvis de næste 15 års udledninger følger kursen fra de seneste 15 år, vil farlige klimaforandringer være uundgåelige," konkluderer UNDP. Og tilføjer med henvisning til fifty-fifty chancen:
"Få mennesker ville i deres personlige liv bevidst foretage handlinger med en alvorlig risiko af denne størrelsesorden. Som globalt samfund løber vi imidlertid en meget større risiko med planeten Jorden."
Tilpasnings-apartheid
Deraf Veerle Vanderweerds tilbøjelighed til desperation. Hun har i mange år arbejdet og boet blandt nogle af Jordens fattigste og ved, hvor hårdt de vil blive ramt og allerede rammes af den globale opvarmning.
"På vore breddegrader og i vor generation kan vi klare os ved at bygge diger og installere aircondition. Jeg har også boet i Holland - de ved godt, hvordan man skal bygge diger, de skal nok klare at tilpasse sig. Men hvad med mennesker i Bangladesh, i Vietnam og mange andre steder? De har ikke vore ressourcer. De har ikke skabt klimaændringerne, har intet med problemets årsag at gøre, men de er allerede ofre for det. Der vil komme til at bo en milliard mennesker i kystnære områder, der er sårbare over for klimaændringer, oversvømmelser og storme. Jeg er helt enig med biskop Desmond Tutu, der i en tekst til rapporten taler om 'tilpasnings-apartheid'."
Vanderweerd henviser til, at de rige lande indtil nu sammenlagt har doneret 26 mio. dollar til to FN-fonde, der skal finansiere forebyggelses- og tilpasningsindsatsen mod klimaforandringer i de fattige lande.
"Det beløb svarer til, hvad Storbritannien bruger på én uge til sit eget aktuelle program for oversvømmelsesbeskyttelse."
Og det handler ikke bare om havenes stigen og oversvømmelser. 2,6 mia. mennesker lever i dag for under to dollar om dagen, men en stor del af disse mennesker vil få deres udviklingsmuligheder og frihed yderligere begrænset, når tørke, voldsom nedbør, sygdomme og økosystemforandringer slår stærkere igennem.
"At leve for under to dollar betyder, at man fra dag til dag kæmper for at overleve. Hvis der kommer en særlig god høst, kan der måske blive råd til at sende et af børnene i skole. Men hvis der kommer en krise i form af tørke, må man sælge alt for at overleve. Den lille smule kapital, man evt. har bygget op, forsvinder, måske for altid. En nedadgående spiral af fattigdom starter," siger Veerle Vanderweerd.
Hun nævner, at 1,8 mia. mennesker kan komme til at lide under vandmangel, når tørke i Afrika og smeltede gletschere i landene omkring Himalaya og Andesbjergene forandrer de globale vandressourcer.
"Eller tag den befolkning langs Østafrikas kyst, der lever af fiskeri. Hvis fiskene bevæger sig nordpå på grund af havets opvarmning, så forsvinder livsgrundlaget for disse mennesker. Ethvert fremskridt i kampen mod fattigdom, som vi har opnået gennem de seneste årtier, kan nu blive eroderet af klimaændringerne."
Veerle Vanderweerd er klar over, at indgreb i de rige landes energiforbrug for at bremse klimaforandringerne af nogle opleves som indgreb i den personlige frihed.
Forbrug og atter forbrug
"Vi taler om frihed og ret til udvikling, men hvad er det for en frihed, det handler om? Er det friheden til at vælge mellem tusinder af bilmodeller, som alle forurener for meget? Vi har insisteret på friheden til at forbruge på en fuldstændig uholdbar måde på bekostning af friheden for alle medlemmer af menneskeheden til at opnå udvikling. Af en eller anden grund er vi fuldstændig opslugt af forbrug, forbrug, forbrug - som om det var den gyldne vej til lykken. Over et vist niveau gør mere forbrug ikke folk mere lykkelige. Der er grænser for, hvor mange biler man kan køre, hvor mange værelser man kan benytte, hvor mange ferier man kan holde."
"UNDP taler ikke for at stoppe udvikling, tværtimod. For hvis man ikke via udvikling kan sætte mad på bordet, hvis man ikke kan sende sine børn i skole, så er der ingen lykke. Jeg har levet op og ned ad denne fattigdom i 10 år, og der var ingen lykke. Og det er stadig 2,6 mia. menneskers skæbne. Det er deres ret til udvikling og frihed, vi skal tale om, for det er den, vi med klimaforandringerne er ved at sætte over styr."
Årets Human Development Report taler om "en moralsk fiasko uden sidestykke i historien," hvis det internationale samfund fejler over for klimaudfordringen.
"En af de sværeste lektier, som klimaforandringerne lærer os, er, at den økonomiske model, som driver væksten, samt det hæmningsløse forbrug i de rige lande der følger med den, ikke er økologisk holdbart."
"Man kan ikke forestille sig nogen større udfordring for vores opfattelse af fremskridt end den at bringe den økonomiske aktivitet og forbruget i overensstemmelse med de økologiske realiteter," hedder det i rapporten.
I Veerle Vanderweerds terminologi betyder det, at vi må finde vejen til det 'postkonsume samfund'.
"Vi er nødt til at finde en balance, hvor vi ikke lader os overvælde af det frie marked og opsluge af det at købe, men tager stilling til, hvad det egentlig vil sige at være menneske. Hvad vil det sige at være lykkelig, at nære omsorg for andre? Hvordan kan vi skabe andre udviklingsmodeller, som kan gøre alle mennesker frie og mere lykkelige? Én ting, vi i dag ved, er, at vores hidtidige energisystem er grundlæggende fejlbehæftet og ikke længere kan fungere."
UNDP-chefen erkender, at hun er "bekymret, ekstremt bekymret."
"Vi har fra miljøhold længe sagt: Verden har teknologien, pengene og den nødvendige viden til at bremse klimatruslen. Det eneste, vi ikke har, er politisk vilje. Det er muligt at bremse opvarmningen inden for to graders grænsen. Det vil koste nogle penge, men i forhold til, hvad verden bruger på f.eks. militæret, er det ikke noget uoverstigeligt beløb."
"Det er anden gang i min karriere, at vi står med denne mulighed for at ændre udviklingens retning. Første gang var Rio-topmødet om miljø og udvikling i 1992, og der fejlede vi. Der blev talt store ord, men bagefter gjorde vi, hvad der passede os. Nu har vi denne anden mulighed, og denne gang har vi større viden og bedre værktøjer. Tænk, hvis vi for en gang skyld kan være begavede nok til at gribe denne enestående mulighed og ved at håndtere klimakrisen forandre samfundet, så det bliver reelt bæredygtigt, også hvad angår vore værdier og relationerne mellem mennesker."
Veerle Vanderweerde overgiver sig ikke til det, UNDP kalder 'den resignerede pessimisme', selv om den ifølge rapporten kan synes velbegrundet.
"Den resignerede pessimisme er en luksus, som verdens fattige og kommende generationer ikke har råd til," skriver UNDP.
"At klare udfordringen kræver en række meget dristige beslutninger. Dristige, men ikke umulige," siger Vanderweerd.
"Vi må blive ved at forsøge. Og hvis det ikke virker, så må vi prøve igen. Prøve at få budskabet ud. Jeg har altid ment, at bæredygtighed burde være et fag i skolen. Ligesom man lærer matematik, må man lære, hvad der er denne planets grænser."