Man kan ikke længere tale om søstersolidaritet, mener svenske feminist Sussie Egnell, der har været med til at skrive den nye bog Könskrig. Hun siger, at kampen for kvinders rettigheder har fået flere nuancer, og det er vigtigt at have mod til at se de individuelle forskelle på, hvordan undertrykkelsen fungerer.
“Kvindekampen er famlende og i færd med at finde sine nye ben at gå på. Derfor er det meget frugtbart at lede i alle retninger,” siger forfatter Bente Hansen.
Hun er positiv over for de mange personlige historier, som blandt andet den nye svenske antologi er et udtryk for.
“Jeg tror meget på jeg-fortællingens dynamik også som kollektiv kraft,” siger Bente Hansen om hendes erfaringer fra 70’ernes rødstrømpebevægelse.
“Dengang troede vi alle, at vi var en undtagelse, indtil vi hørte de andres historier.”
De danske feminister er generelt enige om, at kampen for ligestilling i dag er blevet mere individuel. Den er kommet mere til at handle om ens personlige valg.
“Det er problematisk, for man flytter ikke særligt meget på det individuelle niveau,” siger Sarah Højgaard Cawood, der har skrevet ph.d.-afhandling om unge og seksualisering.
Hun mener, at kvindekampens personliggørelse er en følge af to ting.
“På den ene side har der været en generel individualisering af samfundet, hvor mange af de kollektive projekter er blevet opgivet. Vi tænker vores liv mere individuelt, og tror ikke så meget på de fælles ideologier.”
“På den anden side er en del af den synlige barriere for kvinder væk, og kampen handler i dag i høj grad om vores alle sammens forestilling om køn, hvilket er sværere at forholde sig til kollektivt.”
“Når jeg ser på unge pigers situation i dag, så må der ske noget,” siger Bente Hansen.
“De skal veje det rigtige, se godt ud, være fitnesstrænede og frigjorte elskerinder, gøre karriere, være perfekte mødre - og det hele kan ikke lade sig gøre. Slet ikke med en arbejdsuge på 40-45 timer. De går ned med stress, og det er bagsiden af de kampe, der er vundet. Der er ikke timer i døgnet til alle de ting, man fik ret til.”
Derfor tror Bente Hansen, at kvinderne vil opdage, at deres historier ligner hinanden, og når det sker, “stopper de op og sætter hælene i, så sandet fyger.”
Mette Grimstrup tilhører den yngre generation af feminister og er med i venstrefløjsgruppen KRAN.
“En vigtig del af den feministiske kamp handler i dag om, hvordan vi tænker køn - og det er et kulturspørgsmål, der nemt kan blive lidt fluffy og blive til selvrealisering,” siger hun.
“Ingen vil i dag stille sig op og sige, hvordan det rigtige liv er. Men derfor kan man jo stadig godt, som fagbevægelsen gør det, stille sig op og påpege uacceptable uligheder. Der er kommet en anerkendelse af, at der er mange måder at frigøre sig selv på,” siger Mette Grimstrup.
“Men selvom man slås for forskellighed, kan man godt gøre det kollektivt.”
Som eksempel nævner hun, hvordan dele af homobevægelsen har støttet op om Asmaa Abdol-Hamid, fordi hun ligesom dem er “udsat for de samme former for diskrimination”.
“Det handler om frihed til at være, som man er,” siger Mette Grimstrup.
Man kan ikke længere tale om søstersolidaritet uden at reflektere over nogle af de fejltagelser, som der er blevet begået i dens navn, mener dramatiker og aktivist Gritt Uldall-Jessen.
“Hvide middelklasse-feminister kan kæmpe for undertrykte kvinder fra f.eks. arbejderklassen, men de er nødt til at tænke over deres egen position - herunder forhold som klasse og magt - og hvordan de igennem deres solidaritet også går deres eget ærinde i form af at føle, at de ‘gør noget godt’.
De nye feminister adskiller sig fra 70’ernes feminister, mener Signe Wenneberg, som selv hører til den yngre generation.
Hun er leder af mediebureauet Vizeum og siger om de gamle rødstrømper:
“Ud over at respektere deres fantastiske arbejde, så kan man også sige, at de kun opererede inden for deres eget segment. Hvis kvinder gik med make up, bh eller stramme T-shirt, var de ikke en del af bevægelsen.”
“Den bevægelse, der vokser frem i dag, er meget mere tolerant end tidligere,” siger Signe Wenneberg.