I netavisen 180 grader.dk, udtaler Martin Ågerup fra CEPOS, som udgiver ny bog på mandag, at “omfordeling til borgere, der ikke kan forsørge sig selv, er berettiget”. Jeg er fuldstændig enig, men hans opfattelse af, hvilke borgere, der kan forsørge sig selv, og hvilke borgere, der har behov for støtte, er ude af trit med virkeligheden.
Han nævner, at der er kommet flere førtidspensionister under 30 år, men det er efterhånden almen kendt, at det er umuligt at få tildelt en førtidspension i dag, med mindre du er skingrende skør eller din fysiske formåen er så talentløs, at du knap kan brygge en kop frysetørret kaffe. Det er muligt, at visse rockere med ondt i ryggen fik jackpot for 10 til 15 år siden, men det var dengang.
Vi kan sagtens have et velfungerende velfærdssamfund selv om vi sænker skatten en anelse og fjerner lidt af børnechecken - i hvert fald hvad angår de familier, som er kunder hos Odder Barnevognsfabrik. Men det er vigtigt, at vi fastholder et princip om, at vores samfund forsørger dem, som ikke kan forsørge sig selv, og det er endnu vigtigere, at vi praktiserer det.
Martin Ågerups konklusion er, at økonomisk lighed i samfundet ikke er et mål i sig selv, og at større økonomisk ulighed ikke skader. Målet er et frit samfund med lige muligheder, og det lyder alt sammen meget fint på skrift. Økonomisk overskud er imidlertid arveligt og ophobes over generationer, og derved opstår der uvilkårligt økonomiske privilegier for enkelte grupper og altså ikke lige muligheder. Hvis livet er en fodboldkamp, hvilket er det billede Ågerup bruger, har han og hans en stor fordel i form af økonomisk doping.
Der er ikke noget galt i, at nogen har råd til lidt mere champagne og en større bil end andre, men Martin Ågerup tager fejl, når han siger, at lighed ikke er et mål i sig selv. For jo, en vis portion lighed er netop et mål, fordi det er med til at skabe et homogent samfund med stærkt fællesskab. Ideen om gavnlige effekter af større ulighed er et spændende tankeeksperiment, men heller ikke mere. Ulighed skaber misundelse og nedbryder de relationer, der holder samfundet sammen. Vi ved alle sammen godt, hvor ondt i røven folk får, og folk får også ondt i røven i Norge, Sverige og Kuala Lumpur.
Det virker som om, Ågerups ideer er baseret på, at han har ondt i røven over, at nogle personer får udbetalt 10.000 kroner om måneden uden at lave dagens gode gerning, mens andre som Ågerup og jeg selv knokler røven ud af bukserne. Men så længe både min og hans røv har råd til boblevand og en Jaguar, synes jeg egentlig ikke, at lighed er så slemt.
Peter Dyreborg er forfatter Og jurist