Før det netop overståede valg blev udskrevet, havde Enhedslisten planlagt at afholde et særligt landsmøde med det formål at finde ud af, om Asmaa Abdol-Hamid kunne være partiets kandidat. På grund af valget blev det imidlertid ikke til noget med landsmødet, og Abdol-Hamid fortsatte som kandidat. Og som bekendt endte valget med, at Enhedslisten mistede to mandater, og at Abdol-Hamid ikke blev valgt.
Dermed er de problemer, der foranledigede det ekstraordinære landsmøde, dog ikke blevet løst. De ligger stadig og simrer under overfladen; og det er fortsat uklart, hvorledes man skal forstå Abdol-Hamids forhold til Enhedslisten. Hvorledes forholder de religiøse forpligtelser, som hun giver udtryk for i påklædning og adfærd, sig til Enhedslistens politiske ideologi?
I en leder i Politiken den 7. oktober gav Tøger Seiden-faden et svar på det spørgsmål. Han mente, at vi som samfund dumpede til den store toleranceprøve, allerede da Enhedslisten følte sig presset til at afholde et nyt landsmøde for at afprøve Abdol-Hamids kandidatur. Deri så han kun en intolerant og snæversynet holdning til det, at hun af religiøse grunde har valgt at gå med tørklæde og ikke at give hånd til mænd.
Seidenfaden indrømmer, at disse religiøse skikke kan være udtryk for kvinde-undertrykkelse. Men han hævder, at Abdol-Hamids kritikere lukker øjnene for virkeligheden, når de altid ser dem som undertrykkende. De skal nødvendigvis ses i en større social sammenhæng. Og i den danske sammenhæng ser Seidenfaden det som helt afgørende, at Abdol-Hamid “selv har valgt tørklædet og ikke vil påtvinge andre det. Her er det hende og ikke hendes kritikere, der står på den individuelle friheds og selvbestemmelsesrets grund”.
Så kernen i Tøger Seidenfadens argumentation er uhyre enkel. Abdol-Hamid har selv frit valgt at gå med tørklæde og ikke at give hånd til mænd. Derfor står hun for den individuelle frihed, og hendes kritikere står for intolerance og knægtelse af den individuelle frihed.
Har Seidenfaden ret i, at problemet er så enkelt? Graver vi lidt ned, kan vi se, at det er mere kompliceret end som så. Seidenfaden har ret i, at når vi alene bedømmer sagen ud fra vort demokratiske værdisystem, så har Abdol-Hamid frit valgt at gå med tørklæde. Der er intet i dette værdisystem, der tvinger hende til dette valg. Men det er en fejl af Seidenfaden, at han standser her. Han mangler den anden side af sagen. Hendes valg er jo ikke helt vilkårligt. Det er religiøst begrundet. Det er hendes tro på islam, der kræver, at hun skal gå med tørklæde og ikke må give hånd til mænd. Så vi mangler et afgørende aspekt i analysen, så længe vi ikke har klarhed over, hvad denne holdning til religionen i øvrigt indebærer.
Her bevæger vi os ind på et område, som Seidenfaden overhovedet ikke berører. Vi må spørge: Hvad følger med det, at Abdol-Hamid opfatter sin religion således, at hun ikke kan efterleve konventionelle danske omgangsformer, men er tvunget til at underkaste sig de islamiske adfærdskrav?
For at besvare det spørgsmål er vi nødt til at tage hendes religion nærmere i øjesyn. Den er ikke hendes egen opfindelse. Den er kendt som islam, og den har en historie, der går tilbage til Muhammed, og som sådan kan den studeres i sine forskellige former. Forsøger vi at skaffe os et overblik over islam, så finder vi, at den frembyder nogle grundlæggende træk. For det første kan vi se, at der er mange andre lovbestemmelser, som er klarere funderet i islam, end de krav, som Abdol-Hamid føler sig tvunget til at overholde. Det drejer sig for eksempel om kvindernes sekundære retsstilling i forhold til mænd og om en straffelovgivning, der kræver straffe, som vi i vor tid finder inhumane. For det andet kan vi erkende, at islam alment indeholder et krav om at skulle være bestemmende for al lovgivning i samfundet. Alle love skal på en eller anden måde funderes islamisk. For det tredje er det en rodfæstet del af islamisk lovgivning, at der er dødsstraf for frafald.
Det kan umiddelbart slås fast, at disse historisk grundlæggende træk ved islam går på tværs af kravene til en rationel demokratisk samfundsorden. For denne orden bygger på en almen erkendelse af, at lovene i samfundet er noget, som vi selv skal vedtage gennem en demokratisk procedure, hvori vi alle i sidste instans skal indgå som ligeværdige ganske uanset vor religiøse overbevisning. Det betyder, at der skal være religionsfrihed og ret til at skifte religion. Og frem for alt betyder det, at lovene ikke bør være religiøst begrundet, men alene bør være begrundet på hensynet til demokratiets - den politiske ligeværdigheds - egen overlevelse.
Det næste spørgsmål er så: Når Abdol-Hamid opfatter islam således, at hun ikke kan vælge tørklædet fra, må hun så ikke nødvendigvis acceptere de andre islamiske krav; og specielt kravet om, at hele lovsystemet i grunden skal være islamisk bestemt? Og må hun så ikke have en grundholdning, som fundamentalt går på tværs af den demokratiske? Man kan ikke både mene, at lovene bør være islamisk bestemt, og at de bør bestemmes gennem en demokratisk procedure,hvori der argumenteres uafhængigt af religion.
Hvordan kan Abdol-Hamid vise, at hun accepterer demokratiets værdigrundlag, når hun ikke engang kan tolke tørklædet væk? Tøger Seidenfaden synes at mene, at det kan hun vise ved at sige det. Når hun siger det, så skal vi tro hende, og så er vi intolerante og nærmest fremmedfjendske, hvis vi er skeptiske.
Her er jeg dybt uenig. Tørklædet har en objektiv betydning, som ikke kan reduceres til Abdol-Hamids subjektive overbevisning. I modsætning til Seidenfaden mener jeg, at vi svigter vort eget demokratiske ansvar, hvis vi uden videre accepterer Abdol-Hamids egen fortolkning af, hvad hendes holdning indebærer. Tværtimod. Når vi kan give gode argumenter for, at hendes holdning er selvmodsigende, så bør vi holde fast ved disse argumenter. Så bør vi ud fra dem foretage vor egen selvstændige vurdering af, om der er grund til at tro, at Abdol-Hamids politiske selverkendelse stemmer med realiteterne. Ganske som vi kan og bør forholde os kritisk til enhver anden persons politiske selv-erkendelse. Der er for eksempel ikke grund til at tro på socialistens påstand om, at afskaffelsen af den private ejendomsret til produktionsmidlerne suppleret med en altomfattende planøkonomi er vejen til ægte demokrati. Og det ganske ligegyldigt, hvor meget socialisten selv er overbevist om sin vision. Således er der heller ikke grund til at tro muslimens påstand om, at vejen i stedet skal være sharia-lov, hvorledes den så end fortolkes. Ikke engang i Abdol-Hamids fortolkning.
For mig at se står Abdol-Hamid i et dilemma. Hendes frihed til at gå eller ikke at gå med tørklæde skyldes det demokratiske samfund, som omgiver hende. Hvis den holdning, som hun giver udtryk for, når hun ikke kan lægge tørklædet, i stedet blev almen norm i samfundet, så forsvinder friheden. Så ville tørklædet være et fængsel. Således medvirker hun til at underminere den frihed, som hun selv nyder godt af.
Det er måske forståeligt, at Abdol-Hamid ikke kan gennemskue de komplekse demokratiske sammenhænge; og muligvis er hun inderst inde en from muslim, der hellere vil have islamisk lov end demokrati med dets menneskeskabte love. Men det er bekymrende, at flertallet i Enhedslisten har ladet sig forføre af en falsk og selvmodsigende fordomsfrihed, som synes at have blokeret for den mest elementære tankevirksomhed. Og hvad skal man mene om en Seidenfaden, som overhovedet ikke kan se noget dilemma? Hvis vi forholder os så overfladisk til den demokratiske frihed, så ender den med at forsvinde for os. Seidenfaden har ikke ret i, at diskussionen om Abdol-Hamids folketingskandidatur for Enhedslisten viser, at vi som samfund er dumpet til den store toleranceprøve. Det er snarere Seidenfaden, som er dumpet i sin analyse af det problemkompleks, som han kommenterer.
Kai Sørlander er filosof og forfatter