Den 30. august 2000 skrev daværende finansminister Mogens Lykketoft og daværende miljø- og energiminister Svend Auken i dagbladet Politiken, at "takket være klare mål og økonomisk opbakning fra staten har vi i Danmark haft en stærk økonomisk vækst uden at øge vores energiforbrug. Det er et resultat, som mange af vore naboer kigger langt efter ... fordi det viser, at båndene mellem vækst og miljøproblemer kan brydes."

Et resultat, statsminister Anders Fogh Rasmussen efter seks års systematiske forsøg på destruktion af 'Aukens miljøimperium' nu på det seneste markedsfører over for den ganske verden som sin egen præstation. Og som begrundelse for, at han og hans miljøminister, nu klima- og energiminister, Connie Hedegaard, er som skabte til at danne værtspar om to år for en aftalt global FN-konference om mulig opbremsning af de menneskeskabte klima- og øvrige naturødelæggelser. Med optakt i det Bali-møde, der netop er indledt i disse dage, skal konferencen i København i slutningen af 2009 helst ende med en ny global klima-aftale til afløsning af Kyoto-protokollen, der udløber 2012. 'Copenhagen-protokollen' af 2009, som hele verden derefter skal tale om og handle efter i mange år. Hva'be'har?

Nu kan man mene, hvad man vil, om at smykke sig med lånte fjer, i dette tilfælde andres (miljø)imperier. Det værste er, at hvad Lykketoft og Auken skrev dengang, er løgn.

I søndags dokumenterede Politiken med tal fra Danmarks Statistik endnu en gang, at der ikke har været tale om nogen 'afkobling' af CO2-udledning fra økonomisk vækst: "Skibsfarten og luftfarten er jo ikke undtaget fra opgørelserne over den økonomiske vækst," sagde Peter Rørmose Jensen, specialkonsulent i Danmarks Statistiks afdeling for nationalregnskab, til bladet. "Når skibsfarten og flytrafikken medregnes fuldt ud i CO2-opgørelsern, har der ikke fundet nogen afkobling sted." Resultatet er så angiveligt blevet, at Danmark har den største CO2-udledning per indbygger i Europa og hører til blandt de værste i hele verden. Til dette havde Connie Hedegaard ikke andet svar, end: "Vi har ikke lagt skjul på, at når vi taler om afkobling, er det i forhold til det, der er med i Kyoto-protokollen. Når det gælder en ny global aftale, er der brug for, at den ret store forurening fra fly og skibe kommer med." Politiken anførte, at det så ville blive sværere at argumentere for, at man kan koble sine CO2-udledninger fra økonomisk vækst. "Der er mange ting, der er svært i disse forhandlinger. Vi bliver nødt til at se på, at det sagligt set er helt ulogisk, at skibe og fly ikke regnes med i klimaregnskabet, og at vi bliver nødt til at få det reguleret," lød ministerens svar. Påskønnelsesværdigt sobert. Men hvad så med påstanden om, at økonomisk vækst og naturødelæggelse ikke har noget med hinanden at gøre?

Svær omstilling

Ja, der er mange ting, 'der er svært' i denne omstilling fra naturødelæggelse til forsøgene på om muligt at afværge risikoen for de værste katastrofer som følge af vores økonomiske vækst siden det industrielle gennembrud for et par hundrede år siden. Tag nu bare det statsejede DONG, som absolut vil opføre et kæmpemæssigt kulfyret kraftværk syd for grænsen til Tyskland (jvf. leder side 2 og fokus side 4 og 5), så staten rigtig kan sikre gang i CO2-udledningen op til klimatopmødet i 2009. Eller den kommende betænkning fra Infrastrukturkommissionen, som efter alt at dømme ikke i udpræget grad lægger op til at anbefale skinner på samtlige motorveje, så lastvogne og biler for alvor kan erstattes af kollektiv og mindre CO2-udledende transport. Eller simpelt hen anbefale mindre transport i det hele taget. Snarere synes kommissionen at lægge op til, at endnu flere motorveje, veje og broer af den traditionelle forstyrrede og klima-forstyrrende art er nødvendige. Af hensyn til - gæt engang? Den økonomiske vækst.

Det skal lige tilføjes, at allerede den 3. februar i år gjorde tidligere spcialkonsulent i Søfartsstyrelsen Ralph Sylvestersen i et indlæg her i bladet opmærksom på, hvor endnu mere mørkt det Grønne Danmark fremstår, når den - i forhold til vores befolkningstal - gigantiske skibsfart tages med i miljøregnskabet. Information har da også senere fulgt det op, og i øvrigt er det på baggrund af også Danmarks Statistiks egne tal sandsynliggjort, at vores årlige gennemsnitlige CO2-udledning per person befinder sig omkring de 16 ton i stedet for de officielle 10. Hvis vi er ærlige og indrømmer miljøomkostningerne ved vores ellers så - økonomisk - givtige skibsfart. En hel opera har den f.eks. skænket os.

Men ellers er pointen her, at man ikke engang behøvede at 'vente på' tallene fra skibsfarten for at kunne erklære, at påstanden om afkobling mellem økonomisk vækst og miljøproblemer er løgn. Alene det overvældende og stigende naturmaterialeforbrug, som den danske økonomiske vækst medfører, dementerer enhver tale om 'afkobling'.

Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) påpeger i sin rapport fra 2005, at vores energiforbrug er steget til et af de højeste i verden per indbygger, og at hver dansker bruger 31 ton materialer om året, hvor EU-gennemsnittet i øvrigt er 16 ton - og også for stort. Det er disse materielle størrelser, det hele handler om, og hvor økonomiske beregninger i pengemål ikke er til megen nytte.