Der er intet moralsk argument for, at staten skal øge den økonomiske lighed mellem alle borgerne i samfundet. Tværtimod er der en klar sammenhæng mellem graden af økonomisk frihed, høj velstand og en høj levestandard, fastslog CEPOS-direktør Martin Ågerup ved et debatmøde i går. Anledningen var lanceringen af Ågerups bog 'Den retfærdige ulighed', og den liberale fortale for mindre lighed fandt i bogstaveligste fortand sted under sloganet: 'Frihed, Lighed og Broderskab', som prydede vægmaleriet i salen på Arbejdermuseet.

"Total indkomstlighed er ikke ønskeligt. Det har også Mette Frederiksen (socialordfører for Socialdemokraterne, red.) sagt, og så er man på sikker grund," indledte Ågerup sin præsentation.

Slipseklædte mænd og en god håndfuld kvinder - ca. 25 procent - overværede debatten, hvor Venstres chefideolog, Claus Hjort Frederiksen blev sat under pres fra den liberale front:

"Hvis en ansat vælger at tage natarbejde, er vi enige om, at han skal belønnes for det. Hvorfor skal vi så tage flere af vedkommendes penge," spurgte Ågerup, som i øvrigt henviste til, at topskatten blot udgør 18 mia. kr. af de i alt 800 mia. kr., som statskassen henter på skatter og afgifter.

Ingen fattigdomsgrænse

Martin Ågerup talte for det gode gamle borgerlige lighedsbegreb - at man er lige for loven og har lige adgang til at stræbe efter lykke. Han anfægter med egne ord ikke behovet for at omfordele til fordel for mennesker, der ikke kan klare sig selv, men finder det særdeles problematisk, at middelklassen i Danmark i høj grad omfordeler til middelklassen selv.

"Det siger meget om, hvor langt ud, vi er kommet i Danmark, når et socialliberalt argument udlægges som ultraliberalt," konstaterede Ågerup, som understregede behovet for at regulere på folkepension, SU, børnecheck og en lang række andre overførsler, som ikke er målrettet lavindkomstgrupperne.

"Det ville skaffe statskassen 191 mia. kr., som ville kunne bruges til en flad skat på 23 procent," konstaterede han.

Ordstyrer Vibeke Hartkorn ville vide, hvem det så er, der ikke kan klare sig selv, og som derfor har ret til statslig støtte:

"Det er dybest set uinteressant, for vi er så langt fra at finde det punkt," lød CEPOS-direktørens svar, mens også de tilstedeværende økonomer havde vanskeligt ved at definere gruppen af fattige. Men Claus Hjort Frederiksen advarede mod at lave en fattigdomsgrænse:

"Så ville udviklingen gå i retning af, at de, der tjener over et sådant beløb, ikke kan få hjælp overhovedet," svarede han.

Professor ved Københavns Universitet, Claus Thustrup Kreiner, kaldte debatbogen for velargumenteret og velskrevet, men han slog samtidig til lyd for nødvendigheden af en vis omfordeling, idet ikke alle fødes med de samme evner. Men professoren understregede, at det koster omkring fem kroner at tilgodese alle grupper i samfundet med en enkelt krone, fordi incitamenterne til at arbejde berøres af beskatningen:

"Og det 'trade off' må politikerne forholde sig til," sagde han og anviste, at den største gevinst pr. skattekrone findes ved at omfordele til fordel for indvandrere og enlige forsørgere i beskæftigelse.

Carsten Valgreen, partner i Benderly Economics, og tidligere økonom i Danske Bank, påpegede det problematiske i, at medier og politikere pr. definition opfatter øget ulighed som et problem. Han pegede på, at den globale lighed er blevet større, til trods for at uligheden vokser i både Kina og Danmark - for Kina indhenter nemlig Danmark, forklarede økonomen og tilføjede:

"Lighed er et svært begreb."

Valgreen afviste den politiske sammenkædning mellem lighed og sammenhængskraft med henvisning til, at danskerne betalte mindre i skat i 60'erne:

"Og ingen sagde, at vi dengang havde mindre sammenhængskraft i samfundet," påpegede økonomen og afviste at det danske skattesystem er udtryk for, at de rige er solidariske med de fattige:

"Nej, middelklassen er solidarisk med middelklassen."

Carsten Valgreen kritiserede samtidig politikerne for at søge at købe sig til stemmer ved at tale for lønpulje til særligt udvalgte grupper af offentligt ansatte.

Og her kunne beskæftigelsesministeren erklære sig enig:

"Ja, det er udtryk for uretfærdig ulighed," medgav ministeren.

Kvinder og økonomi

Claus Hjort Frederiksen anfægtede bogens påstand om, at jo større omfordeling, desto større moralsk forfald.

"Vi skal være lige, men ikke ens," sagde han og påpegede, at uligheden stiger, når bare en enkelt kommer i job:

"Ulighed er et underligt elastisk begreb."

Vibeke Hartkorn opfordrede til, at også de tilstedeværende kvinder stillede spørgsmål, så man derigennem kunne opnå større kønslighed - og måske få stillet andre spørgsmål end de klassisk økonomiske. Den opfordring tog stud.polit. Lizette Taguchi til sig, men hun måtte skuffe forventningen om, at kvinder stiller anderledes bløde spørgsmål:

"Hvordan regulerede markedet sig selv før velfærdsstatens fremkomst i 20'erne og 50'erne, hvor den internationale handel var præget af toldbarrierer?"

Eksperternes svar var for Informations udsendte ikke helt klart, men 'mange faktorer gjorde sig gældende.'

Imens Hjort Frederiksen afviste de liberale, der efterlyste vilje til at droppe mindstelønnen til fordel for at få flere i job, så var han ikke i tvivl om bogens slagkraft:

"Mange vil finde den provokerende, men kun få vil finde den ligegyldig."