Et kuld af nye missionærer forsøger at omvende verden. Ifølge disse vantroens evangelister er religion et levn fra fortiden, der står det menneskelige fremskridt i vejen. Så såre verden bliver befriet for religion, vil sådanne svøber som tyranni og krig, der har hjemsøgt menneskeheden i umindelige tider, kunne overvindes til fordel for en ny og bedre livsform, hvis lige historien endnu aldrig har kendt. Når først vi ikke længere skal bøje i os støvet for en eller anden imaginær guddom, vil menneskearten omsider kunne tage sin egen skæbne i hænderne. Således lyder trosartiklerne hos de nye antireligiøse missionærer som Richard Dawkins.
Evangelisk ateisme er imidlertid en temmelig enfoldig tro. Dens tilhængere tror på, at religionen vil forsvinde fra verden, så såre alle mennesker forkaster deres religiøse tro. Men troen har meget videre dimensioner end religionen, og sandheden er, at de fleste militante ateister dyrker tænkemåder, som er direkte nedarvet fra kristendommen. I sin bog, The Selfish Gene, argumenterer Richard Dawkins lidenskabeligt for den darwinske lære om, at menneskearten er et produkt af naturlig udvælgelse: Mennesker er ‘gen-maskiner’ programmeret af evolutionen til at replikere sig selv. I samme bog erklærer han imidlertid: “Vi, ene af alle på Jorden, kan gøre oprør imod de selviske replikatorers tyranni”.
Hvorfra har Dawkins nu sin tiltro til den menneskelige frihed? Ikke fra videnskaben. Den stammer fra kristendommen, som altid har stået fast på det synspunkt, at mennesker er forskellige fra alle andre skabninger derved at vi besidder fri vilje.
Dawkins forfægtelse af en fri menneskelig vilje er en trosbekendelse. og i flere henseender lader den evangeliske ateisme sig bedst forstå som en form for kristent kætteri. Tag fremskridtstankegangen, som spiller en så fremtrædende rolle i de ateistiske angreb på kristendommen. I det førkristne Europa blev historien anskuet i en cyklisk optik. Krig og fred, frihed og slaveri kom og gik i et cyklisk forløb, der ikke adskiller sig væsentligt fra de processer, der kan iagttages i naturen. Forestillingen om samfundsmæssige fremskridt - at menneskeheden avancerer gennem historiens løb til et stadig højere civilisatorisk niveau - var fuldkommen ukendt.
Denne fremskridtstanke er i høj grad en postkristen myte. I modsætning til i videnskaben, hvor den viden, der indvindes i dag, ikke så let går i glemmebogen i morgen, kan de etiske fremskridt, der præsteres i en generation meget ofte fortabes i den næste. Forbuddet imod tortur er et adelsmærke ved civiliserede nationer. Det forbud er imidlertid blevet omgået af Bush-regeringen, som har nægtet at ulovliggøre metoder som den såkaldte water boarding - en torturpraksis, som tidligere blev benyttet af eksempelvis Den Spanske Inkvisition og Pol Pot-regimet. Tilsvarende var afskaffelsen af slaveriet i det 19. århundrede et betydeligt etisk fremskridt. Men slaveriet vendte tilbage i det 20. århundrede, hvor det blev praktiseret i et enormt omfang i Nazityskland, Stalin-tidens Sovjetunionen og Maos Kina, og det er senest dukket op i gen i begyndelsen af det 21. århundrede i skikkelse af fænomenet human trafficking. Disse og lignende udslag af menneskelig ondskab imod dets medmenneske kan aldrig overvindes definitivt. Igen og igen vil de dukke op under nye etiketter, og hver ny generation må bekæmpe dem.
Som andre myter tjener fremskridtstanken nogle dybe følelsesmæssige behov. Myter er ikke primitive videnskabelige teorier, der kan verificeres eller falsificeres. De er fortællinger, der giver mening til menneskelivet, og myten om fremskridtet tillader dem, som overgiver sig til den, at opfatte sig selv som del af en omfattende, kontinuerlig fremmarch fra mørket mod lyset. Med det billedsprog om mørke og lys, som de så karakteristisk griber til, forråder de sekulære tænkere deres tros religiøse oprindelse. På samme måde som kristne opfatter sig selv som aktører i et kosmisk drama om synd og frelse, ser de sekulære humanister sig selv som deltagere i en episk kamp for det menneskelige fremskridt.
Som skeptiker hæfter jeg mig ikke så meget ved, hvad forskellen er mellem religiøs tro og sekulær humanisme, men ved hvad de har til fælles. Begge er gjort af et mytisk stof og tjener i højere grad et behov for at finde mening end en interesse i at finde sandhed. Den afgørende forskel imellem dem angår kvaliteten af deres myter. Skønt de hverken er sande eller falske på samme måde som videnskabelige teorier er sande eller falske, kan myter være eller mere sandfærdige, alt efter hvor godt de afspejler det menneskelige vilkår. I den forstand er historien om Adam og Eva en sandfærdig myte. Den fortæller os, at viden ikke nødvendigvis giver menneskeheden et bedre liv eller større frihedsgrader; den kan også hidbringe slaveri og død. Og der er ingen udsigt til at genoprette uskyldens tilstand - så såre vi har bidt af æblet fra Kundskabens Træ, er der ingen vej tilbage. Menneskeheden må forsøge at tage hånd om konsekvenserne af sin forøgede viden med så megen visdom, den er i stand til at mønstre. Den moderne sekulære tænkning indeholder intet, der er tilsvarende dybt eller smukt som denne gamle bibelske lignelse.
Hvor religionernes myter er udtryk for vedvarende sandheder om det menneskelige vilkårs realiteter, tjener den sekulære humanismes myter kun til at skjule disse. Det må være en dæmrende fornemmelse for deres tros uvirkelighed, der får de militante ateister til at fremstå så voldsomt fremfusende og dogmatiske. I al fald leder man i selskab med de militante ateister forgæves efter tegn på den kreative tvivl, der har været den drivende kraft for så mange religiøse tænkere. Mens teologerne har gransket deres tro i årtusinder, har de sekulære humanister endnu tilbage at underkaste deres enfoldige tro den mindste selvkritik. Deres evangeliske ateisme er spejlbilledet af den selv samme tro, som de udsætter for så hånlige angreb - men uden denne tros forløsende tvivl.
© 2007, John Gray og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen