Det er hundrede år siden, hans far blev født. Og selv om ‘han’ aldrig har eksisteret mere end på papir - og i tegneserieform - er Tintin mejslet ind i vores kultur. Ja, selv Steven Spielberg og Peter Jackson (ham med Ringenes herre) har begge kæmpet for at få rettighederne til en bio-graffilm.
Det sidste er helligbrøde for os ægte tintinologer. For ligesom Haddock, Dupont og Dupond og alle de andre fra Møllenborg og omegn, var Tintin altid mere end en tegneserie. Mens amerikanske tegneserier som Batman og Superman aldrig virkede som andet end kommerciel, seriefremstillet underholdning var den belgiske tegneserie fra 1940’erne og fremefter altid mere ambitiøs - eller måske skulle man sige prætentiøs.
Georges Remis hjemby var Bruxelles og opvæksten streng og katolsk. Han fik ikke studentereksamen, men kom i lære på den ærkereaktionære avis Le Vingtiéme Siécle som tegner. I 1920’erne begyndte han at biddrage til avisens weekend tillæg Le Petit Vingtiéme. Hans bidrag var en ugentlig tegneserie med navnet Tintin.
Vi ved ikke hvorfor, men Georges brugte ikke sit eget navn, men sit navns forbogstaver - som han byttede om. Altså RG. Udtalt på fransk var det Hergé; det synonym han blev kendt for.
I begyndelsen var han partitro og konservativ. I 1929 sendte han ‘den unge rapporter Tintin’ til Sovjetunionen.
Hergé vidste ikke meget om ‘den virkeliggjorte socialismes fædreland - og der var ikke interesse på redaktionen for en nuanceret beskrivelse af Sovjetkommunismen.
Det første album, Tintin i Sovjet, var kendetegnet ved kradsbørstig anti-kommunisme. At eftertiden har vist, at Hergés beskrivelse var realistisk gør ikke dette album bedre.
Den unge Hergé var ukritisk. Det var åbenbart. Det andet og tredie album, Tintin i Congo og Tintin i Amerika var præget af dårlig research og synspunkter, der syntes så racistiske, at de næsten virkede som en bevidst karikatur. Men det var det ikke.
I overensstemmelse med Vatikanets antikommunisme og antikapitalisme blev både USA og Sovjetunionen udstillet som amoralske. Og i imperialistisk stil blev afrikanerne fremstillet som primitive, dumme og anløbne.
Det er måske symptomatisk, at Tintin ikke rejste til Tyskland i 1930’erne.
Læser man de første udgaver af Tintin, er de nærmest antisemitiske. Da Tintin er på rejse i Mellemøsten er skurkene jødiske bosættere i Palæstina og overskurken, Rastapoulos, er - symptomatisk nok - jøde. Det kan man blive forarget over - og givetvis med rette.
Henimod afslutningen af Anden Verdenskrig - da Belgien var blevet befriet - blev Hergé klar over, at det ikke så godt ud, at tyskerne havde været helte i Den Mystiske Stjerne og at alle ‘de onde’ havde været jøder eller amerikanere.
Sammen med Le Vingtiéme Siécle påbegyndte han en historie med titlen Tintin i Nazisternes Land - på fransk Tintin au Pays des Nazis.
Men historien løb kun i et par uger. Efter krigen undgik han med nød og næppe at blive anklaget for sit ikke altid etiske samarbejde med tyskerne.
I de første år efter krigen udgav han nye versioner af de oprindelige album. Denne gang var skurkene pludselig blevet arabere, og den nye skurk hed Dr. Müller.
Den unge Hergé var letpåvirkelig. Og det forblev han måske livet igennem. For ligesom tegneserieforfatteren i 1930’erne og 1940’erne accepterede mere eller mindre fascistiske anskuelser, var den ældre Hergé en mand der tegnede Tintin med fredstegn på sin moterhjelm og lod General Alcazar optræde som en slet skjult udgave af Che Guevara - omend revolutionshelten også var tøffelhelt på hjemmefronten!
Hergé havde arbejdet til sent ud på aftenen, da det ringede på døren. Udenfor stod en ung mand af asiatisk udseende. Han præsenterede sig som Chang. Han var kunststuderende på universitetet i Louvain, men var kinesisk statsborger.
Chang havde fået et stipendie af en katolsk organisation og læste dagligt Le Vingtiéme Siécle. Han havde læst, at Tintin næste rejse var til Asien. Den unge kunststuderende frygtede, at Hergé - igen - ville skrive en racistisk beretning.
Tidspunktet var midten af 1930’erne. Kina var i krig med Japan. Og i Vesten var sympatien på sidstnævntes side. Kineserne blev betragtet som primitive, mens japanerne i medierne blev beskrevne som civiliserede; med andre ord et herrefolk.
Hergé inviterede Chang indenfor. Han lyttede til kineserens beretning og lod sig påvirke, men ikke på en måde der var - endsige er - til at se for den uindviede.
Hergé skrev fortsat på et konservativt dagblad. Han havde ikke mandat til at ændre holdning. Men han kunne skjule budskaber.
I Den Blå Lotus, det femte album, var historien set fra kinesernes side. Men ikke nok med det. Ud over den lidt banale historie om en smuglerbande anført af ærkeskurken Rastapopulos var Lotus Bleu, som den hed på fransk, kendetegnet ved detaljerede baggrundstegninger og plakater med kinesiske slogans.
Det var Chang, der skrev inskriptionen på plakaterne. Måske var det godt, at redaktørne på Le Vingtiéme Siécle ikke læste kinesisk for på plakaterne var der anti-japanske slogans. Godt skjult, men aligevel; Tintin var blevet politisk aktivist.
Man kan beskylde Hergé for at være en politisk renegat. Man kan også lade være. Måske var han mest af alt en mand, der var let at begejstre - og et menneske der lod sig overbevise om en sag.
Chang var det eneste ‘rigtige’ menneske, der optrådte i Tintin. Han var senere hovedpersonen i Tintin i Tibet. I virkelighedens verden vendte den kinesiske student tilbage til det kommunistiske Kina. Der blev han, indtil han, fire år før Hergés død i 1984, fik lov til at rejse til Belgien for at gense sin gamle ven.
Spruttyv, sprællemand, spy-flue, starut, stikker, stymper, subjekt, superskurk, sut, svamp, svin, svindler, svirebror, svumpukkel, søndagsrytter, søpindsvinefjæs.
Måske er det Kaptajn Haddocks brådsøer af verbale tordenskyller i Koks i Lasten, der mere end noget andet er højdepunktet i Tintin. For i modsætning til Tintin er der nerve og personlighed i langfartskaptajnen.
Han træder ind i historien som en fordrukken stakkel i Krabben med de gyldne klør, men udvikler sig hurtigt til en perosnlighed, der har alle de menneskelige fejl og skavanker som er fraværende hos Tintin. Haddock er alt det, Tintin ikke er; levende, temperamentsfuld og fuld af lune.
“Mon seul rival international, c’est Tintin”. “Tintin er min eneste internationale rival”. Sådan sagde Charles de Gaulle, den franske præsident i 1960’erne.
Det siger noget om den betydning, Tintin har og har haft, på fransksproget kultur, at efterkrigstidens største franske statsmand nævnte en tegneseriefigur og ikke en repræsentant fra finkulturen.
Mens Tintin i vores land læses af børn og barnlige sjæle, er han i udlandet blevet gjort til genstand for literaturvidenskabelig granskning.
Sidste år udgav den britiske forsker Tom McCartney således bogen Tintin and the Secret of Literature, et værk der bedst kan beskrives som en post-moderne eksegese af Hergés oeuvre.
For Tom McCarthy var Hergés tegneserie det sidste led i den vesteuropæiske litteraturs kanon; et værk på linje med Goethes Faust og Shakespeares Hamlet. For fra og med mesterværket Den Blå Lotus var Hergés albums bevidst skrevet i en evig dialog med andre fransksprogede mesterværker som Baudelaire, Flaubert og Marcel Proust.
Historien i Det Gådefulde Juveltyveri, hvor den skyldige er en skade - og ikke alle de andre mistænkte - har altid mindet om Edgar Allan Poes novelle Mordene på rue Morgue (hvor den skyldige er en abe).
I denne bog læses alle Les adventures du Tintin ind i deres rette literaturhistoriske sammenhæng. Superskurken Rastapopulos optræder side om side med den klassiske forfatter Rabalais. Og den store skuespilforfatter Molière er i selskab med forsikringsagenten Max Bjævermose.
Og, mere væsentligt, Tintins ophøjelse til kanon sker via henvisninger til litteraturteoretiske koryfæer som Jacques Derrida, Roland Barthes og sågar den belgiskfødte teoretiker Paul de Man, som Hergé i øvrigt arbejdede med på Le Vingtiéme Siécle. Sidstnævnte havde ligesom Hergé betænkelige politiske sympatier.
Politiet i Belgien reagerede hurtigt. Efterretninger om at en mand i Antwerpen i 2006 havde et eksemplar af La vie sexuelle de Tintin førte til seks arrestationer. Man gør ikke nar af et nationalklenodie - selv ikke i et land, der er ved at falde fra hinanden.
I Belgien er det forbudt at udgive parodier på Tintin. Og intet er mere tabu end tegneserieheltens seksualliv - eller mangel på samme. For igennem alle de mange bind findes der ingen romantik endsige erotiske henvisninger.
Men denne mangel på passion har ikke afskrækket literaturhistorikerne. Før-omtalte Tom McCarthy har således skrevet et kapitel med den fascinerende titel ‘Castafiores klitoris’.
Ifølge denne tolkning er historien om Det Gådefulde Juveltyveri en allegori over sangerindens kønsorganer. Han skriver: “Hvad er Castafiores juvel? Set med det seksuelle filter ‘på’ er svaret ligetil. Hun sidder på den. Den er svært tilgængelig dækket til i fugtigt græs, godt gemt væk bag bløde puder … Åh … åh jeg ler, når jeg ser mig selv så skøn i dette spejl.”
Det er måske ikke den læsning vi har tænkt os, når vi læser højt for vores børn.