Nu synes jeg faktisk snart, det må være nok med den albue, hr. Nielsen. Du må jo selv kunne se det, der nede på Falster, hvordan dine vikarer uge efter uge overbelaster deres i forvejen voldsomt anspændte åndelige maskinrums kapaciteter for at producere deres latterlige erstatningsvarer, deres Richs og Danmarks, hvor du gav kaffe, deres kiks, hvor du hver uge var god for en bid brød. Sådan er humøret i dag, så nu skal vi græde.
Vi begynder med at græde over Danmarks Radio.
Som medlem af Det Danske Akademi var jeg for et stykke tid siden medunderskriver på en erklæring, der ligesom tog afstand, måske lovlig høfligt og ikke helt nok, men dog afstand fra spareplanerne, eller hvad det nu er, der ligger bag den dramatiske forringelse af udbuddet fra institutionen.
Vi har jo kendt den altid, først som brugere eller nydere, lyttere eller seere. Vi hørte Pressens Radioavis og Radioteateret, vi gøs til Shivaskriget og krummede os sammen i efterkrigens aftenmørke, når Gregorymysteriet naglede Danmark til lænestolen en gang om ugen.
Vi så trofast til og lyttede, mens Mogens Lind, Doktor Lieberkind og Harald Isenstein og Volmer Sørensen og Svend Pedersen og Otto Leisner og Svend Holm jonglerede med stenkulsnafta og 20 spørgsmål til professoren, styrede kvit eller dobbelt og Ungarnshjælp, lod os få indblik i dyrerigets eller billedværkets mysterier.
Og senere, da vi blev større, de af os, der gik den vej, kunne det ske, at vi indimellem var så heldige at komme ind i selve radioen selv med vores egne stemmer og få dem bugseret ud i æteren af fantastiske lydteknikere.
Jeg husker stadig tydeligt, hvordan det kunne være. Både på den ene måde og den anden.
Både når man kunne sidde med en tekniker i fire stive timer og producere 10 minutters udsendelse, hvor ens digte var lagt ind på et Velvet Underground lydspor, hvor teknikerens mesterhånd med et fikst lille knips havde fjernet Lou Reed.
Eller alle de andre gange, her ude i provinsen, hvor man har siddet med sine digtsamlinger i selvbetjeningsstudiet, hvor alt sådan set foregik ovre i Radiohuset, mens man selv bare skulle lukke op for mikrofonen og sætte telefonerne på hovedet.
Danmarks Radio var en guldgrube af viden og visdom, både for Loke og for Thor, både for de intellektuelle, der ville have digte og fik dem, op gennem 1970’erne, længere og længere, fordi betalingen over radiokassen, som nu er nedlagt, var pr. minut, og et digt på 20 minutter, hvilket er et meget langt digt, på den måde var mere værd end et digt på 20 sekunder, som naturligvis sagtens kunne være bedre, men hvad rager poetisk kvalitet kapitalen, og for dem der ville have småsnak med almindelige mennesker, der kunne ønske deres almindelige musik og snakke om deres almindelige liv i deres almindelige små huse på landet eller i forstæderne med den helt almindelige Jørn Hjorting.
Man kunne se ham i aftes på DR2, i samsending med DK4, hvor Hjorting nu arbejder, og hvor han mødte sine yngre kolleger Mikael Bertelsen og Mads Brügger.
Enhver kunne se, hvor utilpasse de to hippe moderne værter egentlig var ved at skulle lade deres iøjnefaldende særpræg sådan blive helt folkeligt almindeligt.
Nå ja, det er så heller ikke lige dem, vi græder over. Vi græder over de fantastiske teknikere, der er blevet fyret eller fjernet fra Danmarks Radio, over at radioteateret er nedlagt, og montageafdelingen, at de litterære programmer, fra Skanderborg Station og mange andre sjove steder, ikke er der mere, at manden med sweateren aldrig igen kommer ind i vores stuer med en måske ny tids udgaver af Lola Baidel, Michael Strunge og Kristen Bjørnkjær, at det hele, alting, alle, verden, livet, sandheden, håbet, det store, det små, det almindelige og det ualmindelige, at Danmarks Radios sjæl og krop er væk. Borte har taget dem. Den store sorte borger Borte med sine små dikkende lammehaler i bestyrelsen har med sine store sorte fingre fjernet al glæden fra public service, som det hedder, også når det overhovedet ikke er det.
Vi græder videre over Emma, den store mastif, som Politikens bagside har fulgt i en måneds tid. Hun var hollandsk mester, Hollands fineste og største, og mastiffer er store, og da hun blev solgt til Danmark hoppede hun over hegnet. Der levede hun i de mørke kratskove, der åbenbart stadig vokser vildt i egnen nord for Odense. Forleden fandt man så Emmas halsbånd i et vejkryds, og i går gik hun i fælden, træt og udmagret.Hun var blevet kørt over, bilisten var kørt videre, men Emmas bagparti var knust. Hun lod sig nusse, men ikke spise. Emma blev aflivet. Vi græder over Emma. Og over alle de andre dyr og mennesker, der jorden over bliver mishandlet, udsultet, fejldømt, forfulgt, tortureret, miskendt, overset, glemt eller transporteret alt for langt uden hvil i alt for kolde vinternætter.
Jow, Nielsen. Det var sådan set det !
Bent Vinn Nielsens forfatterkollega Peter Laugesen vikarierer her på pladsen, da Bent Vinn Nielsen fortsat har brækket armen