Det var ikke så heldigt formuleret, da Ny Alliance-politikeren Jørgen Poulsen i går til Jydske Vestkysten jamrede over, at Røde Kors havde ødelagt roen om hans fratrædelsesgodtgørelse ved at "gå ud og fortælle, at det er negernes penge, og hvad ved jeg".
Men Poulsen pegede alligevel på stridens æble; ikke alene i diskussionen om hans egen opsigelse, men også i det paradigmeskift, som er igang - men langt fra gennemført - for de danske humanitære organisationer. Paradigmeskiftet handler både om, hvor organisationernes penge skal komme fra, og hvor de skal gå hen - og de to ting er uløseligt forbundet.
Forhistorien er, at nødhjælps- og udviklingsorganisationer (ngo'er) i Danmark har haft en helt særlig status som operatører, som på den ene side opererer uafhængigt; på den anden side har været næsten fuldt ud finansieret af offentlige midler. Et på mange måder praktisk partnerskab, hvor regeringsorganisationer som Danida tager sig af decideret statslige indsatsområder, mens ngo'erne supplerer med alt fra at tage sig af asylansøgere i Danmark til at tage sig af brønde, civilsamfund og uddannelsesprojekter ude i Den Tredje Verden, hvor ngo'erne ofte arbejder tæt og fint sammen med de statslige agenturer.
Praktisk, nemt og behageligt - men ikke nødvendigvis altid optimalt for ngo'ernes kritiske selvstændighed, for deres folkelige opbakning herhjemme eller for den særlige energi, som det gerne skulle give at udføre solidaritetsarbejde mellem mennesker - og ikke bare over skattebilletten.
Dén ordning kom under beskydning, da regeringen og Dansk Folkeparti i 2005 vedtog, at de seks store udviklingsorganisationer, der har rammeaftaler med Danida, fremover selv skal rejse minimum 10 procent af deres midler. Ikke noget afsindigt krav, kunne man hævde, for organisationer, der skal repræsentere et alternativ til det statslige. Men det betyder, at ngo'erne nu i højere grad er nødt til at tænke på markedets betingelser: på markedsføring, på indsamling, på at appellere til den umiddelbare medfølelse, på hvad der virker.
At organisationerne ikke helt har omstillet sig til dén virkelighed, kan man se forskellige forvirrede tegn på. For eksempel kritiserede organisationen Care sidste år Folkekirkens Nødhjælps julehit, hvor danskerne kunne give fattige afrikanere en ged i julegave. En kedelig bivirkning ved gaver, skrev programkoordinator Rolf Hernø i et indlæg i Information, var nemlig "at de skaber afhængighed og svækker det lokale initiativ". I år går Care så allerforrest med 'Giv en ged'-kampagnerne og har bombarderet blandt andet nærværende avis med indstik, annoncer og debatindlæg til gavebistandens forsvar. "Vi spænder trygt vores vogn for æslet," skriver informationsmedarbejder hos Care Andreas Antoni Lund således i gårsdagens avis om de æsler til Afrika, der hos Care er årets julegavetopnummer.
Udviklingsforskere har kritiseret kortsigtetheden ved gedeshowet, som i sandhed også er så hattedamet, at man må glippe med øjnene. At tro at venlige hvide mennesker kan løse de grundlæggende urimeligheder og problemer, der ligger til grund for fattigdom i for eksempel Afrika, med en ged, er forsimplet og også ret nedladende. Som udviklingsforskeren Susanne Possing har noteret fra Uganda, får den slags initiativer de vestlige givere til at minde om lokale diktatorer, der giver pokker i deres samfunds reelle problemer og overgreb, mens de spadserer rundt i taknemmelige lokalsamfund og deler mildt ud af nådige smågaver fra oven.
Danmark har givet udviklingsbistand i mange årtier, og den eneste lære, alle eksperter kan blive enige om, er, at ingenting virker, medmindre det kommer af folks egne ønsker og behov. En fin ged er lige meget, hvis der ikke er penge til en asfaltvej, som kan skabe en lokal økonomi, fordi varer kan blive kørt ud til kysten. En sød høne er ikke noget stort plaster på såret, hvis ens forældre lige er døde af aids.
"Det er for indviklet," lyder modargumentet: Det gælder om at engagere folk, selv om man så må ofre kompleksiteten.
Men dét problem er faktisk blevet afgørende netop på grund af de skærpede krav til selvfinansieringen. For jo mere, ngo'erne skal sælge sig selv, jo mere kan de give køb på at insistere på det, der virker - til fordel for det, der sælger. Dét problem er ikke lige så stort med bistand, der er finansieret over skattebilletten.
Og det er ikke den eneste spilleregel, der er ændret i den spirede nye virkelighed for de humanitære organisationer. En ngo, der skal være populær på markedets præmisser, skal også professionalisere sig på områder, der ikke har så meget med mellemfolkelig solidaritet at gøre. Den skal bruge kommunikatorer, den skal bruge velsmurte maskiner. Og den slags koster penge. Det koster penge at tjene penge: Dette faktum vil i stadigt stigende grad blive centralt for ngo'erne. Derfor er Jørgen Poulsen næppe heller den sidste leder af en humanitær organisation, der oven i sit godhjertede arbejde også har tjent gode penge. Sådan er den nye virkelighed - også i hjælpeindustrien.