Lyst og forbrydelse er titlen på denne udgivelse af tre Marquis de Sade-fortællinger i dansk oversættelse, men som i Sades samlede værk befinder vi os ikke så meget i lysten, som hinsides lystprincippet. Vi befinder os dér, hvor lysten som højeste princip slår om i sin modsætning: en pinefuld ophævelse af alle grænser, en higen efter den fuldkomne tilfredsstillelse, som viser sig at være den fuldkomne udslettelse.
Vi befinder os i en verden, hvor mennesket er uden hud; hvor huden flås og piskes i laser, og hvor kontakten med det andet menneske udelukkende består i at udfylde alle huller og åbninger (med fingre, med pikke, med sperm, lort og attrapper) i en manglende accept af de grænser og mangler, som er det, der holder lysten levende.
Den første fortælling i det danske udvalg er en af de Sades ‘legitime’ fortællinger, “Eugenie de Franval”. Tragisk novelle skrevet i 1788, mens han sad i Bastillen, udgivet i hans eget navn i 1800. Den er blottet for de detaljerige beskrivelser af kropsåbningernes udfyldning, som han er kendt for, men plottet giver os grundstrukturen i Sades univers: overskridelsen af tabuet over alle tabuer, nemlig incest.
En far oplærer sin datter til at blive hans elskerinde; i en kompliceret intrige planlægger far og datter at myrde den jaloux mor, men historien ender med alles undergang. Det melodramatiske handlingsforløb afbrydes, ligesom de orgiastiske beskrivelser i Sades pornografiske fortællinger, af filosofiske dialoger. Her mellem den ryggesløse fader og præsten Clervil. Hvor præsten taler for den ‘rene’ lov, nødvendigheden af at respektere loven, hvad den end byder, taler faderen for ‘naturens orden’ som et obskønt ekko af næstekærlighedsbudet: “Først os selv, dernæst de andre - dét er naturens orden”.
De Sade er ingen pornografisk, men en filosofisk forfatter, der gennem sine pornografiske scenerier udforsker menneskets forhold til lysten og loven.
De to andre fortællinger, “Jeromes historie” og “Juliette i Venedig” er uddrag fra de Sades anonymt udgivne romaner La Nouvelle Justine og Histoire de Juliette (begge 1797), og her får vi de Sade for alle pengene: orgie efter orgie med minutiøs beskrivelse af kroppenes kobling, accelererende fra det anale og incestuøse over perversioner, der indbefatter lort og tis til lystmord og nekrofili.
Og det geniale ved de Sade er ikke mindst, at det læsende begær involveres i denne acceleration. Som læser drives man fra ophidselse til lede. Først kildres man ved den blotte benævnelse af kønnenes kobling og forsøger fascineret at visualisere kombinatorikken (ved hjælp af illustrationerne: graveringer fra de Sades samtid), men hurtigt bliver kombinatorikken en intellektuel udfordring. Er f.eks. denne passage en logisk mulighed:
“I den fjerde scene tog jeg Victoire i kussen, Moldane tog hende i røven, hans søn kneppede ham imens, og Josephine lå ind over os og lod på samme tid mig slikke hendes kusse og Moldane hendes bagerste hul.”
Dette er lige så meget et udfordrende kombinatorisk regnestykke som en pornografisk scene. Og så skal der gradvist stærkere midler til at stimulere heltens begær så vel som læserens interesse: der skal spises lort, der skal dolkes, mens der penetreres, der skal pules lig, orgasmens spasmer skal forstærkes af dødskramper.
I “Jeromes historie” når vi så vidt, at selve jorden går i spasmer: en diabolsk munk formår at fremkalde et jordskælv, da intet mindre efterhånden kan stimulere vor helt, som rendyrker begærets sygdom, hvor overmæthed samtidig er en ny sult. Læseren gør rejsen med og befinder sig snart dér, hvor sult og kvalme følges ad, hvor ulysten ved lysten falder sammen med lysten ved ulysten. Den seksuelle logik bliver også en narrativ logik, eller rettere en mangel på samme, for der er ingen udvikling, intet egentligt plot i de Sades fortællinger, der er bare denne accellererende akkumulation af kroppenes kobling, og derfor heller ingen egentlige slutninger, teksten standser bare.
Det fascinerende ved de Sades univers er ikke mindst, at det fremtræder som et troldspejl for nogle af de store, glorværdige etiske og æstetiske idéer, der som de Sade er børn af det 18. århundrede. Franvals seksuelle opdragelse af sin datter er et troldspejl for Rousseaus naturlige opdragelse af Emile - og den instans, Franval grunder sin ret til datteren på, er netop ‘naturen’.
De ustyrlige beskrivelser af et varierende antal kroppes koblinger (med tunger, pikke, lorte osv. som koblingsled) er troldspejle for det ‘tableau vivant’, der dyrkes så ivrigt i tidens selskabsliv og litteratur, hvor folk stiller sig i positur som skikkelser fra et maleri; de Sades pornografiske og tidens æstetiske tableauer mødes i en tingsliggørelse af mennesket. Og endelig er de pornografiske tableauers koblingsmekanik et troldspejl for rationalismens mekanistiske tendenser: mennesket reduceret til maskindel. Det er dette troldspejl, Adorno og Horkheimer har øje for, når de betragter de Sade som barn af rationalismen, og Lacan, når han betragter ham som Kants tvilling.
De Sades værk er helt uomgængeligt, hvis man vil forske i forholdet mellem lysten og loven, og i det store frigørelsesprojekt, som stadig er drivkraften i vor kultur. En forskning, som i kraft af teksternes æstetiske kvaliteter, også bliver en forskning i læserens eget begær. Det er derfor mere end velkomment, at disse tre fortællinger nu foræres det danske læsepublikum i en oversættelse, der formår at fastholde de Sade i en på én gang antikveret og obskønt aktuel sprogtone.