Når nu Information serverer mit hoved på et fad i det seneste bogtillæg, er det måske på sin plads at uddybe den mening, som jeg dér fremstod med. Det drejer sig om en kommentar til indstillingen af Kim Leines Kalak til Montana-prisen.
Sidste år blev der kun indstillet skønlitterære værker, som generelt var af høj litterær kvalitet. Derfor forvirrede det mig, da jeg så de første indstillinger i år. Og det er dem, der bør være det store stridspunkt, ikke Leines bog. Eller rettere: Synet på hvad litteratur er og skal være.
For der er et sammenfald mellem disse og en bogspids fra Peter Nielsen, kulturredaktør på Information og medlem af udvalget bag indstillingerne. Den blev bragt 16. november. Her argumenterer Nielsen for, at det fornyende i år kommer fra dokumentarbøger som Brügger/ Thomassens Grænselandet og Peter Øvig Knudsens Blekingegadebanden. Men hvordan kan de bøger siges at være fornyende i forhold til litteraturen?
Om den gode litteratur skriver han: "Men hvad bliver den frisættelse af litteraturen så brugt til andet end bare at demonstrere sit eget projekt". Her er det underforstået, at frisættelsen skal bruges til noget - i det her tilfælde til noget samfundskritisk. Hvem siger det? Og hvad nu, hvis frisættelsen i sig selv måske er samfundskritisk! Det er f.eks en del af argumentationen i Erik Skyum-Nielsens udmærkede Modsprogets proces fra 1982.
Noget andet er det, han skriver om Kalak, at den er et "undersøgende selvportræt." Det er den måske nok, men den undersøger f.eks ikke selvportrættet som genre eller mulighed, hvorfor den ikke bliver specielt interessant i en litterær optik.
Ikke længere litterært
Litteraturen i år har ifølge Nielsen tilsyneladende ikke evnen til at forny sig selv, men skal i stedet søge inspiration i dokumentarismen. Her tilsidesættes litterære kvaliteter for noget, som ikke længere er litterært. De litterære kvalitetskriterier hænger på en form for virkelighedshunger, og litteraturen på, at den skal være 'based on a true story'. Resultatet af sådan et litteratursyn kunne være, at man gjorde forfatterskolen til en underafdeling af Danmarks Journalisthøjskole.
Det er bekendelsen til virkeligheden, som jeg er ude efter. Og uanset hvad en forfatter som Leine bekender med sin bog, så er det ikke specielt interessant som litteratur betragtet. Det er det hele. Det er ikke sådan, at jo værre, det, man bekender, er, jo mere bliver de litterære krav ligegyldige, og han kalder immervæk sin bog en roman.
I Danmark er der stort set ingen anmeldelser, som er skeptiske over for Leine. Derfor må man ty til Norges Dagbladet for at få et mere moderat perspektiv på bogen. Her skriver anmelderen:
"Tonen i boka blir flatere og flatere dess mer misbruket øker. Fortellingen bærer preg av en underlig mangel på refleksjon og raseri over farens overgrep. Det avdekker noe uforløst i Kim Leine, som forsterkes av en muligens utilsiktet uforløst litterær stil. Slik sett blir Leines svakhet som stilist, hans styrke som forfatter."
Men i så fald ikke som 'litterær' forfatter, snarere som en forfatter der stiller sig foran sit værk, og hvor dét bliver mindre interessant end ham. Leine er en modig mand, og det beundrer jeg ham meget for, men jeg mener, at hans bog er ramlet ind i et større spil, som har med modetendenser at gøre: én er virkelighedshungeren, en anden biografismen, at bruge litteraturen som selvterapi og i sidste ende som snotklud. Det må man hjertens gerne, men stikker man røven frem, får man taget temperaturen, som Leonora Christina Skov har sagt det et sted.
Litteraturen skal ikke behandles med fløjlshandsker, men kriterierne bliver temmelig vage, for ikke at sige underlige, når man sammenligner Hans Otto Jørgensens bog med Peter Øvigs (og Leines indimellem). For mig at se skal de bøger leve op til helt forskellige kvalitetskriterier for at være gode, kriterier som slet ikke er sammenlignelige. Det handler ikke om smal og bred litteratur, men om væsensforskellige bøger, der tjener forskellige litterære og ikke-litterære formål.
Stefan Kjerkegaard er ph.d., post.doc. på Nordisk Institut, Århus