I Information den 8. december har Klaus Rifbjerg et indlæg om krig og fred m.m. Hér skriver han bl.a., at ingen kan overbevise ham om, at man i vor tid vil få indført demokrati og skabt frihed for enden af et geværløb.
Det er muligt, at jeg ikke kan overbevise ham om andet. Men uanset hvad er det trods alt set før, at et geværløb eller to rent faktisk har skabt demokrati og frihed. Og fred. Eller noget der minder om det. Og i de tilfælde, hvor et geværløb måske ikke har gjort dette med det samme, er der i det mindste blevet ryddet nogle forhindringer af vejen, således at en proces er gået i gang. Af nutidige eksempler kan nævnes Cambodja og Liberia.
Ikke alene har geværløbet vist sit værd i Rifbjergs egen tid, men jeg er overbevist om, at det i min tid kommer til at ske igen. Og igen.
Krig er ikke godt, men kan være det bedste af to onder. I Iraks og Afghanistans tilfælde, hvilket er de to Klaus Rifbjerg nævner, var geværløbet måske ikke den bedste mulighed, men måske den bedste af de muligheder, der var tilstede. Det er svært at sige, fordi ingen kan vide, hvad der var sket, hvis vi bare havde ladet stå til.
Der er ingen tvivl om, at situationen i Irak ikke er god, men hvordan havde det udviklet sig, hvis der havde været fælles fodslag i FN om at gribe ind? Hvis vi havde stået sammen i fælles flok, havde geværløbet da haft bedre mulighed for at skabe demokrati og frihed? Og fred?
Det er sandsynligt, at USA’s, og dermed også Danmarks, motiv for at gå ind i Irak var helt eller delvist præget af olie- og erhvervsinteresser, men Frankrigs motiv for ikke at gå ind i Irak var også præget af olie- og erhvervsinteresser, blot med modsat fortegn. Måske var det én af grundene til, der ikke var stemning for at løse problemet i fællesskab.
I Information den 11. december skriver Negin Bazrafkan, at “det går ad helvede til med hensyn til Iraks opbygning og fred - mere end vi uvidende og hjernedøde mediemanipulerede mennesker aner.”
Det er nok lidt af en tilsnigelse. Selv om de færreste danskere dagligt følger med i antallet af dødsfald og overgreb i Irak, er de fleste udmærket klar over, at udviklingen er en anelse uheldig, for at sige det mildt. Det kan godt være, vi ikke går rundt med konstant dårlig samvittighed, og at vi også er optaget af andre ting, f.eks pebernødder og overenskomstforhandlinger, men vi ved godt, at lokummet brænder, og at vi er medskyldige.
I sit indlæg skriver Klaus Rifbjerg også: “Jeg synes afgjort, vi skal have en hær, men det skal være en hær uden våben, uden isenkram, uden platte slagsange med millioner af skattekroner bundet i halen.”
Ja, jeg er enig, jeg ønsker mig også kærlighed og verdensfred i julegave, men julemanden kommer først den 24. december. Selv hvis julemanden kommer, får man ikke altid alt det man ønsker sig. Nogle gange må man nøjes med et geværløb, og derefter selv arbejde sig frem mod demokrati og frihed og fred, og dét er et langt sejt træk, som måske lykkes, måske ikke. Nogle gange er geværløbet bare bedre end ingenting.
Og hvis jeg var fra f.eks Darfur, havde mit juleønske nok været, at der ville komme hjælp udefra, bare en eller anden form for hjælp, og gerne hurtigt. Men det gjorde der ikke.
Peter Dyreborg er forfatter