Ved mit møde med Milan Vukomanovic i hans kontor i det centrale Beograd beder jeg ham tage stilling til et synspunkt, som jeg møder hos en den britiske lingvist Abdal Hakim Murad i et essay om folkemordet. Han skriver, at der er et paradigmeskifte på vej i den måde, som man anskuer forbrydelsen på. Mens den gik for sig i begyndelsen af 90’erne og siden hen er den blevet kamoufleret som en misgerning begået i én etnisk gruppes navn mod civile fra en anden etnisk gruppe, altså noget der beror på lokale forhold, på lokale balkanske karakteristika.
Men som Murad peger på, har man både sprog og kultur og udseende til fælles i Bosnien. Der var ikke baggrund for nogen underlødig pseudovidenskab om ‘race’, og derfor heller ikke mulighed for at mobilisere et had imellem grupper med henvisning til såkaldte ‘racemæssige’ forskelle.
Men alligevel blev termen for forbrydelserne i Bosnien kategoriseret som ‘etnisk udrensning’. Denne term blev et paradigme for denne krig. Man sagde, det var det, denne krig drejede sig om, en kamp om territorier med baggrund i det, man hævdede var etniske forskelle.
Murad peger på, at selve termen ‘etnisk udrensning’ er en politisk eufemisme, som skal skjule, at det rent faktisk var et kristent folkemord på muslimer i Europa. Ifølge Murads, så var religionen den eneste - og er den eneste - forskel mellem grupperne i Bosnien, og det var fordi mennesker var muslimer, at de blev myrdet eller fordrevet. Derfor må man i stedet tale om en religiøs udrensning.
Milan Vukomanovic finder forholdet mellem religion og nationalisme mere intrikat.
“Først og fremmest vil jeg sige, at krigen i Bosnien ikke begyndte af religiøse grunde. Man diskuterede ikke religiøse doktriner mellem hverken paven eller den ortodokse kirkes patriark eller muslimske lærde, som politikere så senere tilsluttede sig. Jeg ser snarere religionens rolle som noget sekundært, men altså ikke desto mindre meget betydningsfuld, som en faktor, der var med til at anstifte krigen. Men de politiske årsager til krigen er helt åbenbart de mest betydningsfulde. Det handler som bekendt om at tilrettelægge grænserne mellem de nye selvstændige lande, som bryder ud af det Jugoslavien, som samtidigt falder fra hinanden. Det handler om modsætningen mellem kravet om selvstændighed fra de nye lande, og kravet om overhøjhed, som udgår her fra Beograd, konkret fra daværende præsident Slobodan Milosevic. Og efter hans opfattelse skulle man følge hans direktiver og implementere hans planer og støtte ham, ellers gerådede man ud i en voldelig konflikt. Det var altså disse politiske grunde, der antændte konflikterne. Men igen; man kan ikke have en politisk konflikt her på Balkan, uden at der også er et etnisk element til stede. Derfor bliver den politiske konflikt meget hurtigt til en etnisk konflikt. Og religionen er simpelthen en del af dette komplekse fænomen, der hedder ‘etnicitet’.”
“Her på Balkan er man over alt monokonfessionelle, hvilket vil sige, at tilhører man en given etnicitet, så tilhører man også automatisk et givent trossamfund. Er man serber, er man kristen ortodoks, er man bosniak er man muslim, er man kroat er man katolik. Den eneste undtagelse er albanerne, som tilhører tre eller fire forskellige trossamfund. Men altså i Bosnien havde vi de tre grupper med monokonfessionalitet, og så kunne man heller ikke i konflikten undgå elementet med religion. Krigen begyndte altså ikke af religiøse grunde per se. Men som noget sekundært, så var religionen igen en del af de etniske forskelle. Det religiøse element blev under krigen tydeligt ved, at religiøse symboler som kirker og moskeer blev brændt ned og ødelagt. På denne måde hævdede man sin overhøjhed over et givent territorium overfor en anden gruppe. Eller også blev gejstlige fra de forskellige retninger mishandlet eller dræbt, også som en del af krigens budskab grupperne imellem. Men fordi religionen bare er en del af den etniske sammensætning, er det rigtigt at kalde det etnisk udrensning. Man ville af med de andre, af den anden etnicitet. Man ville hævde sin eneret til et givent territorium.”
- Er det ikke rigtigt at sige, at det i et vist omfang er andre organisationer, altså de nationalistiske partier, som er stedfortrædere for de religiøse organisationer og som udkæmper krigen om identitet og religion?
“Nej, det forholder sig nærmere omvendt! Det er religionen, der anvendes i den politiske kamp. Det er religionen, der instrumentaliseres i denne krig. Men det forholder sig ikke sådan, at det kun er politikerne, som kan beskyldes for denne instrumentalisering af religionen. For de religiøse ledere, hierarkierne inden for både den ortodokse kirke og inden for de muslimske religiøse organisationer, accepterede med glæde at blive instrumentaliseret i den politiske kontekst. Det kunne man iagttage - for serbernes vedkommende - ved at biskoppen i Bosnien ofte var til stede ved politiske møder, og viste sig offentligt sammen med den politiske leder Radovan Karadzic og den militære leder Ratko Mladic. Desuden kan man, når man dykker ned i de historiske arkiver, se at også her i republikken Serbien støttede kirken i begyndelsen af 90’erne Milosevic i en kort periode. Men da krigen begyndte i Bosnien den 6. april 1992 allierede kirken sig med de bosniske serbere, med Radovan Karadzic. Og da Milosevic senere brød med Karadzic, fordi de bosniske serbere stemte imod fredsforslaget fra den såkaldte kontaktgruppe, da fortsatte kirken med at stå på den radikale linje sammen med de bosniske serbere. Denne støtte indebar, at kirken ikke på noget tidspunkt udtalte sig imod den etniske udrensning eller krigsforbrydelserne, som blev begået mod de civile muslimer. Alt foregik dog lige for øjnene af dem, kirkens mænd var øjenvidner til det hele. Men ingen protest! Tværtimod, når der kom fredsforslag på bordet, som det fra den såkaldte kontaktgruppe i 1994, om kantoninddeling af landet, og når enkelte medlemmer af parlamentet i Pale ymtede noget om at acceptere sådanne forslag, så var det kirken i Bos-nien, der talte imod det, især biskopperne. De ønskede krigen skulle fortsætte, de ønskede for alt i verden at beholde de territorier, som var vundet ved etnisk udrensning, mordkampagner, krigsforbrydelser. Det er der, hvor jeg ser det egentlige problem. Og selvfølgelig er fællesnævneren her nationalisme.”
- Hvordan vil De definere denne klerikale nationalisme, hvis vi her koncentrerer os om den serbisk ortodokse kirke?
“Den er baseret på myter, nogle historiske overleveringer, historiske begivenheder, så som slaget på Kosovo-sletten for 600 år siden, altså afgørende momenter i historien for den serbiske nation. Heri indgår konger og helgener og andre figurer, og det er en historie, hvor det handler om, at man kan miste det jordiske gods, det jordiske kongedømme, men man kan ikke miste det himmelske rige. Det er historier, som indeholder metafysiske, eskatologiske dimensioner, historier om det evige Serbien, og om de sidste tider - alt dette udspringer af de overleveringer, der findes om slaget på Kosovo-sletten. Disse myter bliver så fra tid til anden genoplivet af nationalistiske filosoffer og forfattere, for at de kan blive instrumentaliseret i den politiske kamp, bl.a. af filosoffen Nikolej Velimirovic, der lige er blevet kåret til helgen i den ortodokse kirke, myter der handler om kampen mellem islam og kristendommen.”
I den periode, hvor udrensninger foregår, helt tidligt fra april 1992 og til den store massakre ved Srebrenica i 1995, og hvor kirken er med helt fremme og støtter de mest radikale elementer blandt nationalisterne, må man spørge sig selv om, hvordan de klerikale kunne forsvare disse forbrydelser og med hvilke argumenter? Man har været vidne til massakrer på børn, kvinder og mænd i Bijeljina og Zvornik, man har været med, hvor militser har myrdet civile muslimer i landområderne i hele Østbosnien eller fordrevet dem.
Hvordan har man kunnet forklare, at det var etisk rigtigt at handle sådan? Man har også været vidende om, at disse gerninger blev begået af kriminelle, som var hyret fra fængsler i Serbien, og inkorporeret i indenrigsministeriets styrker, og hooligans fra Beograd.
Forskere anvender i denne forbindelse et begreb som ‘post-emotionalisme’. Det beskriver det forhold, at når man konfronteres med f.eks. massakren i Bijeljina mod uskyldige civile muslimer, så begynder man at levere fortællinger om hvad der skete med uskyldige serbiske civile under den Anden Verdenskrig. Og da i stedet for at behandle det, som rent faktisk sker i samtiden, så forholder man sig til hvad der skete 60 år tidligere. Og i stedet for at behandle hvad der sker, så leverer man fortællinger om, hvad der skete engang, hvilket skaber den konsekvens, at man aldrig kan behandle og forholde sig til det, der rent faktisk foregår foran øjnene på én. Samtiden forsvinder i en evigt genkommen ‘post-emotionalisme’, der permanent dramatiserer historien og instrumentaliserer den.
- Hvordan vil De beskrive, hvad der sker inden for kir-ken i perioden op til krigen, hvor hele Serbien er i brand og hvor man udgraver serbiske ofre fra den Anden Verdenskrig - aldrig de andres ofre. En canadisk antropolog, Catherine Verdery, har skrevet en bog om dette fænomen med udgravninger og processioner, hvor man bærer rundt på resterne af de døde rundt langs ruter i Bosnien, hvor man ville skabe et rent serbisk område.
“Det er nærmest et nekrofilt fænomen. Dette befordrede faktisk betingelserne for krigen, vil jeg sige. Vi har nogle forskere her på sociologisk institut, som har foretaget diskursanalyser af den religiøse presse i denne periode fra 1989 til 1991, inden krigene begyndte, af f.eks. kirkens officielle avis Pravoslavlje, og disse analyser dokumenterer meget aggressive, intolerante tekster, som forberedte hvad der senere skulle ske. Men den almindelige politiske presse fulgte godt med. Også radio og tv. Så alt var klart inden det første skud blev løsnet, forberedt af journalister. Om kirkens rolle, så kan måske sige, at man der led af en art kognitiv dissonans i forbindelse med forbrydelserne. En art patologi. Man kunne ikke tro på at serberne - som et folk - kunne begå forbrydelser. Og selvfølgelig har man haft et magtfuldt reservoir at øse af, når man skulle pege på alle de serbiske ofre fra Anden Verdenskrig. Først og fremmest det nazistiske kroatiske quislingregime og koncentrationslejren Jasenovac, og også forholdene i Bosnien, hvor man havde en muslimsk SS-division. Sådan noget kunne vende tilbage, sagde man fra kirkens side. Man har også fastholdt myten om, at Kosova har været serbisk siden det 14. Århundrede, også selv om Serbien bare har haft jurisdiktion over området siden ambassadørkonferencen i 1913 efter balkankrigens afslutning! Der er altså mange misopfattelser, men dem har kirken været med til at sætte i omløb samtidig med at den selv har været fuldstændigt kontamineret af nationalisme, intolerance og had.”
“Den serbiske kirke kunne overhovedet ikke forholde sig til sin egen kristne, universelle og etiske arv. Den allierede sig i stedet med de værste sekulære kræfter, der promoverede nationalisme og chauvinisme. Jeg tror, at den serbiske kirke i denne periode mistede meget af sin troværdighed, og desuden vil jeg mene, at den så at sige blev sekulariseret i denne proces.”
“Et af de seneste eksempler jeg kan komme på, var da Amfilojije, kirkens nummer to, holdt tale ved den myrdede premierminister Zoran Djindic’ begravelse, hvor det han sagde, det var en absolut skandale. Først talte han om NATO’s bombardement, og forsøgte at få det til at se ud som om det ene kunne være lige så ondt som det andet, noget som var helt upassende at nævne i denne sammenhæng, hvor vi står ved den myrdede premierministers båre. Og så siger Amfilojije, at Djindic’ blev myrdet af ‘broderhånd’. Hvilken slags broderhånd er det? Han blev myrdet af kriminelle, af mordere, af folk fra de serbiske einsatzgrupper i Bosnien, der arbejdede for staten og for det hemmelige politi.”
“Nu nævner jeg slet ikke, hvad der er sagt af f.eks. Biskop Atanasije i Bosnien, der fulgte efter politikerne i parlamentet i Pale med et kors for at få dem til at makke ret, og talte for, at man ikke måtte opgive belejringen af Sarajevo. Disse mennesker er jo kriminelle, og deres taler er opfordring til voldsudøvelse. Som militslederen Arkan sagde, så havde han kun én kommandant, og det var patriarken Pavle, den øverste for den ortodokse kirke her i Serbien! Kirkens mænd har også i det hele taget keret sig meget om de anklagede krigsforbrydere ved domstolen i Haag. De har været til stede hos både Milosevic og Sjeselj bl.a., men aldrig, aldrig når journalister og andre her i Serbien er blevet myrdet, folk som er helt og aldeles uskyldige. Der har vi aldrig set kirkens mænd.”
“I dag instrumentaliserer kirken så sin teologi i en ny politisk kontekst. I dag er man meget imod alt europæisk, vestligt, verdsligt, man er imod demokrati, frie intellektuelle, menneskerettighedsorganisationer, rettigheder for homoseksuelle osv. Alt moderne er under beskydning. Dette er også videreført til en helt ny generation, til unge mennesker, der er medlemmer forskellige para-klerikale organisationer, så som f.eks. Obraz. De er stærkt antidemokratiske, antisemitiske og antimuslimske. Alt sammen med velsignelse fra den serbisk ortodokse kirke.”
- Hvad siger De til det som Abdal Hakim Murad peger på, at ingen andre kristne kirker i Europa med så meget som ét ord forholdt til massakrerne og forfølgelserne af muslimerne under krigen? Og heller ikke i dag er det noget, som man ønsker at erkende.
“Uden en erkendelse af hvad der er sket, så vil der ikke kunne finde nogen forsoning sted. Alle må erkende, hvad der er sket, også uden for Balkan. Man må se i øjnene, hvilke forbrydelser der blev begået mod mennesker af en anden tro, ellers vil ingen forsoning være mulig. Kirkernes Verdensråd må se det i øjnene, Den europæiske kirkekonference osv. For jeg er sikker på, at sand forsoning og sand tilgivelse beror på, at vi er fælles om sandheden. Man må være kritisk mod sig selv, sådan som de tyske kirker har vist de kunne være det efter Anden Verdenskrig. Men kirken her snakker bare udenom. Den er ynkelig. Den hader menneskeretsgrupper, som konfronterer folk med sandheden om krigens forbrydelser. Kirken ser disse grupper som forrædere.”
Milan Vukomanovic er sociolog ved universitetet i Beograd.Anden del af Jens-Martin Eriksens lille serie om den kristne kirkes rolle i folkemordet på muslimer i Bosnien følger i mandagens Information