"Mine børn kommer til at sige: Hvad fanden lavede I? Hvad fanden tænkte I på?"

Tv-fotograf under den dramatiske afslutning af FN's klimamøde på Bali lørdag

MAN KAN ROLIG være bekymret efter det internationale samfunds to uger lange klimamøde på Bali. Ministre og andre ledende regeringsrepræsentanter fra næsten alle nationer på kloden kom til Bali for omsider at få udmøntet FN's 14 år gamle klimakonvention, hvori 192 nationer har bundet sig til at "opnå (...) en stabilisering af drivhusgas-koncentrationerne i atmosfæren på et niveau, der vil hindre farlig menneskeskabt påvirkning af klimasystemet." Det udsagn er af FN's Klimapanel IPCC oversat til, at de globale udledninger må toppe inden for 10-15 år og være halveret i 2050, herunder at i-landenes udledninger som første skridt må reduceres med 25-40 pct. i 2020.

Det efterhånden gamle løfte til verden skal ind-fries med en ny, handlingsrettet aftale gældende alle lande og til ikrafttræden i 2013, når den nuværende Kyoto-aftale - som ikke forpligter USA og u-landene - er udløbet. Aftalen skal først vedtages i København i 2009, men rammer og køreplan for processen skulle forhandles på plads på Bali.

Efter den første uges drøftelser fremlagde FN's klimasekretariat et forslag til sluterklæring, der henviste til "de entydige videnskabelige beviser", ifølge hvilke landene må præstere de ovennævnte reduktioner. Klar tale med klare tal og forpligtelser i teksten. Meget lovende.

DEREFTER STARTEDE hundeslagsmålet. Med et USA, der under ingen omstændigheder ville have omtale af konkrete forpligtelser. Et Saudi-Arabien der mente, olielandene bliver chikanerede og vil have erstatning for tabt indkomst, hvis verden bevæger sig bort fra fossile brændsler. Et Kina og Indien med høj vækst i CO2-udledningerne, men stærk modvilje mod forpligtelser, hvis ikke i-landene går foran. Og en række andre lande, som hver især støttede en af ovennævnte positioner.

USA var primært på kollisionskurs med EU, der insisterede på de videnskabeligt begrundede reduktionsmål.

"Det er afgørende for EU, at dette forbliver i teksten. Vi vil arbejde meget hårdt for at overbevise dem, der måtte mene, at det ikke er nødvendigt," sagde EU's miljøkommissær Stavros Dimas. Klimaminister Connie Hedegaard sagde det samme.

Men da det hele endte højdramatisk lørdag efter et døgns forlængelse af forhandlingerne, med Kina der to gange forlangte det afsluttende plenum suspenderet, med FN's klimasekretariatschef der brød ud i gråd, med USA der ene af alle nægtede at godkende den sidste lille indrømmelse til u-landene og med FN's generalsekretærs tilbagevenden til Bali for at afværge et åbent sammenbrud, ja, da var det med en slutdeklaration klinisk renset for forpligtende reduktionsmål og bogstaveligt talt med videnskaben henvist til en fodnote. Dertil fire-fem sproglige kattelemme der til enhver tid gør det muligt for USA og andre at afvise konkrete nedskæringsforpligtelser i Københavns-aftalen.

Så langt kom regeringerne på et møde, hvor de var under konstant pres fra alverdens medier, ngo'er, erhvervsorganisationer, videnskabsfolk og klimaofre for at præstere ansvarlige fremskridt. Og hvor forhandlerne undervejs fik pædagogiske hilsner fra virkeligheden i form af nye meldinger om ildevarslende rekordafsmeltning af isen på Nordpolen og i Grønland. Da det kom til stykket, gav alle efter for USA - fordi der ellers ikke var blevet nogen Bali-køreplan. Og for at føje spot til skade udsendte Det Hvide Hus efter mødet en pressemeddelelse, hvor man udtrykker "alvorlig bekymring" over sluterklæringen, som man mener stiller for få krav til de store u-lande.

DET ER SÅDAN, verden ser ud. Der er fortsat en afgrund mellem på den ene side videnskabens entydige meldinger, bekræftet af stadig mere foruroligende klimaændringer, og på den anden side mange regeringers fortsatte optagethed af nationale særinteresser og økonomiske prioriteter. Der er et skræmmende misforhold mellem de tidsfrister for handling, klimaets udvikling sætter, og det tempo det internationale politiske system bevæger sig frem i. "Ingen må tro, at en aftale i København er en given ting," sagde Connie Hedegaard lørdag. "Der er masser af sten på vejen (...) nogle af dem er store."

Det eneste, man ikke kan bruge denne tingenes tilstand til, er at fortvivle. Man kan nære et berettiget håb om, at meget ændrer sig, når USA om godt et år får en ny præsident. Men den vigtigste lære af Bali-balladen er måske, at det politiske system - globalt, regionalt og nationalt - ikke er gearet til at magte denne type udfordring, hvor man ikke som i handels-, sikkerheds- og mange andre spørgsmål bare kan tage en runde til, hvis enighed udebliver. De vigtigste aktører, hvis klimakatastrofen skal afværges, er måske erhvervslivet, ngo'erne, borgerne. Ikke bare som pressionsgrupper, men som dem, der tager ansvar og går ud og realiserer den klimavenlige adfærd og teknologi. En global bevægelse, der skaber en ny verden, som Al Gore sagde til Bali-mødet.