I lederen onsdag den 12. december fik vi forklaret, at danske nødhjælps- og udviklingsorganisationer skal dække 10 procent af deres udgifter med indsamlede midler og derfor er blevet til en hjælpeindustri, der på denne tid konkurrerer indbyrdes og med andre industrier om at få andel i de 15 milliarder kr., vi gavmilde danskere spenderer på julegaver.
Det kræver opfindsomhed og reklamer at sælge godgørenhed i skarp konkurrence med fladskærme, pelse med tilhørende designede tøjbøjler i rustfrit stål, elektriske brødknive, etc., der skal afsættes til alle dem, der har brug for reklamens hjælp til julegaveidéer. En således kommercialiseret hjælpeindustri skal ligesom andre industrier have direktører, der magter opgaven. Og den slags - som den nu forhenværende Dansk Røde Kors’ Jørgen Poulsen - koster penge. Det er den nye virkelighed, som der står i lederen.
Således bliver vi belært om, at de, der er dumme nok til at slippe skejserne på det gedemarked, nogle af disse hjælpeindustriers managers har fundet på, ikke har forstået en brik af det hele. “Gedeshowet, som i sandhed er så hattedamet, at man må glippe med øjnene,” står der i lederen.
Som én af hattedamerne glippede jeg en gang med øjnene og tænkte: Er jeg, der har købt både høns og geder til en kvinde i Afrika, dummere end ham, der har købt en elektrisk brødkniv til sin kone? Er de, der finder deres julegaveidéer i vulgære fjernsynsreklamer og reklameaviser, klogere end de, der køber dem på gedemarkedet? Er hende, der uden løn betjener én af Røde Kors’ genbrugsbutikker, mindre agtværdig end hende, der scorer profitten ved at sælge dyrt tøj, lavet af slavearbejdere i Bangladesh, i en luksusforretning? Hvem er det egentlig, der trækkes rundt ved næsen af hvem i denne opreklamerede globale fattigdoms-velstands-fest?
Jeg ved da godt, at en ged og en flok høns til en fattig kvinde i Nigeria ikke afhjælper den destruktion af de afrikanske samfund, som slavehandlens og kolonitidens massakrer afstedkom, og heller ikke afbøder den obstruktion af afrikanske bønder, som EU’s landbrugspolitik er. Ulandsforskerne har da ret i, at der skal andre boller på suppen. Men det kommer der ikke før juleaften. Så de behøver da ikke at være så sure over, at hattedamer som mig giver en ged i stedet for at bidrage til den overordentligt profitable omsætning af alt det overflødige, opreklamerede kinesiske isenkram, som driver den danske økonomi.
Jeg tror ikke, at geden bliver slagtet, og hønen kommer i suppegryden lige med det samme. Men hvis det sker, så er glæden derved nok større end ved endnu en pakke under et dansk juletræ. Og ingen skal bilde mig ind, at høns og geder obstruerer nogen anden ulandsindsats, eller at denne gedemarkedsdebat afleder opmærksomheden fra det større problemfelt og de danske hjælpeorganisationers vilkår. Informations lederskribent har da i det mindste fået fremdraget perspektivet i en ny virkelighed, hvor ydmyg bistand her og nu bliver fremstillet som de enfoldiges bidrag til en kommerciel hjælpeindustri.