Klokken 10:30 mandag formiddag (i går) ringede fru Nielsen fra Valby Langgade og gik sin vane tro straks lige på:

"Nu har jeg læst jeres leder på side 2 om Bali. Jeg forstår den ikke."

- Hvad gør du ikke? Den er jo isnende klar: Klima-mødet var en fuser og det eneste fremmedord i den er CO2. Det har du vel efterhånden fundet ud af, hvad er for...

"... det er ikke det, det er fortvivlelsen. Det er den, jeg ikke forstår."

- Det var satans, véd du ikke, hvad fortvivlel...

"Jeg véd udmærket, hvad fortvivlelse er, og i øvrigt skal du ikke bande. Du bander alt for meget, det har jeg sagt mange gange."

- Undskyld. Men hvad er det så, du ikke...?

"Er han fortvivlet eller er han ikke fortvivlet, ham der har skrevet den leder? Hele vejen handler den om, hvor fortvivlende det er gået med at redde Jorden fra at blive ondsindet om 10-15 år. Så den måske begynder at udrydde os allesamen, og vi ikke kan standse det. Alligevel slutter han med at skrive, at 'det eneste, man ikke kan bruge denne tingenes tilstand til, er at fortvivle'. Sig mig, har han fået hedeslag derovre på Bali?"

- Det tror jeg nu ikke. Selv om det ikke ville være mærkeligt, sådan som det endte.

"Netop."

- Hør nu her: Det kan godt være, det er fortvivlende...

"Hende Kirsten Halsnæs fra Risø/DTU siger jo, at hvad politikerne gør eller ikke gør lige nu, har virkninger mange hundrede år ud i fremtiden. Men de fortsætter bare, som om det var en af deres sædvanlige pjattede valgkampe om topskatten og den slags."

- Ja, ja, ja, det er fortvivlende...

"Hvorfor skriver han så, at man ikke må fortvivle?"

- Du må sgu godt, undskyld, du må da godt fortvivle, kære fru Nielsen. Det gør jeg også. Det nytter bare ikke noget.

"Hvad nytter så?"

- Det han skriver: 'De vigtigste aktører, hvis klimakatastrofen skal afværges, er måske erhvervslivet, ngo'erne, borgerne. Ikke bare som pressionsgrupper, men som dem, der tager ansvar og går ud og realiserer den klimavenlige adfærd og teknologi. En global bevægelse, der skaber en ny verden, som Al Gore sagde til Bali-mødet'.

"Nå."

- ?

"Er der ikke mer'?

- Hvad skulle der være mer'? Hvad skal vi ellers gøre?

"Det skal du da ikke spørge mig om, det er jo dig, der skriver i avisen. Men jeg kan godt fortælle dig, at jeg aldrig har noget stand-by-lys tændt. Aldrig, for så bliver min niece stiktosset, hvis hun kommer og ser det. Og hun har også fået min datter til at købe el-spare-pærer til mig. De to tøser har været og rodet med alle mine lamper, bare fordi niecen læser din mærkelige avis og låner den til mig bagefter. Lav-energi-køleskab har jeg også måtte købe af hensyn til dem. Nu tør jeg knap nok tage en bil, når jeg har været ude og købe julegaver og ikke kan have dem allesammen på cyklen."

- Så skulle du måske ikke købe så mange julegaver.

"Årh, spar mig for din frelsthed, hykler. Hvad gør du selv, når du er ude i landet, og folk kommer og henter dig i deres bil? Løber du så bagefter den hjem til dem? Men nu skal jeg fortælle dig to ting. For det første vil mine børnebørn slet ikke forstå, at de ikke længere skal have ordentlige julegaver af deres mormor, når alle deres kammerater får store gaver af deres bedsteforældre. Det minder mig for resten om, at over for dem kan jeg slet ikke tillade mig at være fortvivlet, for så bliver de helt ude af det. Mormor skal i hvert fald være glad, det er min datter nemlig ikke altid. For det andet er min forhenværende svigersøn ufaglært håndværker, han er virkelig god, medlem af 3F og så videre, men han har altså 22 km til arbejde og 22 km hjem igen. Det kan han simpelt hen ikke få til at hænge sammen med hjemmefronten, hvis ikke han har bil. S-togene går jo aldrig mere til tiden og hver anden bus-afgang har de sløjfet. Folk kører alligevel i deres egen bil nuomstunder. Hvad skal min forhenværende stille op med jeres leder? Jeres nye globale bevægelse? Hvad han har brug for, er nogle lette sporvogne, han lige kan hoppe på og af."

- Jamen, så skal din svigersøn...

"Forhenværende."

- Så skal din forhenværende svigersøn da bare kræve de sporvogne.

"Af hvem?"

- Af politikerne, selvfølgelig.

"Du har lige sagt, politikerne ikke duer længere."

- Æh...

"Ham der Klaus Bondam, vores miljøborgmester her i København, har også været omkring Bali og bl.a. fortalt, har jeg læst, at vi har indført grønt lys efter cyklisternes og ikke bilisternes gennemsnitshastighed på Nørrebrogade . Fint nok, men hvad nu hvis vi borgere spærrede Nørrebrogade af, for vi har tradition for det, og lagde skinner ned til sporvogne, så bilerne slet ikke kunne køre der?"

- Flot. Lige i avislederens ånd, tror jeg.

"Anarki, går jeg ind for, men ikke voldelig anarkisme. Bondam og de andre politikere skal godkende det, ellers er jeg ikke med."

- Heller ikke jeg, men det er jo det, erhvervslivets, ngo'ernes, borgernes globale bevægelse går ud på: At vi med liv og virkelyst, aktioner og desperation, kald det så bare fortvivlelse, får politikerne til at beskæftige sig med virkeligheden inden det er helt for sent.

"Vi er altså enige. God jul og skinnehjul."