Identitet er selvfølgelig også en vigtig del af den elektroniske musikudøvers virke. Vi vil alle anerkendes som individer, subjekter og objekter for alskens former for begær eller anerkendelse. Og kampen for dét, for kunstnerisk anerkendelse og for transmissionen af selvforståelse eller selviscenesættelse sker også på hver evig eneste cd, du får fingrene i. Men den kæmpes på forskellige fronter, og det kan erfares på fire nye danske elektroniske plader.
27-årige Tilde Rønne-Christensen, der har fritskrabet sit fornavn og gjort det til kunstnerditto, arbejder således med en erotisk melankolsk selviscenesættelse, en slags køligt sanselig førsteelsker.
Cha Cha Cha hedder hendes debutalbum, og det er ikke en overrumplende udgivelse. Tværtimod følger den en konsolideret kropslogik, som vidner om inspirationer fra den hi-nrg-disco, som i det 21. århundrede blev døbt electroclash, og den vidner om inspirationer fra den muterede synthpop, vi oplever i disse år med The Knife som ubetinget flagskib. Og her er afklange af Miss Kittin, Fischerspooner og Goldfrapp.
Det er syntetisk smældende fintsnittet moderne dancepop. Og det er alt sammen kompetent, ja da, og Troels Abrahamsen (alias Supertroels m.m.) har produceret, jo tak. Men selv om Cha Cha Cha præsterer frække skud fra det ene sæt hofter til det andet (“Multiply”, “Cubic Laughter” og “Chocolate Melts Away”), så er det ikke en forløst plade. Til det er den for artigt eftersnakkende, lige som Tilde heller ikke er trådt frem bag slørene af kopieret sensualitet og lånt melankoli - hvilket måske markeres tydeligst med plankningen af en af The Knifes geniale vokalstrategier på tracket “Toss Away”.
I kulturen er man nødt til at stjæle for selv at kunne præstere et udtryk af værdi. Men efter tyveriet og før det værdifulde udtryk kommer den personlige bearbejdning af rovet. Ellers kommer man aldrig til - som det hedder med en anmelderkliché - at træde i karakter. For karakter, dét skal der trædes i, hvis man skal have sig en respektabel kunstnerisk identitet. Dét arbejde er ikke færdiggjort hos Tilde. Der er med andre ord ikke fundet nogen klar individualisering sted, hverken når det kommer til vokal, sangskrivning eller rytmisk forførelseskunst. Endnu.
Identitet synes til gengæld at være en skinger uregerlighed i Alice Roses tilfælde - en tilstedeværelse i sangene, som forårsager statisk elektricitet og buler og hudafskrabninger på hendes andet album, Mora With The Golden Gun. Som gemmer på en sær, frastødende funky, udskridende melodisk, skingert designet electropop. En stærkt krukket avantgarde-disco, som nogle måske vil kalde hysterisk og andre kunstnerisk, men som i hvert fald ikke undgår at forfriske.
Alice Rose leger både med arketyper som Autobahn og James Bond og skaber morsomme og smukke ballader som “Lumberjack”, der blander englekor, motorsav og ord som Hey ho, lumberjack, will you give me a fucking break. () Why not find something else to do. Like swimming with dolphins” - afsunget med nuttet pigekammervokal.
Hun stryger bratsch, cello, ordner glockenspiel og samplet slagtøj, mobber legetøj, sætter stueorgel i stikket (“Casiodance” hedder et nummer), bruger støj og kombinerer i det hele taget kækt sine akustiske og elektroniske instrumenter. Hvilket f.eks. kan resultere i 8 bit-rokoko eller suppe, steg og is-triphop.
Som sanger befinder hun sig et sted mellem Björk, Lydia Lunch og Roisin Murphy uden at blive en kopi, snarere et uvejr af personlighed.
Selvbeherskelsens kunst mestrer hun ikke altid lige godt, og det kaster både elektrisk ekspressionisme, men også unødigt krukkeri af sig. Her vades der bare mere rundt i karakteren, end der reelt trædes i karakter.
Identiteten udbredes således i en serie strittende og uegale kramper, der kan virke uredigerede og dermed aldrig uvedkommende. Det ville hjælpe med lidt mere kompositorisk prægnans i de svageste lydspor til hendes udfoldelser, men som helhed er Mora With The Golden Gun et mere end lovende bekendtskab med en strømførende dame.
Der er også helt klart noget mere end lovende over samarbejdet mellem duoen Schweppenhäuser/Thomsen og digteren Morten Søndergaard. Hjertets abe sparker sig fri hedder deres fælles anstrengelser, der former sig som en række ambitiøst tårnende arkitekturer, som digteren viser sig i eller over, før eller siden. F.eks. syv minutter inde på den otte et halvt minut lange åbningsskæring “Senere”, hvor man bl.a. hører ordene: “Hør månens subwoofer som lydlig pumpende/Gevinst over træerne/Mens en gummigeds gevir graver røster fri under brysterne”.
Det er digtekunst skrevet til formålet og af højeste oktan. Og den udfoldes i dramatiske lunger af digitalt liv, hvor det knager og brager, hvor der brydes ned og bygges op, hvor maskinerne lyder som organiske nervøse neurotiske bæster, men også som evighedsmaskiner, der har drukket sig fulde i stjernetåger.
Jakob Schweppenhäuser og Emil Thomsen formår at skabe deres egen industrielle og glitchende ambient-variant fuld af Sturm und Drang og med inspirationer fra især Autechre, men også Oval og Brian Eno, sågar Vangelis. Og måske Goethe.
Kombinationen mellem ordet og programmeringerne får mig især til at tænke på tyske AG(F), der over flere plader har forfinet sin egen opskårne og gnistrende electronica fuld af brudflader og digterisk tale.
Schweppenhäuser/Thomsen arbejder sine steder mere harmonisk romantisk og nærmer sig dermed 80’er-stemninger med mindelser om Lars Hugs/Søren Ulrik Thomsens City Slang og tidligere endnu: David Bowies og Enos ambiente u-bahn-ture på Heroes. Det resulterer f.eks. i det fremragende og episke stykke sammenbrudsromantik og glitch-inferno “Konge over alting”.
Jeg kan godt blive lidt irriteret på Søndergaards oplæsning, der - ifølge min erindring - kan lede tankerne hen på alt for seriøse digtoplæsninger i 1980’erne. Det kan af og til virke, som om Søndergaard har gjort, hvad han nu engang gør, og så har Schweppenhäuser/Thomsen sat musik til dét. Og det bliver af og til lidt stift. Så måske er det funk, jeg savner. Måske er det bare lidt mindre selvhøjtidelighed.
Der er flere undtagelser fra denne indsigelse som “Zirconium”, hvor det fungerer fremragende, måske fordi duoen gør en dyd ud af at følge digterens rytme og udstanser den med dumpe beats. Og dette irritationsmoment kan i det hele taget ikke skygge for en strålende udgivelse, der fra første sekund holder sin egen seriøsitet stolt i hævd.
Og respekt for det. For også det har vi brug for. Ikke mindst når skønheden kan være så panoramisk og tårnende og episk og nedbrudt som her.
Og lad os dermed fortsætte ud i de egne, hvor man kan hævde at egoet opløses. Derude hvor beatsene slipper, takker af og trækker til rasteplads et sted i computeren.
Derude finder vi P Jørgensen, der album-debuterer med Lets The Sun Drag Itself Out In A Long Ray.
Det er ambient af den mest rolige og udflydende art - i høj grad Eno-farvet. Musik der får en til at fase ud og ind mellem virkelighed og lyd. Mellem højtalernes republik og vore egne membraner, der uden at bemærke noget suger Jørgensens musik til sig.
Så i hans tilfælde er der ikke så meget tale om at træde i karakter, snarere om at træde ud af karakteren eller måske rettere blot lade egoet fare.
Det er individet som en støvsky eller en mild stræben efter zen eller intethed eller måske bare lidt søndagshygge. I hvert fald en plade som man falder ned i, falder i søvn til, falder til i. Kompositorisk elegant i sin evne til at løfte lyde fra virkeligheden, fra de akustiske instrumenter, fra maskinerne og opløse dem i douce klangskyer og langsomme overblændinger.
Det er old school-ambient det her, og jeg oplever både behag og kedsomhed under påvirkning af P Jørgensens manøvrer og manipulationer. Men så handler det jo pludselig om mig. Men det gør enhver produktion af ord - og andre former for udtryk - vel uanset hvad.
Så, undskyld mig, jeg vil forlade dig nu, kære læser. Og lade musikken tale for sig selv.
Tilde: Cha Cha Cha (Elektrochok/Exlibris) www.exlibris.dk
Alice Rose: Mora With The Golden Gun (White+Red/A:larm)
Schweppenhäuser/Thomsen & Morten Søndergaard: Hjertets abe sparker sig fri (Geiger Records) www.geiger.dk
P Jørgensen: Lets The Sun Drag Itself Out In A Long Ray (Monotype Records) www.monotyperecords.com