Trods et massivt underskud garanterer topchef i JP/Politikens Hus Lars Munch, at selskabets gratisavis, 24timer, fortsætter, ligegyldigt hvad der sker i markedet. "Den økonomiske belastning er nu blevet så meget mindre, at vi fortsætter udgivelsen af 24timer i 2008 og videre frem. Uanset hvad der sker på markedet," siger adm. direktør for JP/Politikens Hus Lars Munch til business.dk. Topchefen spår, at 24timer vil give overskud i 2010. For halvandet år siden tog 24timer kampen op mod den islandsk ejede gratisavis Nyhedsavisen. "Efter halvandet år har vi selv fået syn for sagen. Der er ikke grundlag for en husstandsomdelt gratisavis. Derfor har vi justeret vores distribution, så en del af vores oplag er i trafikken og en del husstandsomdeles," siger Lars Munch til netavisen.