HVERT ÅR BLIVER cirka to procent af den danske befolkning udsat for vold. Sådan var det sidste år, og sådan var det for tyve år siden. Der er ikke nogen særlig grund til at formode, at tallet vil ændre sig i den nærmeste fremtid.
Vi ved temmelig meget om, hvordan vi kan bekæmpe vold og kriminalitet. Vi ved blandt andet, at overvågningskameraer kun virker mod kriminalitet i nogle helt bestemte situationer. De virker i parkeringshuse og kældre og ikke i tæt befolkede områder med mange forskellige aktiviteter; de virker mod hærværk og ikke i nogen særlig grad mod vold. Og de virker for eksempel dårligere end at sætte et par gadelygter op.
Hvad skal man bruge den slags tal til, når journalister vil vide, om almindelige mennesker ikke godt kunne tænke sig nogle flere overvågningskameraer i deres kvarter? Det svarede en række nørrebroere ja til i gårsdagens Information, efter at socialdemokraten Jan Andreasen foreslog kameraovervågning i bydelen.
Man kan for eksempel bruge tallene til at overveje, hvad det er, folk svarer på. Et godt bud er, at nørrebroerne er trætte af ballade i deres kvarter. Dét skal politikere og presse forholde sig til. Imidlertid må man også forholde sig til, hvad der faktisk virker, og hvad bivirkningerne ved indsatsen er. Her har pressedækningen af både befolkningens bekymring over kriminalitet og effekterne af kameraovervågning været eminent mangelfuld.
Således kunne medierne for nyligt rapportere, at andelen af danskere, der er meget bekymrede for vold og kriminalitet, er steget kraftigt siden sidste år. Det er sådan set rigtigt nok; blot skyldes stigningen et exceptionelt FALD i 2006; i dag er bekymringen så tilbage på samme niveau som 2003-2005, nemlig omkring en tredjedel: det laveste, siden målingerne startede tilbage i 1985 og viste, at to tredjedele af danskerne er meget kriminalitetsbekymrede.
POLITIKERE OG MEDIER har henvist til svenske og britiske undersøgelser af overvågningskameraers gavnlige effekt; også her mildest talt selektivt. En gennemgang af samtlige undersøgelser af gadebelysning og kameraovervågning gennem de sidste 30 år, som det svenske kriminalpræventive råd netop har udgivet, viser, at der IKKE findes nogen overbevisende dokumentation for, at kameraovervågning nedbringer kriminalitet i bykerner, gader, pladser og parker. Kameraerne virker i meget specifikke sammenhænge: på parkeringspladser og andre afgrænsede områder med nøje definerede adfærdsnormer, som gør det nemt at spotte afvigelser (som når nogen lister længe rundt mellem bilerne i stedet for blot at låse op og køre) og skride ind. Og de virker mod bestemte former for kriminalitet: Godt mod hærværk; ikke specielt godt mod vold. Endelig går et overraskende faktum igen: Gadelamper virker bedre end overvågningskameraer.
DET ER ET overgreb mod den personlige frihed at blive systematisk overvåget i det offentlige rum; tanken om, at dét kun er et problem for skidtknægtene bygger på en håbløs ide om, at man kan dele samfund op i gode og onde. Analyser fra Storbritannien viser, at video-overvågninger i 'blandede rum' som gader og pladser, hvor kriterierne for mistænkelig adfærd er uklare, forstærker stigmatiseringen af bestemte befolkningsgrupper: Unge indvandrere, hjemløse, autonome. I stedet for at kriminalitet er et samfundsproblem, som kan forstås, forebygges og behandles, signalerer overvågningen, at kriminalitet er en uforbederlig risiko, som er uden for menneskelig indflydelse og bare skal undviges.
Det er den ikke. Vi ved faktisk en masse om kriminalitet. Vi ved for eksempel, at selv om andelen af danskere, der udsættes for vold, ikke er steget, er andelen af danskere, der udsættes for GENTAGEN vold, steget betragteligt. Vi ved også, at denne vold typisk er foregået i forbindelse med et job. Vi ved også, at volden flytter sig stadigt senere ud på døgnet, så over en tredjedel af den i dag finder sted mellem kl. 1:30 og 5:30 om natten.
Vi ved også en masse om, hvordan kriminalitet forebygges. I Odenses Vollsmosekvarter har nærpolitistationer og intensiv patruljering nedbragt kriminaliteten til landsgennemsnittet. Almindelig tilstedeværelse i gadebilledet af pædagoger, betjente og socialarbejdere virker. Det samme gør kontakt mellem gammeldanske og nydanske beboere i de dele af København, hvor grupperne lever side om side uden nogen nævneværdig kontakt.
Det er ikke specielt indviklet, og det er heller ikke særlig svært at få øje på nedskæringer, der har gjort det af med effektive, forebyggende indsatser mod kriminalitet på gadeplan.
Det er ikke så moderne at tale om pædagogik, menneskelig kontakt og kriminalitet som en samfundsudfordring for tiden. Det er lettere for presse og politikere at kalde på nogle kameraer til at overvåge vores samfunds farlige elementer. Men vores samfund er ikke farligt, og også Nørrebros beboere fortjener, at det, man gør mod kriminaliteten, også er det, der virker.