SÅ skete det. Nej-bevægelserne fik kød på en anklage mod det europæiske samarbejde, de altid har fremført: at samarbejdet i EF og nu EU i det lange løb ville underminere både den nordiske fagbevægelse og den nordiske velfærdsmodel.

Den 18. december afsagde EF-domstolen dom i den såkaldte Vaxholm-sag. Sagen handler om, hvorvidt et lettisk firma har ret til at arbejde i Sverige på lettiske overenskomster og ikke på svenske.

Det har de, afgjorde EF-domstolen tirsdag, og det er "en chokerende dom imod nordiske lønmodtageres rettigheder", lød det fra den danske JuniBevægelses formand, Hanne Dahl. Hun kritiserede også , at EF-domstolen "mener, den har lov til at agere arbejdsret i de enkelte lande, og at den ikke regner de nordiske kollektive overenskomster for det papir værd, de er skrevet på."

MODSAT, og ikke overraskende, mente det danske medlem af Europa-Parlamentet, Anne E. Jensen fra Venstre, at dommen var "fuldstændig rigtig". Hun fremfører, at det i modsætning til i Danmark ikke er tilladt i Sverige "at konflikte mod en virksomhed, der har en overenskomst - undtagen hvis det er en udenlandsk overenskomst". Det er diskrimination, sagde hun med henvisning til, at det lettiske firma havde en hjemlig overenskomst, men blev udsat for kollektive svenske blokader. "Dommen angriber en svensk urimelighed, men altså ikke den danske model. Dommen anerkender fortsat den grundlæggende konfliktret," sagde hun.

Det kan Anne E. Jensen have ret i, men på den anden side er det utvivlsomt sandt, som en "dybt frustreret" formand for de europæiske socialdemokrater, Poul Nyrup Rasmussen, efter dommen sagde til Politiken, nemlig at konsekvensen af dommen naturligvis kan blive løndumping, som det hedder på socialdemokratisk - eller konkurrence på lønninger, som det hedder på nyliberalt.

DET er ikke til at vide, hvor vide konsekvenser, afgørelsen vil få. I Danmark afventer beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen en redegørelse fra sine jurister. Der ér grund til bekymring set med danske arbejdsmarkedspolitiske briller, men Europas socialdemokratiske politikere kan dårligt lade, som om de ikke kender konsekvenserne af servicedirektivet, som har til hensigt at skabe mobilitet og af EU's indre marked. Og som uden tvivl skaber arbejdspladser i Unionen, inklusive i de nye østlande, der kan gå ud over de rettigheder, som fagbevægelsen har skabt for 'gammeleuropæerne'.

Den udvikling er genstand for en politisk meget ømfindtlig diskussion i hele EU. Samtidig er det en uenighed, der viser, at EU er en politisk kampplads, hvor liberale, sociale og konservative politiske kræfter slås om at skabe morgendagens Europa.

Men inden temperamenterne løber af med en, er det værd at huske, at 'EU' ikke tager beslutninger, uden at de folkevalgte politikere står bag.

Det er dem, eventuelle klager skal rettes til, og ikke et ubestemmeligt liberalt monster i Bruxelles eller Luxembourg.