Ralf Christensen og Klaus Lynggaard giver deres bud på årets fem bedstedanske rockudgivelser

Ralf Christensen:

Natasja: I Danmark er jeg født (Playground)

Et kvalitativt tigerspring og et løvebrøl for kollektivet Danmark, der har glemt, at det er et kollektiv. Med sit andet album - sit første dansksprogede - indskrev Natasja (1974-2007) sig i en stolt, jamaicansk tradition for at bruge reggae og dancehall til at tale magten midt imod og rette pennen og mikrofonen mod samfundets skævheder. Hendes toast lyste med en fornyet ekspressionistisk og humoristisk kant, og hendes rytmik skar gennem den danske komfort som flammekaster gennem hjørnesofa. I Danmark er jeg født er en ildsprudlende ytring og en kontant krammer; smittende leveret, dynamisk produceret. Og hittet “Gi’ mig Danmark tilbage” vil blive en syng-med-klassiker, en værdig uptempo-arvtager for “I kan ikke slå os ihjel”. Natasja er allerede svært savnet.

Badun: Badun (Rump Recordings/VME)

Flimrende i sin subtile ynde. Fremelsket mellem hænder og harddisk på tre herrer, der betvinger tangenter, strenge, tromme-skind og blæsere - som manes til sitrende liv eller divideres i computerens mulighedsmillion for at genopstå som bittesmå udsagn uden genkendelig relation til kilderne. Men ikke med mindre musikalsk betydning. En moderne trio, som sætter 220 volts spørgsmålstegn til jazzen, som Miles Davis også gjorde i overgangen til 70’erne, og som Tortoise, Burnt Friedmann og Flanger gør det i dag. Og et mikrodynamisk album, hvor der ingen klar overgang er mellem det håndspillede og det finger-programmerede. En fornemt abstrakt, elektronisk og jazzet debut.

Efterklang: Parades (Rumraket/A:larm)

Vi er oppe, hvor vi møder basunengle og strygerfeer, sixtinske kor og stratosfærisk melankoli. På kompositoriske stilladser, der virker mere forankrede i traditionel skønhed end tidligere hos Efterklang. Gruppen, der overrisler os med blødt majestætisk musik, som tillader et væld af rolige detaljer og demokratiske omskifteligheder i de ellers så imposante strukturer. Under dunkende trommer og flyvske kor kan man høre violiners tilbageholdte vandmasser glitre, digitalisme sitre, træ- og messingblæsere diskutere fredsommeligt eller melodier mutere. Det organisk jordbundne trækker i det æterisk opadstræbende. Parades er en smuk demonstration af, at evolution sagtens kan være underspillet. Og det er et korrektiv til dansk musikalsk eftersnak uden videre indhold foran de selviscenesættende udråbstegn.

Peder: And He Just Pointed To The Sky (Lizard Shakedown Records/A:larm)

Eftertænksomheden får lov at sive gennem de gavmilde sprækker på Peders solodebut. Elektronisk og hånddrejet samt med lejlighedsvise vokaler af den mest tilbagelænet bluesede og soulede afart. med mindelser om Portisheads moderne blues, om turntablists med fornemmelse for rummet mellem beatsene såsom Dj Vadim og Dj Krush. Og om Matt Elliotts vemod. Men i sit eget gear. Maestroen forstår at udforske både den hjemsøgte uhygge i elektronikken og klagesangen i os alle. Spøgelsesagtig majestæt og intimt vemod. Og et pletvist decideret imponerende eksempel på, hvor mange følelser og hvor meget tyngde, der kan transmitteres uden brug af ordet.

Slaraffenland: Private Cinema (Rumraket/A:larm)

Der er en umiskendeligt behagelig genkendelighed over Slaraffenlands tredje album. Ikke fordi de lyder som sig selv på de foregående plader, men fordi de indskriver sig i den alternative rockhistorie uden at lægge sig som en skygge bag stoute forbilleder. Kvintetten formår at kombinere alternativ rocks stemninger og støj med mandekors bjergmassiver og blæserinstrumenters især jazzet behagelige, men også af og til mere klassiske kvaliteter. Sangene løfter sig lavmælt smukt, med mindelser om Polyphonic Sprees højtidelige løfter og med mønstre og udforskninger, som bl.a. Sonic Youth for længst har mejslet ud for eftertiden - men som her får nyt, vanedannende liv.

Klaus Lynggaard:

Anne Linnet: Akvarium (SONY-BMG)

Anne Linnet vendte stærkt tilbage i 2005 med det neddæmpede Her hos mig. At det ikke var en enlig svale, beviste hun så her i 2007 med det mere afvekslende og slagkraftige Akvarium, hvor hendes fandenivoldske, dansegulvsorienterede side stortrives side om side med hendes lyriske og inderlige jeg. For drum’n’bass-generationen lyder hendes uptempo-numre måske lidt arkaiske (der trækkes tråde tilbage til 1983-mesterstykket Marquis de Sade), men for os andre kunne det kun gå for hurtigt med at komme ud på dansegulvet og swinge vort lånte kød. Og hvad angår holdbare melodier har Linnet ikke mange ligemænd herhjemme, som demonstreret på to dybfølte oder til København, titelnummeret og det svidende smukke “Fodspor”.

Kenneth Thordal: Alt og intet (Sonet)

Nu spørger De sikkert inkvisitorisk: “Står De, hr. Lynggaard, ikke på venskabelig fod med denne Thordal?” Jo, jo og atter jo. Men derfor kan jeg jo godt mene, han er en exceptionel god - og meget underkendt - sangskriver og sanger. Ærlig talt forstår jeg ikke, hvorfor der ikke har stået mere blæst om hans tredje album. Og det er ikke fordi, der ikke kom andre gode dansksprogede skiver i 2007 - bl.a. leverede Olesen-Olesen, debutanter som Laura Mo og Källing, den gode Juncker, veteranen Allan Olsen og den altid suveræne Jens Unmack i den grad varen i år. Men skal jeg alene skele til, hvilken dansksproget udgivelse, jeg har hørt mest, kommer jeg ikke udenom Thordals skarpe satsning.

Figurines: When the Deer Wore Blue (Morningside/Playground)

I selskab med navne som The Kissaway Trail, Marvel Hill, Efterklang og Dúné søgte kvintetten Figurines i det forløbne år ud ad nye hoved- og biveje i forsøg på at aftvinge det felt, vi i daglig tale benævner rocken, nye klange, betydninger og udtryk. Når det så bliver When the Deer Wore Blue, jeg udvælger mig blandt disse lødige navnes udgivelser, er det simpelthen fordi Figurines’ musik besidder en dragende skønhed, der går lige i mig med træsko på. På én gang vildt hvirvlende og sært labyrintisk er det musik, man både kan gå på opdagelse og fare vild i. Arrangementerne er aldrig mindre end opfindsomme, produktionen overraskende og finurlig, sangskrivningen holder et højt niveau, om end trumfkortet måske i sidste ende er forsanger Christian Hjelms lyse og dragende stemme.

Speaker Bite Me: Action Painting (Morningside/Playground)

De anarkistiske neoekspressionister i den stildannende kvartet Speaker Bite Me lod sig på linje med bl.a. Led Zeppelin, Police og Spice Girls gendanne. Modsat de udenlandske koryfæer dog med det formål at genopfinde sig selv og præsentere nyt materiale i form af det aldrig mindre end udfordrende Action Painting, hvor frontfigurerne Martin Ryum og Signe Høirup Wille-Jørgensen efter nogle år på soloeventyr vendte tilbage til deres udgangspunkt med fornyet inspiration og energi. Og rytmegruppen gør noget højst usædvanligt for et indierockband, idet den swinger som en fatherfucker. Dele af musikhistorien køres respektløst, men også kærligt gennem SBM’s kværn, og hvad enten udgangspunktet er Pete Seeger, Prince eller Kate Bush, forvandler gruppen det hele til noget både dybt personligt og højst aparte. En gendannelse, der for en gangs skyld gav kunstnerisk mening.

Torben Steno & Johan Olsen: Pligten kalder (Universal)
Marybell Katastrophy: This is the one (Merger)

Ep’en - altså en udgivelse med 4-5 numre - har ført en omtumlet tilværelse, men i en tid hvor nye formater vinder frem (og vinyl-pladen er i fremgang!) er her to rigtig fine - kunstnerisk modsatrettede - eksempler på dens eksistensberettigelse. I lyset af den fæle skuffelse, Magtens Korridorer stod for i 2007, er det en fornøjelse at kunne pege på forsanger Johan Olsens forbilledlige samarbejde med Torben Steno på den melodisk stærke og genremæssigt gårdsangeragtige 5-sangs udgivelse Pligten kalder. Mens den århusianske trio Marybell Katastrophy viser uhørt potentiale inden for lettere psykotisk indierock med feminin slagside på deres fornemme 5-sangs debut-ep, der kun udkommer på vinyl - og ellers kun fås via download.