Ligegyldigt teater var der vist ikke noget af i 2007. Der var godt teater og mindre godt teater, men de fleste forestillinger emmede af engagement og overbevisning. De afspejlede samfundsdebatten på usædvanlig fysisk facon. Og ærligheden og modet var i højsædet, både hos teaterdirektørerne, men så sandelig også hos instruktører og scenografer - og hos performerne.
Det vestlige samfunds dekadence og globaliseringens desperate fortrængning af meningsløsheden stod for skud. Værsgo! 2007 blev året, hvor selv filmen forstod, at film skal ses i teatret … Flere forestillinger var teatraliseringer af vigtige film, som nu altså også opstod som teater med den liveoplevelse, som adskiller de to kunstarter fra hinanden. Her blev transformationen et yderligere plus for de valgte filmhistorier: Festen (Gasværket), Dogville (Grace Was Here) (Kaleidoskop), Hvordan vi slipper af med de andre (Århus Teater) og Med venlig deltagelse (Det Kgl. Teater). Desuden kom musikken ind i teatret med effektiv alvor. Både i form af lyddesign fra begavede øremennesker, men også i cabaret’er og shows og rap og standup, hvor musikaliteten gav samfundsengagementet ekstra punch. Livingstones Kabinet hittede f.eks. to gange dette år, både med den psyko-historiske Herr Schreber på Plex og med religionsfejden Babble-babble på Café Teatret. Freud, go home!
Videoscenografien er kommet for at blive, men Mikael Fock og Vision4 videreudviklede sin eyeliner-teknik - teknikken, hvormed performere kan glide ind og ud afvideobilleder - på K2 i Miraklet om en katolsk præst, der bliver gravid; (forestillingen opsættes i New York i 2008).
Dansen rykkede desuden rummet og det optiske bedrag en tålængde længere ind i pupillerne, da koreografen Kim Brandstrup og scenografen Steven Scott indtog Takkelloftet med Ghosts, hvor danserne dansede ivideomanipuleret lys, som fik tilskuerne til at se direkte ind i himlen. Og Jirí Kylián skabte en beåndet humanismedans i sin Silk & Knife, hvor 50 dansere bevægede sig synkront over scenen i kærlighedsrøde skørter mod en bedre verden. Tim Rushton mødte også lidenskaben, men mest døden i lidenskaben, mens han og Michael Kvium tryllede med kroppens kompromisløse verden i Passion for Dansk Danseteater.
2007 bragte tilsyneladende samfundet tilbage ind på scenen som den egentlige hovedrolle. Selv i de mest klassiske replikkonstruktioner anedes der et andet og højere formål end at afdække et plot. Som om personernes handlinger i højere grad blev set som reaktioner på omgivelserne. Som om teatret sprang ind i underteksten med det samme - som om symbol-laget pludselig blev lige så vigtigt som den egentlige handling.
Selv Alexa Thers Jeppe på Bjerget blev set ud fra voldtægtssamfundets overmagt; ud fra selvforsvarsideen om, at den, der voldtager, ikke selv bliver voldtaget. Skål, Jeppe! Når Kamilla Wargo Brekling fik så stor succes med sin Pis på Takkelloftet, var det ikke bare, fordi de fem mandeperformere i den grad brændte igennem med deres scenenærvær. Det var også, fordi deres portrætter skildrede tidens selvdyrkelse så autentisk, at man nåede at grine, inden man forstod, at forestillingen faktisk handlede om én selv. Men også de største religiøse dilemmaer blev skildret i teatret - som i Christian Lollikes næste-kærlighedsperformance Nathan (uden titel) i Århus Domkirke og i Nikolaj Cederholms teaterforedrag på Edison, Åh Gud.
Formelt blev de største forandringer for københavnerteatret omstruktureringerne af Københavns Teater. Her gik det bedst for Jon Stephensen på Østre Gasværk, hvis Festen kom til at trække ‘familien Danmark’ i teatret - og sidst Havfruen, der også ved gensynet her to år efter urpremieren på Kedelsmedjen fremstår som en af de mest magiske forestillinger i dansk teater i nyere tid; Melinda Kinnaman svømmer frem til 7. januar!
På Camp X - det fusionerede Aveny-T og Rialto - blev et kønsdebatterende teater indvarslet med den ambitiøse, men mindre vellykkede Queer. Og siden med flere tiltag, bl.a. et teaterseminar, der forhåbentlig på længere sigt kan gøre teatret til den åbne institution, som Mette Hvid Davidsen ønsker sig.
På Betty Nansen Teatret fik Peter Langdal og Henrik Hartmann lov til at holde fast i direktørstolene, men Langdals Don Juan bragte ikke megen forførelse med sig. Det gjorde til gengæld Katrine Wiedemanns fortolkning af Strindbergs Et Drømmespil - med elskov og død viklet sammen i livsinsisterende skønhed.
På Nørrebros Teater indledte de nye direktører, Kitte Wagner og Jonatan Spang, sæsonen med Anders W. Berthelsens show som glamrock-divaen Hedwig.
Latteren indtraf dog først rigtigt, da Vivian Nielsens kønsforbyttende nydramatisering af Aristofanes’ Kvindernes Hævn lagde publikum ned kort før jul.
Hvor komedierne tidligere dominerede mainstreamteatret, så har netop farcerne og den lette latter fået det svært i 2007. Privatteatret lukkede, som en konkret reaktion på den forringede billetstøtteordning. Det Danske Teater fusioneredes med Folke-teatret og rejste landet tyndt med en psyko-morsom Hvem er bange for Virginia Woolf? med Karen-Lise Mynster og Søren Spanning.
På Det Kgl. Teater var ansvaret for morskaben overdraget til Lars Kaalund, der hittede både med Oscar Wildes Bunbury og Molières Tartuffe; begge hjulpet ind i latterland af Anja Vang Kraghs vildskabskostumer.
Til gengæld passede den relativt nye genre ‘madteater’ åbenbart fint til danskernes tætte forhold til madæstetik. Et gæstespil med den spanske Enrique Vargas på Svineriet under Århus Festuge blev et tilløbsstykke, og Madeleines Madteater på Islands Brygge beruser velhavende kultdyrkere i skønhed og skysovs. Hvorfor grine, når man kan spise?
2007 viste også, at dansk teater er nok så internationalt. Det lykkedes at få flere vigtige udenlandske dramatikere til at skabe urpremierer til Dannevang. Mest sublimt i englænderen Howard Barkers Død, død og meget død for Holland House i K2. Men også i makedonske Dejan Dukovskis krigsbillede Som Brødre og den spanske Sergi Belbels jalousinedtur I Toscana, begge på Plan B. Og den amerikanske instruktør Bob Meyer kom til Danmark for at arbejde med Ditte Gråbøl på Dario Fo-monologen Kvinden Alene. Desuden skabte den italiensk-fødte Giacomo Ravicchio endnu en international globaliseringsforestilling for Meridiano Teatret med Transit i K2.
Der var mening med galskaben i 2007-teatret. Meget mening. Hvem skulle ellers tro, at dansk kommunalpolitik ville få sin helt egen forestilling? Men det skete altså med Maj Rørbæk Dam-gaards Café Zennep hos Får 302, hvor byen Horsens blev muntert udleveret ned til mindste Bilka-detalje.
Og hvem ville tro, at det var muligt at ironisere over dansk flygtningepolitik? Jo minsandten, det lykkedes for Eklektisk Teaterproduktion med Roland Topors farce Vinter under bordet i Krudttønden.
Og hvad så med det onde spejl for tidens danske ensomhedsteenagere? Det blev sat op af Teater Graense-Loes, der i en lejlighed på Enghavevej indbød teenagere til digitalt singleliv i Fucking Alene.
Desuden kom Odile Poulsen og Lotte Arnsbjerg med årets mest helstøbte analyse og tolkning af prostitutionsdebatten med den sansegysende Tvang på Holbæk Teater.
At Det Kongelige Teater ikke turde puste nok luft i den satiriske luftballon til at ironisere over et fiktivt mord på statsministeren, det får så være. Men Spindelvæv var et ærligt forsøg fra Flemming Jensens side.
Hvem der bragte virkeligheden tættest ind i teatret 2007? Det gjorde igen Claus Beck-Nielsen og Das Beckwerks ukuelige fiktionsangreb på globalsamfundet og ikke mindst dets blindhed omkring Irakkrigen.
Denne gang med The Return of the Democracy i Nikolaj Kirke, hvor tilskuerne selv fik mulighed for at mærke torturangsten i tårnværelset. Forestillingen blev dermed en avanceret installationsfætter til Andreas Garfields replikrealistiske soldatermareridt Hjem Kære Hjem for Teater Grob.
Derudover var det grotesk nok statsensemblet for børneteater, Corona la Balance, der bragte den mest grufulde politiske virkelighed ind i teatret gennem en ovenud absurd lokumstolkning af Alfred Jarrys Kong Ubu for teenagerne - i en fysisk-musikalsk skildring af verdens tilbagevendende opgør med magthaverne. Så durkdreven, at selv voksne burde fatte det. Var der slet ikke noget, der var, som det plejer? Jo da.
På Det Ny Teater sparkede danserne som sædvanlig perfekt op med benene. Hørte man efter, indeholdt Chicago dog også en ironisk lårsvingerkritik af USA’s socialkynisme, som danskerne nok havde brug for netop i år. Hvem der skilte sig mest ud?
Det gjorde måske Astrid Saalbach, der som nok den eneste dramatiker zoomede ind på den lille krise i den store krise - eller den store krise i den enorme: På kvinden, der er blevet forladt af manden, og som forsøger at drukne sorgen i flaskerne og løgnene og det sidespring, hun selv skulle have prøvet for længe, længe siden. Ulykkelighedsportrættet i Pièta gik i hvert fald lige i skødet på kvinderne i salen. Og lige ned mellem benene på mændene. Dér skal teater nemlig også virke. Globalisering eller ej. Godt nytår!