Mange opfatter det som en vigtig opgave for staten at øge den økonomiske lighed i samfundet ved at omfordele mellem borgerne. Men hvorfor egentlig? Efter min mening skal staten hjælpe borgere, der ikke kan klare sig selv. Men der er ingen retfærdighed eller rimelighed i, at staten skal tage fra nogle borgere for at give til andre, som sagtens kunne forsørge sig selv. Dette synspunkt er på ingen måde ekstremt. Det kan klassificeres som et socialliberalt, et socialkonservativt eller sågar et traditionelt højre-socialdemokratisk synspunkt.

Ordet lighed har flere betydninger. Når vi taler om lighed for loven, mener vi, at forskellige forbrydere, der har begået den samme forbrydelse under sammenlignelige omstændigheder, skal idømmes samme straf. Og omvendt forventer vi, at en strengere forbrydelse medfører en strengere straf end en mildere forbrydelse. Det opfatter vi som retfærdigt. Lighed for loven betyder altså ikke resultat-lighed - at alle skal have samme straf. Med lighed for loven mener vi, at alle skal behandles ens i retssystemet med det resultat, at dommene bliver forskellige givet de forskellige omstændigheder. Man kan kalde det proces-lighed: Processen er den samme, resultatet er forskelligt.

I debatten om økonomisk lighed har et markant anderledes lighedsbegreb imidlertid vundet indpas, hvor fokus netop ligger på resultatlighed. I stigende grad opfattes økonomisk lighed ikke som opnået, når alle har lige adgang til økonomisk gevinst ved at udnytte deres talenter og færdigheder gennem flid, dygtighed, risikovillighed og held. I stedet fokuseres på, at alle skal opnå nogenlunde samme gevinst på trods af deres varierende anstrengelser og talenter. En nogenlunde lige indkomstfordeling opfattes af mange uden videre som retfærdigt.

Spillets karakter

Der er imidlertid god grund til at sætte spørgsmålstegn ved en sådan opfattelse. Hvorfor skulle det være retfærdigt, at to mennesker, der ikke er lige flittige eller lige dygtige, belønnes nogenlunde ens? Inden for en lang række af livets forhold ville vi ikke opfatte resultatlighed som per definition mere retfærdigt end ulige resultater. Vi opfatter således ikke et uafgjort resultat af en fodboldkamp som principielt set mere retfærdigt end slutcifrene 6-1.

Vi anerkender endvidere, at held og uheld er en del af spillets karakter, og vi ville bestemt ikke billige, hvis dommeren midt i en kamp pludselig holdt op med at dømme efter reglerne til fordel for et mindre heldigt hold, der egentlig 'fortjente' at vinde kampen. Eller hvis dommeren annullerede et heldigt, men fuldt lovligt mål. Selvom vi godt kan finde på at kalde et sådant heldigt mål for 'uretfærdigt', så mener vi dog ikke, at dommeren skal blande sig i den slags forhold. Dommeren skal altså forholde sig upartisk og ikke intervenere til fordel for den ene part. Spillet skal afgøres af forskelle i de to holds boldkundskaber, samspil, fightervilje og held i en lige dyst. Her betyder 'lige', at man er lige for loven eller - i dette tilfælde - spillets regler.

I fodbold er lighed altså, at dommeren tillader alle spillere på de to hold at udfolde deres talenter inden for spillets regler og kun intervenerer, hvis disse regler overtrædes. Og der gælder de samme regler for begge hold. Det er ikke sådan, at det dygtigste eller heldigste hold skal aflevere nogle af deres mål til det andet hold.

I samfundsdebatten har ordet lighed altså fået to forskellige betydninger. Den ene handler om, at alle borgere i et samfund i udgangspunktet skal have lige muligheder for at udnytte de talenter og færdigheder, som de hver især måtte være udstyret med. Ingen skal af staten forsynes med særlige privilegier, som det for eksempel er tilfældet i stænder- eller kastesamfund, eller som det var tilfældet i Sydafrika under apartheid. Den form for ulighed er uretfærdig og skal bekæmpes.

Lighed i modstrid

Den anden slags ulighed handler om, at i et frit samfund, hvor borgerne har forskellige talenter og træffer deres egne valg, vil der nødvendigvis opstå forskellige resultater, herunder forskellige økonomiske resultater. Jeg argumenterer for, at den form for ulighed er retfærdig, forstået på den måde, at den udspringer af en retfærdig proces.

Det medfører, at generel omfordeling af samfundets velstand, sådan som det finder sted i velfærdsstaten, ikke er retfærdigt. En generel tvungen omfordeling af midler til mennesker, som er i stand til at forsørge sig selv, er både uretfærdig og samtidig til stor skade for samfundet, fordi den nedbryder det personlige ansvar, herunder borgernes naturlige tilskyndelse til flid og omtanke.

De to former for lighed er fundamentalt i modstrid med hinanden. For at blive i fodboldmetaforen vil en fair kamp med en upartisk dommer oftest føre til, at det bedste af holdene scorer flest mål. Dommeren kan ikke både have en målsætning om at være fair og upartisk og samtidig en målsætning om at sikre, at begge hold scorer ca. lige mange mål. De to målsætninger er uforenelige.

Almægtig stat

Så vidt de principielle argumenter. Nogle vil givetvis ikke føle sig overbevist. Måske fordi de dybest set ikke mener, at vi rent faktisk har lige muligheder i det danske samfund, og at statslig omfordeling derfor skal kompensere for et uretfærdigt udgangspunkt. Jeg er uenig, men lad mig for dialogens og debattens skyld gå med på denne præmis.

Betyder det, at mere lighed per definition er godt, mens mindre lighed er skidt? Nej. Selv tilhængere af omfordeling i lighedens navn, må anerkende, at der er brug for at nuancere dette standpunkt. De fleste kan blive enige om, at et samfund med total indkomstlighed ikke er ønskværdigt. Det ville indebære, at staten løbende (i princippet hver dag) skulle gribe ind for at omfordele. Alle job skulle give nøjagtigt den samme løn - i hvert fald efter skat. Ingen skulle have lov til at beholde afkastet af den ekstra opsparing, som et forbrug under gennemsnittet ville medføre. Enhver heldig investering skulle straks konfiskeres. Det samme skulle eventuelle lottogevinster.

I et sådant samfund ville borgerne ingen økonomisk tilskyndelse have til flid, tilegnelse af nye kompetencer, opsparing eller risikovillighed. Men først og fremmest ville det indebære en almægtig stat, der overvåger og griber ind i selv de mindste gøremål og beslutninger. Det ville være et samfund med en grad af ufrihed hos den enkelte, som ville minde om slaveri.

Når total indkomstlighed ikke er ønskværdigt, selv for tilhængere af statslig omfordeling, må det logisk indebære, at der selv for lighedstilhængere er et punkt, hvor mere lighed ikke vil være en god ting. Spørgsmålet er, hvor det punkt ligger. Svaret afhænger af øjnene, der ser. Men man kan blive klogere af at sammenligne Danmark med andre lande. Danmark er OECD's (og dermed formentlig verdens) mest lige land. Den svagt stigende ulighed i Danmark i de senere år skal ses i lyset af dette. Hvis vi antager uændret ulighed i Sverige og Norge og en stigningstakst i Danmark som under den nuværende regering, ville vi indhente Sverige i 2013 og Norge i 2024.

I Sverige er uligheden fra midten af 1990'erne og frem til 2000 imidlertid steget hurtigere end i Danmark. I Norge har uligheden udvist en mindre stigning. Med de stigningstakster, vi ser i de andre nordiske lande, vil Sverige øge afstanden til Danmark og aldrig blive indhentet, og Norge vil først blive indhentet i 2055.

Selv de, der lægger vægt på økonomisk lighed som en politisk målsætning, må anerkende, at der også er andre målsætninger for et samfund. Nogle af disse er i konflikt med en målsætning om en høj grad af lighed, for eksempel ønsket om et samfund, hvor det kan betale sig at yde en ekstra indsats, uddanne og dygtiggøre sig, løbe en risiko som iværksætter - kort sagt: Alt det, der skal til for at skabe fortsat vækst og velstand i Danmark. Så spørgsmålet er, om ikke selv lighedstilhængere kan acceptere, at den danske ulighed i de kommende år vokser til niveauet i det øvrige Skandinavien?

Martin Ågerup er direktør i tænketanken CEPOS og forfatter til bogen 'Den retfærdige ulighed'