Jens Smærup Sørensens roman Mærkedage skildrer gennem to families festdage i tre generationer afviklingen af det gamle landbosamfund og det modernes indtog. Mærkedagene er en konfirmation i 1934, et sølvbryllup i 1967 og en tresårsdag i 2003. Stedet er Staun Forsamlingshus, og senere, da forsamlingshuset er nedlagt et stort hotel. Gennem festerne følger vi de to familier på Bis-gaard og Kristiansminde, og hvordan de forsøger at tilpasse sig de nye tider.
“En festdag i dansk litteratur, fordi Jens Smærup Sørensen udgiver Mærkedage, skrev Nils Gunder Hansen i Berlingske Tidende. “En dansk Buddenbrooks i bondegevandter,” mente Politiken.
Sammen med Naja Marie Aidts novellesamling Bavian er Mærkedage indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris.
Men hvilke gode bøger, har Jens Smærup Sørensen selv læst i årets løb? Hvordan læser han, når han har de professionelle briller på, og hvad betyder litteratur for ham privat?
“Da jeg var ung, betød litteraturen næsten alting for mig,” siger han. “Det var den, der gjorde, at jeg overhovedet kunne komme igennem tilværelsen. Den var min måde at komme ind i tilværelsen på.”
Efter mange, mange bøger og et pænt spand af år er han i stand til at læse på mindre eksistentielle måder, men det betyder ikke, at resultatet er mindre udbytterigt, understreger Jens Smærup Sørensen. Dog havde det været sjovere, hvis jeg have spurgt til hans læsning et andet år, for i år har han ikke haft så megen tid til at læse, som han gerne ville. “Der er mange, jeg glæder mig til at læse,” konstaterer han.
Men Jens Smærup Sørensen kan godt lide at læse debutanter, og det er noget af det, han har nået. For eksempel har han læst Kristina Nya Glaffeys Lykkejægerne. Desuden vinderen af Bogforums debutantpris, Henriette E. Møllers Jelne og Peder Frederik Jensens Her står du. Han finder dem alle tre interessante og lovende.
“Det er meget ungt, men der er meget at hente i dem.” Erfaring betyder dog også noget. “Det ser man hos den ældre debutant Kim Leine, der med Kalak virkelig giver en hel masse. Desuden er han et oplagt skrivetalent.”
Når Jens Smærup Sørensen kaster sig over debutanterne, er det ikke af pligt, siger han. Han kan godt lide at følge med i, hvad de yngste laver, og han mener, at der udkommer “et væld af fantastisk prosa,” i disse år.
Har man læst så meget, som Jens Smærup Sørensen har gjort, kan man ikke undgå at synes, man har set noget af det før, erkender han, “men jeg indkalkulerer, at jeg har læst meget, jeg trækker det så at sige fra, og så finder jeg meget spændende i de nye bøger. Det er spændende at se, om de er i stand til at vende noget velkendt om, så det bliver interessant igen. Professionelt er jeg også interesseret i, hvordan de forholder sig til tiden, hvilken sensibilitet, de unge møder den med, og hvad denne sensibilitet registrerer af, hvad der sker omkring os.”
Når Smærup Sørensen har fået læst mindre end han kunne ønske, hænger det også sammen med, at han er en langsom læser, fortæller han. “Det er selvfølgelig også bøger, jeg bare læser i for at finde ud af, hvad det er for noget - men så kan det jo ske, at jeg bliver opslugt.”
Årets helt store læseoplevelse kommer dog slet ikke fra 2007s kolossale boghøst, det har været En grønskolling af Dostojevskij.
“Det er en jeg-roman, og den er helt moderne og dynamisk. Og der ud over læser jeg gerne dem, jeg altid har læst: Vibeke Grønfeldt, Sven Åge Madsen, Klaus Rifbjerg og Sven Holm. Han er en fantastisk prosaist.”
(Det ringer på døren, og Jens Smærup Sørensen går ud og lukker op. Et øjeblik efter kommer han tilbage, “det var posten, der kom med en ny stak bøger.”)
Når Smærup Sørensen læser professionelt, ser han efter, hvordan forfatteren har gjort og leder efter, hvor der ligger noget nyt, en ny måde at håndtere stoffet på. Han interesserer sig for fortælleformerne, siger han. Her sporer han i de senere års prosa en ‘Bang-linje’. Både i Herman Bangs impressionistiske stil og i hans indlevelse i sine personer. “Måske lidt sjældnere i hans humor.”
“Det hænger nok sammen med en vis minimalisme, man føler ikke, at man kan male bredt, og man vil undgå den realisme, man møder i medierne,” mener han og gør opmærksom på, at dagspressen og den realistiske roman er jævnaldrende.
“Realismen svarer til mediernes måde at fremstille virkeligheden på, og nogle forfattere søger uden for for at undgå dette.”
Som eksempel nævner han Helle Helle, “som er rigtig god, hun har nogle fantastiske figurer, der ikke er set ret tit i litteraturen.”
Men også bredere finder Smærup i den nyere litteratur “en optagethed af det anonyme menneske, af hverdagen, men med en underliggende, dramatisk spænding. Midt i al vores individualitet lever der en slags kærlighed det det massemenneske, vi også alle sammen er. Det finder jeg sympatisk og desuden interessant som en understrøm, der går imod hele fikseringen på de kendte - i biografier, i samtalebøger og i optagetheden af kendte, der skriver bøger. Den slags bøger udgør et lag, som spiller en stor rolle i offentligheden, tv’s litteraturdækning er jo udelukkende centreret omkring kendisser, men det er jo ikke der, der skabes interessant litteratur.”
“Offentligheden må imidlertid tro, at litteratur er noget, man kan skrive ved siden af at være interessant,” griner Jens Smærup Sørensen og fremdrager “det tåbeligste eksempel, jeg har hørt”:
“Studieværten Paula Laurrain, der stillede op for De Konservative og ikke kom ind, sagde, da valgets resultat var afgjort, at hun faktisk under valgkampen var kommet til at interessere sig for politik - og nu ville hun skrive en roman!”
“Nå fred være med det, det spændende sker andre steder.”