Her i december udspillede der sig en interessant og sigende historie. Den selvlærte billedkunstner Thomas Kluge afslørede i midten af måneden sit portræt af den nyligt afgåede rektor for Kunstakademiet Else Marie Bukdahl, til Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. Det er en god historie, for Kluge har ikke haft det bedste forhold til Bukdahl og Kunstakademiet, idet han ikke mindre end tre gange siden 1990 har fået afvist sin ansøgning.

Thomas Kluge endte derfor med at blive autodidakt og uden akademiets autoriserede stempel. Portrættet af Else Marie Bukdahl er ikke det første, som Thomas Kluge har malet. Han er i mellemtiden blevet en efterspurgt og anerkendt portrætmaler. Han har tidligere malet portrætter af dronning Margrethe, prinsgemalen og en række fremtrædende personer i det danske samfund.

Og det er det med portrætkunsten, som det handler om. Det er ikke sikkert, at Kluge nogensinde fandt ud af, at der bag den trefoldige afvisning lå en helt enkel forklaring. Nemlig, at han på forhånd var dømt ude, fordi hans realistiske udtryk var ude af trit med tiden, og at han står uden for den kunst, som ellers produceres på akademierne og i de trendsættende atelierer og som udvælges til at blive udstillet på biennaler, Documenta med videre verden over.

Nu er Kunstakademiet i København uden sammenligning den vigtigste af de institutioner, der her i landet uddanner kunstnere, så det signal, der udgår fra den hæderkronede institution, er ikke uden betydning for, hvad der gælder og især ikke gælder i kunsten i dag. Det er ikke kun portrætkunsten, som står uden for det gode selskab. Det samme kan man sige om landskabsmaleriet, stilleben og andre traditionelle malerigenrer.

For på akademiet hersker avantgardens lov om evindelig fornyelse og oprør mod det bestående. Det sjove er, at denne forestilling om en avantgarde ofte bliver ramt af konsensus og dermed sin egen mainstream. Der har således i en tid været enighed om, at det er godt at være kritisk over for det traditionelle medie som maleriet og positiv over for de medier, der søger helt nye veje og udtryk. Sådan etablerer og manifesterer der sig inden for enhver kunstart til enhver tid modebevægelser, grupper og trends, som er dagsordensættende. Med det resultat, at en række kunstnere falder uden for. De dårlige behøver man ikke beskæftige sig med i denne sammenhæng. Det er derimod altid mere bekymrende med de gode kunstnere, som ikke passer ind i den konforme tidsånd og søger en mangetydig dialog med fortidens frembringelser.

Kunstakademiets rektor, Mikkel Bogh, begrunder i et interview i Politiken, hvorfor der ikke længere undervises i en række af de traditionelle malerigenrer. Dels opfatter han det som en inferiør beskæftelse, dels henviser han til, at det ligger i Kulturministeriets bekendtgørelse, at undervisningen skal bedrives på et videnskabeligt grundlag. Han taler i den sammenhæng om en "uløselig sammenvævning af teori og praksis". At bedrive forskning på billedkunstens vegne handler dermed først og fremmest om udvikling af ny viden og nye kunstneriske praksisser.

Når man ikke er så funderet i traditionen og det bestående, er det altid godt at kunne spille avantgarde-kortet og sige, at kunsten skal revoltere mod det bestående og kendte. Det er en gængs opfattelse af avantgarden og en vigtig del af modernismen. Den overser imidlertid, at den kunstneriske fornyelse ofte afstedkommes af et intimt kendskab til de bestående former, som den gør oprør mod. Denne anden del af modernismen er en mindst lige så vigtig leverandør af kunstneriske fornyelser som avantgardekunsten.

I den sammenhæng har kunsthistorikeren Merete Sanderhoff for nylig skrevet en bog, som i en vis forstand rehabiliterer en række kunstnere, som må siges at stå uden for det gode selskab som Odd Nerdrum, Ulrik Møller, Peter Martensen, Martin Bigum, Michael Kvium og altså Thomas Kluge. Fælles for disse er, at de på forskellig vis dyrker mere traditionelle dyder i tæt forbindelse og dialog med gamle mestre.

Det er på den baggrund uhyrligt, at Kunstakademiet på forhånd afviser at beskæftige sig med bestemte genrer. Tænk hvis man inden for andre kunstarter skulle operere med så rigidt et kunstsyn, der kun favoriserer den rene avantgarde. Det ville jo ende i et umådeligt navlepilleri, selvtilstrækkelighed - og en kunstnerisk mangel på udsyn.

Tænk hvis man anlagde den samme betragtning inden for litteraturens verden? Romangenren er efterhånden ved flere lejligheder blevet erklæret død, men hver gang er den genopstået med fornyet kraft. Tænk hvis forfatterne havde lyttet til dette triste budskab og var holdt op med at skrive romaner, bare fordi den genre var afprøvet og slidt op? Tænk, hvis man havde sagt, at der ikke længere lå ny videnskabelig erkendelse i romanformen, og at man derfor havde besluttet ikke at optage flere romanforfattere på Forfatterskolen?

Magen til fantasiløshed burde ikke kunne finde sted ved højlys dag.