Islam bliver i stadig højere grad til et globalt problem, ja til sikkerhedsrisiko nummer et på vor planet.
Tilbøjeligheden for vold synes kun at tage til inden for denne religion, og til dato har det ikke været muligt at mobilisere nogen muslimsk autoritet, der kan holde den tilbage. Tværtimod gyder ikke så få muslimske ‘autoriteter’ kun yderligere benzin på bålet med hadprædikener og menneskeforagtende, fremmedfjendtlig, antisemitisk retorik.
Denne udvikling må navnlig bekymre de troende muslimer, for hvem anstændig opførsel er en grundpille i deres tro. Disse muslimer forsikrer os ganske vist om, at islam er en fredens religion og beklager sig over fornedrelsen af deres tro, men over for de apokalyptiske ryttere fra deres egne rækker står de magtesløse. De har ingen begrebslige værktøjer, ingen modtræk imod radikaliseringen af deres religion, og frem for alt mangler de en autoritativ stemme.
Alt for mange af Islams sønner drages imod ikke at skabe kunstværker, ikke imod at udrette gode gerninger, ikke imod at lære og undervise, ikke imod at forske og opdage, men imod livsdestruktive handlinger. De har anstiftet en krig, som også har rettet sig imod dem selv. Uddannelse har de muligvis, men viden har de ikke erhvervet sig. De tror klippefast på, at al viden og visdom har deres kilder i én eneste bog, nemlig Koranen.
Koranen er Islams sakrale kerne. Koranen er i den muslimske tro Guds åbenbaring for sin profet, Muhammed.
Koranen er imidlertid også som ethvert skriftstykke et dokument af sin tid. Det afspejler den mentalitet og de opfattelser, de lidenskaber og de afsavn, som var fremherskende hos de mennesker, der beboede Den Arabiske Halvø i det 7. århundrede, og til disse mennesker var den henvendt.
Denne tidsfaktor vil muslimer imidlertid ikke vide af. De er ikke i stand til at skelne imellem historisk kontingens og guddommelig evighed.
De har afskåret sig fra alle optikker, som kunne muliggøre en sådan sondring. Vor tids muslimske terrorisme er derfor også i første række et teologisk problem - ikke et socialt, økonomisk eller politisk, som det så ofte hævdes. Koranen gælder for muslimerne som rettesnor i livet, men uden en historisk-kritisk bearbejdelse bliver denne snor imidlertid alt for let til en bombelunte.
Religion er en del af kulturen og ikke omvendt. Og kulturen er først en målestok, hvis den rummer civilisatoriske komponenter.
Den muslimske diskurs har ikke hidtil kunnet opvise mange af disse. På mange områder hersker der efterslæb. Civilisationen, som den eksisterer i dag, kan hverken indoptage kønsdiskrimination eller indskrænkninger i ånds- og ytringsfrihed og da slet ikke vold som middel for politisk og åndelig konfrontation.
Et andet spørgsmål er imidlertid, hvordan det står til med vores civilisations åndelige og religiøse kilder. Her kan religioner absolut inspirere i den udstrækning, at de rummer oversættelige kvaliteter, dvs. at kan oversætte deres visdoms indsigter fra ikke blot det ene til det andet sprog, men også fra den ene tidsalder - og vi taler her om mange århundreder - til den anden.
Hvor stor succes har muslimer i dag med dette oversættelsesarbejde? Hvor ser man intellektuelle, kunstnere og åndelige forbilleder i muslimske samfund bestræbe sig på kreativ nytilegnelse af æstetiske, sociale og etiske kompetencer? Islam har mange bønneledere, men ingen forbilleder for vor tid. Vil man beskæftige sig med hovedtørklæder eller genteknik? Sådanne spørgsmål må nødvendigvis stilles.
Ethvert skolebarn ved i dag, hvordan troende muslimer ser på tørklædet. Men hvem ved, hvad de tænker om genteknikkens gennembrud eller hvordan de vil definere en menneskeværdig død i en verden af nye medicinske teknikker?
Skal de finde tilbage til civilisationen, kommer muslimerne ikke uden om at tage tråden op fra oplysningen. Denne vej er ganske vist brydsom og smertelig, og Oplysningsprocessen kan derved sammenlignes med at undergå en operation ved fuld bevidsthed.
På denne vej er enkelte muslimske tænkere allerede slået ind i løbet af de seneste to århundreder.
Masserne kunne de imidlertid ikke drage med sig. De lyser som isolerede lanterner i ørkenen, ofte uden forbindelse med hinanden og med ringe strålekraft. Videre langt formåede ingen af dem at komme.
Kampen imod den islamistiske terror kan ikke føres eller vindes fra Pentagon. Den må føres fra de teologiske fakulteter i Sarajevo, Ankara, Baku og Tasjkent, og den må føres med argumenter og intellektuelle udredninger, der kan gøre indtryk. I Kairo, Teheran og Kuala Lumpur er denne kamp allerede tabt. Det legendariske al-Azhar universitet er degenereret til et fatalistisk, intellektuelt dorsk og ukreativ opdragelsesanstalt for imamer. Dens konservative og fjendtlige indstilling over for enhver reform og innovation er i enhver henseende modproduktiv.
Muligvis undgår den islamiske verden ikke et skisma. På den nordlige halvkugle har den islam, der forstår at kommunikere med moderniteten, absolut gode chancer. I store dele af Nordafrika, Syd- og Sydøstasien er fundamentalismen derimod blevet den så godt som enerådende udlægning. I Pakistan eksempelvis findes der så godt som intet grundlag længere for en modernisering. Hvilken tragedie, når man betænker, på hvilke demokratiske og sekulært-moderne visioner Ali Jinnah grundlagde denne nation for 60 år siden.
I den aktuelle situation må der tilkomme Tyrkiet en nøglerolle. Ifølge den tyrkiske nations fader, Mustafa Kemal Atatürk, findes der nok mange kulturer, men kun én civilisation.
Igennem næsten et århundrede er tyrkerne blevet drevet til fremgang af denne læresætning. Civilisationen er menneskehedens Leitkultur. Civilisationen opstiller normer, som i lige grad retter sig imod alle folkeslag og trosretninger. Mustafa Kemal erkendte for 80 år siden dette kerneproblem og gjorde dets overvindelse til ledemotivet for sin kulturrevolution.
Muslimerne er ikke længere repræsentanter for en civilisation, som de var det i Bagdad og Andalus i det 10. og 11. århundrede eller i Konya og på Sicilien senere. Der findes i dag ikke en muslimsk civilisation, men nok en vestlig.
Ikke mange i den islamiske verden har delt eller deler Kemal Pascha indsigt, så meget mere da, som den er smertelig og af sine iagttagere fordrer en ægte storhed, nemlig evnen til selvkritisk holdning.
Store dele af den islamiske verden er i de mellemliggende århundreder fuldstændig blev afsporet fra kursen imod civilisationen, og denne moderniseringskrise har åbnet dør på dør for totalitarisme og sekterisme. Modgift og immunitet over for denne krise kan kun tilvejebringes, om overhovedet, igennem en smertelig oplysningsproces. Uden volds- og magtkritik gives der ingen fri tro, og uden religionskritik findes der intet frit samfund.
Mustafa Kemals civilisationsprojekt er ikke nået ud til enhver i Tyrkiet.
Og Tyrkiets fromme muslimer har længe gjort alt, hvad de kunne for at undergrave denne proces. Det tog årtier, før den obligatoriske skolegang for piger kunne føres helt igennem, og endnu i dag udøves der i vide egne af Anatolien entydig diskrimination og kønsapartheid imod kvinder. Men der er i mellemtiden også blandt muslimer vokset nye aspirationer frem og en fornyet selvbevidsthed og kreativ energi. Og endnu engang handler dette om intet andet end civilisationsprocessen. Kan den muslimske civilisation regenerere sig selv, så den ikke længere bliver til modspiller, men til en medpart til den vestlige?
Muslimer, der gerne ser Tyrkiet som en del af Europa, vil svare ja til dette, og ikke alt, men ganske meget af det, de udretter i kultur og politik går også i denne retning og bekræfter, at dette er deres ambitioner.
Her bør Vesten og frem for alt Europa se nøjere på sig selv og mobilisere til kritisk eftertanke. Vi må spørge bag om modsætningerne og ind til den virkelighed, der ligger bag de klart definerede og fra hinanden afgrænsede positioner: Hvilke kræfter er det, vi fremmer med en politik, som med alle midler søger at holde Tyrkiet ude af Europa?
© Zafer Senocak og Information
Zafer Senocak, f. 1961, er tyrkisk forfatter bosiddende i Berlin