Spin eller ej, Anders Fogh Rasmussen kan sit kram og udnævner en klimaminister på et tidspunkt, da emnet synes på vej til at blive højeste mode. Næppe får man for eksempel startet sin computer, før et nyhedsbrev klinger ind i mailboksen med oplysning om, at "EU-Kommissionen overvejer at foreslå en CO2-told på import fra stater, som mangler at gøre noget ved udledninger af drivhusgas, mens den også overvejer en opstramning af EU's eget handelssystem for udledning."
Det sidste er tiltrængt, hvis den eksisterende Kyoto-aftale om at lægge en dæmper på Jordens opvarmning skal vise sig at være andet end narresut og trøstespiseri. Hvad ikke helt få sagkyndige allerede beskylder aftalen for at være. (Kan der i den forbindelse ikke siges andet positivt om det Bali-mandat, 'verdenssamfundet' vedtog i slutningen af 2007, er det i alle tilfælde så magert, hvad angår konkrete forpligtelser til at gøre noget imod klima-ødelæggelserne, at ingen foreløbig kan bruge det mandat til sovepude). Til EU-kommissionens førstnævnte overvejelser om straffe-told på varer fra CO2-svinske lande er vel ikke andet at sige, end at det er krig. Handelskrig - og forhåbentlig ikke mere. Men det er dog endnu et eksempel på, at klimaet er kommet på dagsordenen, så det vil noget.
Hvis Kommissionen da ellers kan komme igennem med sit forslag. Hvad siger verdenshandelsorganisationen WTO? Hvad siger USA? Hvad siger u-landene. Hvornår og hvordan har en stat i øvrigt gjort nok imod sin udledning af drivhusgas til at slippe for EU's straffe-told? (Har Danmark som et af planetens mest CO2-svinske lande pr. indbygger for resten gjort nok?) Tilbage står, at selve overvejelserne om forslag af denne art er vidnesbyrd om, hvor langt ind i Kommissionen medlemmer nu er så opskræmte over verdens sande tilstand, at de er parate til at gå til yderligheder. For at opveje de konkurrencefordele på markederne, som CO2-svinene måtte have. Men også for at undgå de værste yderligheder: 'Rigtige'" krige, hvor man skyder og dræber hinanden, hvis klima- og de øvrige naturødelæggelser driver millioner, måske hundredevis af millioner mennesker på flugt i en efterhånden ikke særlig fjern fremtid.
Grænsen er nået
Nået så langt i sine betragtninger den første mandag i 2008 klinger mailboksen igen: Nu er det Global Footprint Networks sammenfatning af og henvisning til FN's miljøprogram, UNEP's seneste oversigt over verdens sande tilstand: Global Environmental Outlook 2007, GEO-4. Dér kan man under overskriften "Rapport advarer mod økologisk overforbrug" læse, at skønt miljøet nu er langt tættere på "mainstream-politik" end før, altså på mode, mangler de største trusler mod planeten, så som klimaforandringer, udryddelse af levende arter og ernæring af en voksende befolkning, stadig at blive imødegået bare en smule energisk. Trods 'verdenssamfundet's forsikringer om det modsatte, da den såkaldte Brundtland-rapport, Vor Fælles Fremtid udkom for godt 20 år siden i 1987. Som noget forholdsvis nyt, konstaterer rapporten uden omsvøb, at vi lever langt over vores midler med en verdensbefolkning så stor, "at omfanget af ressourcer, der er nødvendige for at opretholde den, overskrider, hvad der er tilgængeligT."
Med andre ord: Grænserne for vækst er nået. Både på den ene og den anden måde.
Da miljøet gik af mode
Det var vi nogle, der troede, at de allerede var, da den såkaldte Rom-klub i 1972 udsendte bogen Grænser for vækst. I sin yderst tankevækkende og provokerende artikel i Informations lørdagsudgave om "68'ernes komplekse kampe og fløje" i anledning af 40-året for det meget berømte og meget fordømte "1968-oprør", skriver Bent Meier Sørensen desværre ikke meget om 68'ernes "grønne fløj", for hvilken det var både den kapitalistisk markedsbestemte og den socialistisk statsdirigerede udplyndring af naturen, der allermest fremkaldte opstanden. Og søgningen efter et tredje standpunkt, der til forskel fra den socialdemokratistiske, og nu tilsyneladende også Anders Fogh Rasmussens, 'tredje vej' nok snarere må betegnes som håbet om at finde en fjerde mulighed eller et fjerde rum. Et rum med grænser, der nok kan være smertefulde, men samtidig sætter grænser for den magt, mennesker tror, de kan opnå. Så de må bygge på noget andet, for hvilket der findes både meget store ord som kærlighed til fjenden og meget små ord som gensidig høflighed.
Men grænserne for vækst viste sig dengang at være for abstrakte for de fleste. Derfor gik miljøet i løbet af 1980'erne - af mode. Resultatet af Brundtland-rapporten blev, som allerede beskrevet. Sådan kan det meget vel gå igen. Ingen gider pludselig længere høre om klima. Men til forskel fra dengang kun i stadig kortere tid ad gangen. Så melder nye naturkatastrofer med eventuelle økoflygtninge sig.
Skal det ikke fortsætte med disse modeskift til det er uigenkaldeligt for sent, må grænserne for vækst nu omsættes i daglig praksis, i praktiske håndtag og værktøjer, i en økonomi, hvor pengene ikke længere kan spille den altdominerende rolle. For nogen sikkert en revolution. For andre bare en selvfølgelighed.