10. januar 2008

Picasso-maleri fundet i Brasilien

Skrevet af: ritzau/dpa

Et værdifuldt Picasso-maleri, som i december blev stjålet i Brasilien, er blevet beslaglagt af politiet i det sydamerikanske land. Også et stjålet maleri af den lokale maler Candido Portinari er ifølge brasilianske medier atter i politiets varetægt, efter at to mænd sent tirsdag dansk tid blev anholdt ved en politiaktion i en forstad til São Paulo. Begge malerier blev stjålet fra Latinamerikas største museum, Museu de Arte de São Paulo (MASP), den 20. december, hvor det kun tog tyvene tre minutter at løbe med malerierne til en samlet værdi af omkring 520 millioner kroner. Tyvene stjal Pablo Picassos Portræt af Suzanne Bloch fra 1904 og Portinaris Kaffearbejderen fra 1939. Museet har været lukket siden milliontyveriet, som har rejst en offentlig debat om sikkerheds-foranstaltningerne på MASP, hvor ingen af de 8.000 værker var forsikret.


Source URL: http://www.information.dk/152921