Monica Papazus politisk-religiøse pamflet Kosovo - frontlinjen mellem kristendom og islam udkommer meget belejligt op til, at Kosovo forventes at ville erklære sin uafhængighed, og forhandlingerne om republikkens status i forhold til Serbien er endt i en blindgyde.
Den serbiske regering under præsident Boris Tadic har truet med at trække landet fra alle forhandlinger med EU, såfremt man anerkender Kosovos selvstændighed efter en forventet uafhændighedserklæring. Man har fra Beograd derimod vist sig villig til at indgå en aftale, som indebærer autonomi i en udstrækning, som man selv vurderer er mere vidtgående end den, som Kosovo fik ved den Jugoslaviske forfatningsændring i 1974. Men nu med NATO i ryggen og KFOR-styrkerne på territoriet, vurderer man i Pristina, at der er skabt et fait accompli, og man er ikke villig til at gå ét skridt tilbage i forhold til, at den serbiske hær én gang for alle er drevet ud af Kosovo.
Med disse positioner er det svært at se, hvordan det kan ende som andet end en voldelig konfrontation i et eller andet omfang, eller som en længere række af voldseskalationer indtil parterne er villige til at indgå et kompromis.
Spørgsmålet er så, om Monica Papazus skrift, som ligger i forlængelse af hendes tidligere essay mod NATO’s intervention fra 1999, Det sidste slag på Solsortesletten, der blev udgivet på Tidehvervs forlag, byder på nogle tanker, der kan gøre op med kulturalismen, den religiøst baserede vold og fordrivelsespolitik, som ikke blot den serbiske regering, men også UCK har været ansvarlig for. At voldsudøvelsen mod helt uskyldige civile har været fordelt på begge parter, om end i meget ulige omfang med den serbiske Milosevic regering som den hovedansvarlige med ophævelsen af republikkens autonomi, kan man forvisse sig om ved at konsultere Haag-domstolens hjemmeside, hvor personer fra både UCK og den daværende jugoslaviske forbundshær er anklaget.
Men en kølig vurdering af konfliktens kompleksitet med to folk med forskellige religioner, forskellige sprog og forskellige opfattelser af loyalitetsforhold til hver sin nation er ikke Monica Papazus ærinde. Hvad vi derimod får præsenteret er noget ganske enestående på dansk, nemlig en religiøst baseret fremstilling af Serbiens ret til Kosovo, helt på linje med den måde konflikten anskues på af den serbiske kirke. Og som sådan - og kun som sådan - er Monica Papazus essay værd at læse.
For hvis man har den vankundige opfattelse, at kristne ekstremister trods alt i et eller andet omfang er mere bløde og demokrativenlige end muslimske ekstremister, vil læsningen af Papazus essay være en erindring om, at dette ikke er tilfældet.
Jeg lavede i december måned for dette dagblad et interview med den serbiske sociolog Milan Vukomanovic om den serbiske kirkes rolle under krigen i Bosnien. Han pointerede det katastrofale i, at kirken under hele krigen mod Bosnien konsekvent ikke blot fortiede folkemordet og fordrivelserne af civile muslimer i Bosnien, men også aktivt deltog i dem ved at velsigne de frivillige paramilitære skarer, som var indforskrevet af det serbiske indenrigsministerium. Og han nævnte det beskæmmende i, at heller ikke kristne kirker uden for Serbien eller Kirkernes Verdensråd på noget som helst tidspunkt under massakrerne på og fordrivelserne af civile fra områderne i Østbosnien og dele af det nordlige Bosnien udtalte sig imod denne religiøst baserede terror.
For at få en moderation eller en verifikation af denne anklage interviewede jeg umiddelbart efter en serbisk kirkehistoriker, Radomir Popovic fra Sankt Petak-kirken i Beograd. Han mente dog ikke, kirken skyldte nogen noget i denne forbindelse, end ikke en slags fortidsforvaltning og behandling af massakren ved Srebrenica. Man går mærkeligt tomhændet fra sådan en samtale, hvis man indbilder sig, at noget så ukontroversielt og grundlæggende som menneskerettigheder skulle spille en rolle for besindelse.
Det er det samme forstemmende indtryk, man får ved læsningen af Monica Papazus essays. Her er der ganske enkelt tale om en kulturkløft, en uoverstigelig kløft mellem kristendom og menneskerettigheder, og det i et sådant omfang, at en dialog med teksten overhovedet ikke er mulig.
På det faktuelle plan skyldes det, at fremstillingen af Milosevic-regimets grusomheder er meget mangelfuld og fordrejet. Papazu nævner i sit nye essay en række forbrydelser begået af albanere i Kosovo mod civile serbere, som kan være sande - vi vælger at tro på hende.
Men ikke med ét ord forklares der noget om ophævelsen af republikkens autonomi og den dermed følgende undertrykkelse af det albanske samfund og de massakrer, der fulgte. Det spektakulære fund af containere fyldt med lig af massakrerede civile, der blev fundet i Donau efter Milosevic-regimets fald, hører vi ikke om. Og hele baggrunden for NATO’s intervention, Milosevic regimets hemmelige krig mod de bosniske civile, der gav grundlag for at forvente, hvad man havde planer om i Kosovo, da krisen stundede til dér, hører vi heller ikke om hverken i det første eller det nye essay fra Papazu. Derimod advares vi mod at dæmonisere Milosevic, for er vi ikke alle syndere i et eller andet omfang?
Her er vi så umærkeligt ovre i det mere åndelige, hvor al dialog forstummer med Papazus kristne tekst. Hvor menneskerettighederne er djævelens værk, og hvor “Krigens forsvinden ikke [er] ønskværdig, for inden for menneskets faldne vilkår kan krigens forsvinden kun betyde den ene at de to ting eller en blanding af de to: 1) At krigen monopoliseres ved en verdens supermagt - ofte med en rent totalitær indretning som grundlag. 2) At mennesket efterhånden er blevet så ligeglad med alting, at det ikke længere anser noget for at være værd at kæmpe for og ofre sit liv for.”
For at vi ikke skal være i tvivl, må man tro, erindres vi om, at NATO’s angreb på Milosevic-styret er værre end både Hitlers og Stalins forbrydelser, og at interventionen i Kosovo var et forræderi mod kristendommen og det sidste slag på Solsortesletten - der fuldbyrdede osmannernes sejr over serberne for 600 år siden. Og det forhold, at vi borgere i Europa ikke har protesteret mod dette, det må erindre os om, at vi har tabt forbindelsen til vore kristne, historiske rødder.
Da folkemordskrigen rasede på sit højeste i begyndelsen af 90’erne, da det kommunistiske Milosevicregime havde forvandlet sig til et national-chauvinistisk projekt for at bevare magten i Jugoslavien, indfandt der sig et mærkeligt momentum i Europa. Mens det, “der aldrig kunne ske igen” - de etniske udrensninger, vi kender fra den nazistiske politik i Østeuropa under Anden Verdenskrig - rent faktisk igen blev sat i værk, tav de kristne institutioner, og venstrefløjen plæderede for, at det ville være ‘kulturimperialisme’ at gribe ind imod det.
Argumentet er hentet fra en leder af daværende udenrigsredaktør for Information, Klavs Birkholm. Er der her tale om et eksempel på den nye sammenflyden mellem det yderste venstre og det yderste højre efter Murens fald? Da Sovjetunionen og USA udgjorde verdens poler, var der lysår mellem det yderste venstre og yderste højre - nu mødes de hvad angår en lang række emner: antiglobalisme, regionalisme, anti-amerikanisme, antikapitalisme, antiliberalisme, anti-europæiske holdninger, skepsis over for almindeligt, repræsentativt demokrati - og i dette særlige tilfælde radikal nationalisme, der i sin konsekvens indebærer etnisk udrensning som et legitimt politisk middel.