Det griber én om hjertet at gå forbi de mange blomster, breve og lys, som er lagt for enden af Strøget i København, hvor den 19-årige Anton Njie Hansen blev efterladt stukket ned og døende på fliserne lørdag morgen. Og reaktionen er også naturlig: Nogen må gøre noget, for at det ikke sker igen. Ministeren, borgmesteren, politiet, hvem som helst, man skal kunne færdes trygt på gaden, også efter en lang fredag nat.
Men inden politikerne og ordensmagten får overtaget i et internt kapløb om at foreslå hårdere straffe, hurtigere straffe, mere overvågning og flere forbud mod at gå med kniv, skruetrækkere og sakse, så er det værd at slå et par ting fast. Antallet af knivoverfald er ikke steget de seneste 10 år, viser tal fra landets skadestuer, mellem to og tre procent af alle voldsoftre står over for en gerningsmand med kniv. To procent af befolkningen udsættes for vold, og det gjorde de også for 20 år siden. Det indførte forbud mod at gå med kniv har hverken ført til flere eller færre knivoverfald.
I går kom det frem, at politiet på tre uger har visiteret 1.785 personer i en række nye visitationszoner rundt om i København. Zonerne er særligt udsatte områder i storbyen, hvor politiet har ret til at visitere alle, der færdes der. Resultat: 14 knive og en enkelt totenschlæger beslaglagt.
“Det viser, at der ikke er nær så mange knive i omløb, som man skulle tro, når man læser de mange skriverier om knivoverfald,” siger politiets informationschef i København.
Hvad angår overvågning af gader og stræder, som man er i fuld gang med at beslutte sig for at etablere i København, Århus, Aalborg og andre byer, så har det ingen dokumenteret virkning på volden og antallet af overfald. Det fastslår Det Kriminalpræventive Råds formand, Eva Smith:
“Gerningsmændene er fulde og skæve, så sker det,” siger hun.
Det er naturligt og positivt, at politikerne reagerer på voldsepisoder som den, der fandt sted sidste weekend. Det er helt basalt for mennesker at kunne føle sig trygge ved at færdes i det offentlige rum. Men når de forslag, som kommer frem, tilsyneladende ikke har den nødvendige virkning, så giver de først og fremmest en falsk tryghed og vidner mere om afmagt end politisk handlekraft.
Der er mange tegn på, at der er sket en forråelse af samfundet som helhed og især af gademiljøet i bestemte områder af byerne. Derfor er der brug for at undersøge langt grundigere, hvad der virker, og hvad der ikke virker, i stedet for blot at sætte kameraer op på hvert eneste gadehjørne og spilde politiets tid ved at pålægge dem at skulle lede efter lommeknive. Både de, der færdes i Aalborgs Jomfru Anegade, på Strøget i Købehavn og alle andre steder, har krav på, at politikerne undersøger mulighederne og sætter ind med de midler, der virker. Og måske er det noget så gammeldags som bedre belysning, mere mennskelig kontakt på gaden, pædagogik og oplysning.