Det mest umulige, man kan være i moderne DR-medieideologisk sammenhæng, er for tiden morfar. Morfar er udtryk for depressiv, håbløs forældelse og irrelevans i forhold til noget andet, som ikke er morfar. Det er et forsøg værd at forsøge, så godt man nu kan, når man er født et kvarters tid efter Anden Verdenskrig, at rede morfar ud, eftersom de fleste normale mennesker jo ikke hidtil og på forhånd har tillagt begrebet andre værdier end de pålydende.
Hvis man er morfar, kan man godt være morfar uden at være morfar. Man kan for eksempel godt i biologisk forstand have en datter, der har et barn, således at man rent faktisk er morfar og alligevel ikke er morfar i DR-lederes øjne, der har taget udtrykket morfar til sig som deres eget. Man kan nemlig være morfar og morfar, hvor det sidste morfar er alvorligt, mens det første er værd at lave lysår af udsendelser om, fordi det afspejler livsstil og danske værdier. Man kan også være morfar uden at være morfar, altså være morfar, men ikke have en datter, der altså så heller ikke har børn, fordi man ikke har hende; eller have en datter, der ikke har børn, så man heller ikke er morfar, men bare er ældre uden at være morfar, men morfar alligevel, fordi man er morfar i DR’s ledelses forstand.
Morfar på den dårlige måde, der ikke skal laves udsendelser for og af længere; det er man, såfremt man tilhører den ulyksalige kreds, DR’s ledende medarbejdere nu kalder ‘kronik-Danmark’. Kronik-Danmark er stort set det værste, man kan være i nærheden af. Det vil nemlig sige at man enten læser kronikker i avisen eller ligefrem en gang imellem skriver en kronik. Det sidste er der ikke så mange, der gør, men det er slemt. Det er MORFAR med stort. Det første kan man jo godt forestille sig temmelig mange tusinder gør, læser kronikker, nemlig alle dem, der holder og læser avis eller aviser. Det er ikke urimeligt at antage at indtil flere avislæsere også læser kronikken i avisen, fordi de måske gerne vil vide, hvad de, der skriver kronikkerne, har på hjerte. Det har man hørt om. Men den slags bør de afholde sig fra, hvis de ikke vil være morfar med småt.
Det andet forfærdelige, man kan være i DR-ledelses-lagenes øjne, er kulturradikal eller blot have snuset til kulturradikalismen, hvilket normalt vil sige at have engageret sig kritisk i kulturelle fænomener eller altså læser kronikker. Så er man jo på forhånd morfar. Man kan godt forestille sig en kombination af morfar/morfar, som er en person der både læser kronikker og ved siden af har kulturradikale synspunkter på lige eller ulige datoer, men ellers bare er morfar i biologisk forstand uden at føle sig som morfar.
Men den gælder ikke. Ifølge DR’s ledende medarbejdere, som man må tro ikke er morfar, men alt det modsatte af morfar, selvom nogen af dem sikkert er morfar, er man jo uundgåeligt morfar, hvis man læser kronikker, og hvis man så har kulturradikale tilbøjeligheder, eller måske ligefrem ejer en hængelampe af PH, må man mindst være oldefar på spindesiden.
Anledningen til disse overvejelser er en udtalelse fra DR2’s nye leder Arne Notkin, der har en alder til selv at være morfar, og som også har en baggrund til at være morfar på den dårlige måde, eftersom han både er historiker og filosof, eller en slags filosof; han har i hvert fald studeret til noget sådant på et universitet og må også formodes at have læst en kronik i ny og næ. Klar morfar.
Efter sin ophøjelse til leder af DR2, den sidste rest inden for dansk tv med ét rudiment af eftertanke, fordømmer han fortidens morfar-lignende tilstande. DR2 skal ikke være for de indforståede og kulturradikale og kronik-Danmark, men kan og skal appellere til en bredere del af befolkningen. Det siger Notkin.
Jo, siger man så og forsøger at sluge den besked hel. Men var der ikke noget om, at DR i sin bredde ikke skulle være bred i alle programmer og til alle tider, men netop også som kulturinstitution forsøge at afspejle de fænomener inden for kultur og samfund, oplysning og erfaring, der måske engang imellem og endelig ikke for meget kræver lidt mere af seere og lyttere? Ved denne spæde indvending hører man alle-rede koret fra Amager: MOOORFAAAAR!
Og så er alt jo sagt. Notkin og kolleger har i sandhed lært af statsministeren, der som trendsætter og egen spindoktor for længst har adopteret den gamle metode til med indiskutable slagord at ondulere det besværlige, det kontrære og det, der rammer den sorg- og tankeløse, den overfladiske og den dovne i nakken og derfor skal undertrykkes eller ties ihjel. Hvis man ikke er på forudsætningshøjde med alt, er alt det man ikke er på forudsætningshøjde med overflødigt, latterligt, foragteligt og skadeligt. På den facon udelukkes kritikken; ikke den skallesmækkende, den, der skaber skænderier og tre minutters opmærksomhed, men den kritik, der rokker grundlaget for selvfølgeligheder og vaner.
Statsministerens smagsdommerudtalelse angav tonen; nok af folk, der ikke mener som os, os der ikke er morfar. Foghs eftersnakkere, nu i DR - og nu med Notkin - har ivrigt fulgt op. Et nyt udtryk er sprunget frem i DR internt på det senere. Lederne taler nu om programmer, de ikke efterspørger. Der er ingen vaklen ved at betragte kulturformidling som en forretning. Alt andet er morfar. Men hvorfor fanden skal man så betale licens, hvis det ikke skulle være for at sikre sig noget morfar, man ikke kan få andre steder, hvor foragten for morfar og den forudsætningsbelastede medieforbruger og for kroniklæseren og for det dannede menneskes behov for mere dannelse og indsigt er om muligt dybere!
I skrivende stund - onsdag ved middagstid - kører to radioprogrammer i øvrigt lige oven i hinanden, hvad de for resten tit gør med alle de mere eller mindre selvskabte fejl og mangler i DR; det er vel også en art morfar, for det fordrer virkeligt forudsætninger og megen kroniklæsning at kunne skille to spor ud fra hinanden og forstå halvdelen af det ene!
Notkins udtalelse, den tankegang der ligger bag, forekommer så inderligt fattig og trist. Det er afslørende for egen uformåenhed - det gælder også Notkin, der ved bedre - hånligt at afvise og udradere det sværere, det lidt mere dybsindige, det ukendte og vanskeligt tilgængelige, kort sagt alt det, der kræver en lille smule mere end sportsshow med kronprins, glimmer og fadølsbamser på langsiden; kort sagt alt det, man ikke mener, at andre kunne have behov for, fordi man enten selv er uoplyst eller snarere kyniker eller måske begge dele.
I denne nye hørm af højrøvet selvfedhed trives den fattigt formulerende antikultur, der er blevet den danske elektroniske public servicevirkelighed. Den politik, som DR nu omsætter til ringere og ringere programmer; den tendens, der er en politisk konjunktur, som DR i sine åbenlyse prioriteringer ukritisk cementerer, og som samtidig uden diskussion af nogen art betegnes som de danske værdier og sammenhængskraften. Den antikultur, der uden et brøl af latter og forarget afvisning fortsat finder sig i at have en person i spidsen for landet - en person, der for at fremme sin politiske karriere begik kreativ bogføring og groft vildledte Folketinget. Det må endnu engang understreges over for politikere af gode viljer: lad være med at donere flere penge til DR; de forsvinder ned i sumpen af kvalitetstab.
Og lad os så slutte med et trefoldigt MORFAR!