Det er for rigtig mange mennesker en særdeles barsk oplevelse at være indlagt på psykiatrisk afdeling. Dels fordi det i sig selv er rigtig barskt overhovedet at have så store psykiske vanskeligheder, dels fordi selve erkendelsen af, at man har brug for indlæggelse - måske noget af det mest tabuiserede og fordomsbehæftede, der kan hænde os og vores pårørende i vores kultur - for de fleste er særdeles rystende og smertefuld. Oveni er alt for mange patienters møde med psykiatrien under en indlæggelse desværre alt for ofte ikke tilfredsstillende.
Mange patienter bliver, p.g.a. utilstrækkelige ressourcer, presset igennem et forløb fra indlæggelse hen imod udskrivning i et tempo, som ikke kun patienter, men også mange behandlere har svært ved at følge med i (men mange alligevel på forbløffende vis bestræber sig på!). Det absurd opskruede tempo bringer selvfølgelig en række mindre heldige forhold med sig, bl.a. det at en hel del langt fra får den fornødne menneskelige kontakt og samtale igennem en indlæggelse - et forhold som ikke overraskende er ret betydningsfuldt for den enkelte og i sidste instans såmænd nok også for samfundsøkonomien.
En del mennesker får i løbet af en indlæggelse mulighed for at tale med en psykolog. Det er min erfaring, at mange er meget glade for samtalerne. Desværre får alt for mange ikke tilbuddet, og de, som gør, skal måske kort tid efter videre i et system, hvor begrebet ‘kontinuitet’ desværre mestendels er et modeord og ikke en modehandling.
En hel del patienter har forståeligt nok et stort ønske om samtaler af psykologisk karakter, når de bliver udskrevet fra psykiatrisk afdeling, dels fordi de måske nu har lidt mere overskud til at kigge på sig selv, og dels fordi de har brug for at få bearbejdet selve den omvæltende og for mange ganske forfærdelige oplevelse, det kan være at blive indlagt på en psykiatrisk afdeling (“hjælp, er jeg sindssyg?”, “hjælp, vil jeg nu kunne vende tilbage til mit normale liv?”, “hjælp, hvorfor forstår jeg ikke, hvad det er, der foregår her på dette hospital”, “hjælp, hvorfor er der ikke nogen, der har tid til at tale med mig” osv.). Der er tale om mennesker, som ud over at kæmpe med alvorlige psykiske problemer også befinder sig i en ikke ubetydelig eksistentiel krise.
Det er de færreste, som efter en indlæggelse - uanset om vedkommende følges ambulant (f.eks. i distriktspsykiatrien), bor på et bosted for sindslidende eller bliver udskrevet uden anden opfølgning end en månedlig 20 minutters samtale hos en psykiater - får tilbud om samtaler med en psykolog. Med mindre, selvfølgelig, man selv kan bekoste det - hvilket de færreste psykiatriske patienter naturligvis kan. De fleste modtager kontanthjælp eller sygedagpenge - en lille og den hårdest ramte del modtager pension.
Nå. Og her er det så, det ville være besnærende om velfærdsdanmarks sikkerhedsnet dog trods alt kunne bære nogle af de allermest udsatte og sårbare iblandt os. Men, men, men - Den offentlige sygesikring giver et ikke uvæsentligt tilskud (60 procent) til 12 ganges psykologbehandling for mennesker, som har været ude for særligt voldsomme livsbegivenheder, f.eks. tab af nærtstående, færdselsuheld, alvorligt invaliderende sygdom, abort efter 12. uge osv. Tilbuddet gælder også pårørende til legemligt syge og pårørende til alvorligt psykisk syge. Men tilbudet gælder ikke for mennesker, som er ramt af så alvorlige psykiske lidelser, at de kommer i kontakt med psykiatrien - mennesker som vel ingen er i tvivl om hører til blandt dem, som psykisk er allerhårdest ramt overhovedet.
Måske er tanken, at disse mennesker modtager den relevante psykologiske behandling andre steder i systemet (altså i psykiatrien), men det gør de jo bare ligesom ikke! Eller endnu værre - måske bunder forholdene i et menneskesyn, hvor man på forhånd udelukker, at sindslidende og andre psykiatriske patienter, i modsætning til alle andre mennesker, kan have gavn af at tale med en psykolog (“de kan nok hverken tænke eller føle og er i virkeligheden ikke rigtig som du og jeg”) - et menneskesyn, som uundgåeligt vil bidrage til en fastholdelse af en særdeles uhensigtsmæssig stigmatisering af gruppen under helt falske forudsætninger.
Man burde tænke omvendt: I erkendelse af denne gruppes enorme menneskelige lidelser, som for en dels vedkommende strækker sig over mange år, måske sågar hele livet, ville det være på sin plads, at sygesikringens tilskud også omfattede sindslidende med behov for psykologsamtaler, og at tilskuddet ikke kun gjaldt 12 samtaler, men f.eks. 40-50 (svarende til et år).
Ovenstående er kun et lille hjørne af det store tæppe, som psykiatrien udgør, og som ud over det sammensatte og brogede mønster, det fremtræder med, har en uhyggelig masse huller. En indlemmelse af psykiatriske patienter i den almindelige offentlige sygesikringsordning om psykologbistand ville være en måde at lappe et lille hul - på vejen, som muligvis er ved at blive lagt, hen imod en mere samlet og sammenhængende psykiatri.
Mari Ann Sander Molano er cand.psyk. med privat praksis og ansat på et psykiatrisk hospital i Hovedstadsområdet