I et tilbageblik er Kim Leines erindringsroman Kalak den litterære debut fra det forgangne litteraturår, der på den mest markante måde skiller sig ud. Kim Leine er en forfatter, der kommer ind fra siden, for han har hverken gået på Forfatterskolen eller forud for debuten været del af det litterære miljø i Danmark. Han er ikke en outsider. Hans bog er blot noget helt andet og anderledes end meget af den prosa, der bliver skrevet i disse år. Ja, det er en bog, som efter min mening vil overleve den ellers ubønhørlige glemsel, der rammer de fleste litterære debuter.

Bogen er nomineret til Montanas Litteraturpris, der uddeles senere i dag, og har på den baggrund været genstand for en del kritik og debat. Især har litteraten Stefan Kjerkegaard været bannerfører for en kritik af bogen, hvor hovedpointen er, at indholdet i den grad skulle overtrumfe formen. Han skriver eksempelvis: "Jeg forstår godt, at den på en måde er trendy: Incest, erindringsroman, Grønland, narko, den er global og nordisk osv. osv. men for dælen da! Det er en dårlig forfatter, der skriver om ting, der tilfældigvis er moderne. Som roman er den dårligt skruet sammen, og som erindring er den i bedste fald kun pinlig. Man skal ikke falde på knæ for hvad som helst, blot fordi det rammer tidsånden. Hvis en sådan bog får gode anmeldelser, er det kun ud fra en politisk korrekthed, som savner ordentlige kriterier."

Kjerkegaard synes meget ejendommeligt at forudsætte, at Kim Leine bevidst skulle lægge sig i strømmen af en tidsånd ved at lave sig en kalkuleret cocktail af incest, erindringsroman og lidt grønlandsk kolorit.

Men derved afslører Stefan Kjerkegaard sig mest af alt som en helt kriminelt dårlig læser. Det fine ved Kim Leines roman er nemlig ikke, at indholdet overtrumfer formen, som han påstår, men at formen gradvist og naturligt vokser ud af indholdet.

Bare det at kalde Kalak for en bog om incest er i udgangspunktet forkert. Bogen handler ganske vist om faderens seksuelle overgreb på sønnen, men ikke på en måde så det blot handler om at konstatere dette. Hovedpersonen Kim kan netop ikke bare reduceres til et 'incestoffer', for overgrebet er også meget skamfyldt forbundet med lyst. Overgrebet finder sted på et tidspunkt, hvor Kim er omkring 15 år. Han kan af forskellige grunde ikke skelne mellem rigtig og forkert, mellem tilladt og forbudt. Overgrebet finder sted i denne grænsezone og bliver først derefter gradvist lokaliseret som et overgreb og noget grænseoverskridende. Og det er det, bogen så i hele sit væsen forsøger at komme på sporet af og forstå.

Kalak er derfor først og fremmest en bog, der giver sprog til en grænseoverskridende handling. Den efterlader i Kim en rastløshed, der fører ham ud i et misbrug af stoffer og andre personer. Og igen, formen vokser ud af indholdet, for hans rastløshed smitter af på sproget, bliver konverteret til en rastløshedens prosa, der får bogen til at bugte sig viltert gennem især et Grønland, som med denne bog bliver beskrevet med et helt nyt blik.

Anklage mod bogen

Kalak er ikke entydigt et stort sprogligt værk. Det er derimod kendetegnet ved en konsekvens og ved at være gennemtrukket af en nødvendighed, som man kun sjældent ser i en debut.

Bogen har været kritiseret for hverken at være erindringsbog eller roman. Og den har været kritiseret for ikke at være litteratur. Det er en besynderlig anklage mod bogen, som i hele sit væsen er en litterær komposition og genforståelse af et selvoplevet stof.

Ud over dette meget spændende arbejde med erindringsstoffet er Kalak en bog om Grønland og hele den grønlandske erfaring. Og den er noget så sjældent som en postkolonialistisk bog - eller måske snarere en bog om forsøgsvis assimilering i det grønlandske. For forfatteren forsøger efter det uforståelige trauma at genføde sig selv i et andet og fremmed sprog, som både formidler en anden erfaring af det grønlandske - og ikke mindst er med til at give den erindringsskrivende en identitet som forfatter.