Det må ikke være let at være bibliotekschef i dag. I de seneste ugers debat får Københavns Hovedbiblioteks nye chef, Pernille Schaltz, både skudt i skoene, at hun “friktionsløst følger med tidsånden”, er “nyrindalist”, og “er ude på at få kørt bogen ud på et sidespor”, samtidig med, at udlånstallet falder, og politikerne i de nye kommuner i stor stil lukker de små biblioteker.
Debatten viser, at der er nogle afgrundsdybe holdningsmodsætninger i debatten om, hvilken rolle bibliotekerne skal spille. Der er simpelthen uenighed om, hvad bibliotekernes formål er/bør være. Hvis man skal ud over den nuværende debats forenklede modsætning mellem bogen vs. biblioteket forudsætter det en helt ny forståelse af bibliotekstanken. Det er ikke nok at skulle fungere som socialkontor for smalle forfattere.
Det moderne bibliotek må og skal tænkes som både institution og funktion. I den nuværende debat er der en tendens til udelukkende at fokusere på (bog)institutionen. Som institution bruger biblioteket forskellige medieformer i sin formidlingspraksis. Som funktion tilbyder biblioteket digitale tjenester; f.eks. Bibliotek.dk eller Litteratursiden.dk og giver adgang til andre digitale vidensmedier. En sådan forståelse af biblioteket som både institution og funktion betyder, at ideen om biblioteket som lig med bogsamling bliver utidssvarende i det moderne videnssamfund. Det er længe siden, bogen var det enerådende vidensmedium. I vores samfund antager viden mange former og materialiserer sig i mange forskellige medier - herunder naturligvis bogen. I det omfang vi forstår biblioteket og dets virksomhed som værende det sted og den praksis, der sikrer den fri og lige adgang til viden, skal biblioteket naturligvis også benytte sig af og formidle de relevante medier, hvorigennem viden bliver lagret, distribueret og kommunikeret. Et eksempel på en succesfuld brug af nye medier i bibliotekernes formidlingspraksis er Litteratursiden.dk. Dette litterære website viser, at der ikke er et modsætningsforhold mellem litteraturen og nye medier, men at et nyt medie bliver brugt til at formidle litteraturen. Et andet eksempel er bibliotek.dk, som i yderste konsekvens betyder, at det er underordnet, hvilket bibliotek der har bogen på hylden. Man bestiller det, man vil have, og dagen efter har man det på sit lokale bibliotek.
Sociale medier/teknologier som f.eks. Wikipedias, Facebook, MySpace, weblogs eller YouTube bliver heftigt brugt af mennesker til deling af kultur, viden eller oplevelse eller til at danne sociale netværk. De er altså med til at styrke mange menneskers identitetsdannelse og deres bevidsthed om at høre til. Disse nye medier tilbyder dermed et rum for udfoldelsen af det sociale liv. Det vil altså sige, at sociale teknologier på mange måder praktiserer aktiviteter, der minder om bibliotekernes. Derfor skal bibliotekerne heller ikke ekskludere disse nye medier fra deres virksomhed, men netop bruge dem i sin formidlingspraksis. Biblioteket skal ikke kun understøtte og bruge sociale teknologier. Biblioteket er i sig selv en social teknologi, hvor brugerne i dialog med biblioteket og indenfor demokratiske rammer skaber biblioteket og deres egne identiteter og sociale relationer. Derfor skal biblioteket arbejde med at designe biblioteksrummet og samlingen i kultur- og identitetssfærer frem for stive reoler og rigide systematikker.
Biblioteksudvikling i det 21. århundrede er derfor et spørgsmål om at kunne håndtere og formidle kulturer og oplevelser, forskellige vidensmedier og menneskelig identitetsdannelse. Alt dette kræver et personale og en bibliotekaruddannelse, der tænker i design af rum for viden, kultur og oplevelser.
Hvem og hvad skal sikre en sådan udvikling af bibliotekerne? Det er oplagt at vende sig mod bibliotekernes lovmæssige grundlag, Lov om Biblioteksvirksomhed fra 2000. Lovens § 1, formåls-paragraffen begynder med: “Folkebibliotekernes formål er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet.” Denne første del af formålsparagraffen er uændret siden 1964. Det er en pointe i sig selv, at det ikke står til politisk diskussion, hvad bibliotekernes formål er.
Men hvordan bibliotekerne skal fremme sit formål, har der til gengæld været diskussion om længe. Før 2000 var det primært bøgerne, der skulle opfylde formålet, men Loven fra 2000 ligestiller medierne. Det betyder altså, at bibliotekerne er tvunget til at formidle, indkøbe og ikke mindst udlåne alle medier. Det er også det, de bliver målt og evalueret på. Evalueringskriterier er altid bestemmende for institutioners adfærd. I biblioteksstatistikken kan man hvert år aflæse bl.a. udlånstal, indkøb og økonomi. Disse facts, som er tilgængelige for enhver politiker, forfatter, forlagsdirektør eller biblioteksforsker taler deres tydelige sprog: Udlånstallet falder, og andelen af digitale medier og elektroniske ressourcer stiger. Men spørgsmålet er, hvad disse målinger egentlig siger om bibliotekets opfyldelse af formålsparagraffen. Løsningen kan være at finde nye målemetoder, opstille klarere mål og skabe en bedre sammenhæng mellem bevillinger og mål. Ved at evaluere bibliotekerne kvantitativt fremmer man den markedstænkning, som bliver kritiseret i den aktuelle debat. Men løsningen er ikke at give bogen en særstatus i en lovrevision. Men snarere, at staten igennem en national bibliotekspolitik tydeliggør bibliotekets samfundsmæssige og kulturelle funktion.
Der er behov for, at både politikere og biblioteker kommer i gang med en fordomsfri debat om, hvilken form for samfundsmæssig, kulturel og demokratisk vidensinstitution, de gerne vil være i fremtiden. Det er vigtigt, at denne debat ikke køres ud på et sidespor af personer, der primært taler bogens sag, men at debatten angår bibliotekets sag.
Begge skribenter er lektorer på Danmarks Biblioteksskole