Allerede under tirsdagens paneldebat om de nominerede til Montanas litteraturpris fremhævede Erik Skyum-Nielsen Peter Øvig Knudsens evne til at gå til stoffet om Blekingegadebanden: "så det bliver som et spejl, han holder op for alle os, der levede i det dengang", og det er også det, han holder fast i, da han skal præcisere dommerkomiteens begrundelse for at give en litterær pris til et journalistisk værk.

"Han har skabt en funktionel fortælleform til at beskrive et emne, der er både traumatisk og konfliktfyldt. Der ligger en klarhed, en coolness og en tydelighed i hans måde at skrive på, der gør det uundgåeligt for læseren at se ind i det spejl," siger han og fremhæver, at han sagtens kunne have grebet det an på en helt anden måde, men at han er overbevist om, at det så ikke havde fungeret lige så godt.

"Han har undgået at falde i grøfter, som det ville være at skrive en drengerøvsbog, hvor refleksionen over hans egen fascination spillede en rolle, og hvis han havde distanceret sig yderligere end netop det, han gør, så havde det ikke været et spejl," siger Skyum-Nielsen. Det er en overordentlig svær balance at holde, mener han. Og derfor skal Peter Øvig Knudsen honoreres for det. Den diskussion, der er opstået efter bøgernes udgivelse - krav om selvransagelse på resten af venstrefløjen, og krav om at forfatteren skulle have reflekteret over sin egen fortid i det miljø - har for Skyum-Nielsen kun bekræftet, at den fortælleform, Peter Øvig Knudsen har anvendt, var den helt rigtige i forhold til et så omfangsrigt og betændt emne. Havde han bevæget sig væk fra den nøgterne og klare fremstilling ville bogen ikke have fordret selvransagelse fra læseren, men kun fra en begrænset gruppe mennesker.

"Det var vigtigt for os at fremhæve, at Peter Øvig Knudsens bog er en værdig og derfor troværdig fremstilling," siger Erik Skyum-Nielsen. Et andet af medlemmerne af dommerkomiteen, lektor ved Syddansk Universitet Anne-Marie Mai holder også fast i, at hun synes at netop dette værk lever op til Montana-prisens ønske om at belønne værker, "som inden for sin genre er fornyende, grænseoverskridende eller som formår at beskrive virkeligheden på en ny og over-raskende måde".

"Det her er jo litterært inden for sin genre," mener Anne-Marie Mai: "Det er en faktuel historie, der er så velskrevet, at det kommer til at virke som fiktion."

Hun hæfter sig ved det store research-arbejde, der ligger til grund for bøgerne.

"Alene den journalistiske gennemarbejdning er banebrydende, og at han så formår at formidle noget så omfangsrigt præcist og klart er imponerende. Han forener det dokumentariske og det fortællende på en helt igennem nyskabende måde. Det kunne jo være blevet til et voldsomt epos, men det undgår han med sit klare sprog," siger hun.

At opstille regler

I beskrivelsen af Montanas litteraturpris hedder det også: "Vi ønsker at støtte den gode litteratur i et lille sprogområde og med et litterært marked, der har stadigt stærkere fokus på mainstreamlitteratur og bestsellere." Og man kan jo ikke ligefrem kalde Øvigs bøger for smalle og dårligt sælgende. Men Anne-Marie Mai mener ikke, at den formulering i prisens formål forhindrer, at man giver den til et værk, der også nyder økonomisk succes.

"Gode nybrydende bøger kan jo også gøre sig gældende på markedet. Heldigvis da. I virkeligheden er det jo ret fantastisk, at et værk, der er så vellykket på alle områder også sælger godt. Peter Øvig Knudsen har virkelig fundet sin genre, sit sprog og sin stemme med disse bøger om Blekingegadebanden."

Forfatteren selv er utrolig glad for denne pris, netop fordi den honorerer arbejdet med at omforme så omfangsrig en research til en fortælling.

"Arbejdet med at skrive bogen har jo næsten taget længere tid end mit researcharbejde, fordi jeg havde så meget materiale, der skulle videreformidles, så det var til at holde ud at læse. Jeg var glad for, at jeg havde øvet mig nogle gange med andre bøger, inden jeg gik i gang med denne historie."

Den nøgterne og klare fremstilling som Erik Skyum-Nielsen fremhæver er resultatet af et regelsæt Peter Øvig Knudsen lagde ned for sig selv. En tilgang som han i sin tid lærte af et samarbejde med Lars von Trier:

"Det er meget givende for en fortælling at stille nogle regler op for sit arbejde. Lars von Trier fortalte, eller det vil sige, han råbte, at det så er endnu vigtigere ikke at falde for fristelsen til at overtræde sine egne regler."

Reglerne går blandt andet ud på, at han ikke ville skrive noget, som kilderne ikke kunne bekræfte. Det betyder, at han ikke ville skrive, at solen skinnede en bestemt dag uden først at ringe til Meterologisk Institut og få bekræftet, at solen faktisk skinnede.

"Det kunne man godt tro ville gøre det nemt at skrive, hvis jeg bare skulle opremse de fakta, man har fundet frem til, men i virkeligheden betød det, at jeg ikke havde nogle genveje. Jeg havde ingen kommentarer, billeder eller vurderinger, jeg kunne smide ind, når jeg havde brug for en afslutning eller en overgang. Det gør selvfølgelig, at sprogformen er lidt i den tørre afdeling. Men jeg er glad for at det også har bragt den klarhed frem, som jeg ønskede og som Erik Skyum-Nielsen beskriver så smukt," siger Peter Øvig Knudsen.

En anden regel var, at der ikke skulle optræde et jeg i fortællingen.

"Jeg har ikke noget imod et jeg og har også skrevet bøger, hvor et jeg optræder, men her mente jeg bare, at historien var så stor og mægtig, at mine egne personlige oplevelser og vurderinger ville blive for små."

Peter Øvig Knudsen har allerede vundet adskillige journalistiske priser blandt andet Cavlingprisen.

"Dem har jeg selvfølgelig primært fået for det undersøgende arbejde og de journalistiske kvaliteter. Derfor betyder det utrolig meget for mig, at jeg også får en pris for at have fortalt historien godt."

Montana-prisen er på 100.000 kroner og blev uddelt i aftespå Testrup Højskole