Det står skralt til her i klummen. Overlærer Vinn har ikke overvundet sin frygtelige og psykisk betingede pjækkesyge, førstevikaren afspadserer, og andenvikaren har sagt op med tvivlsom begrundelse, hvorfor man minsandten har måttet ty til at indkalde pedellen til at tage sig af dagens lektion. Dette i grel modsætning til de tekniske skoler, hvorfra man hører skrækrygter om, at eleverne på grund af lærermangel overlades til sig selv, hvorefter de frit kan skyde papirskugler i nakken på hinanden. Men denne klumme svigter ikke.
Dagens lektion skal især handle om den nye isme i dansk kultur- og mediepolitik, morfarismen, som den ifølge overlærer Georg Metz, som står for en anden klummeskole her i bladet, er formuleret af den nye chef på DR2, Arne Notkin.
Morfarismen er en udløber af det, som allerede i nogle år har gået under betegnelsen aldersfascisme. Arne Notkin mener, at der er for mange morfaragtige programmer, som kun appellerer til den gamle kulturelite eller kronikdanmark. Det vil han gøre noget ved.
Emnet fortjener at blive foldet mere ud. Fra daglig omgang med unge mennesker i skolegården har pedellen nemlig hørt disse jævnligt benytte sig af udtrykket, men internationalt set er det ingenlunde avantgarde. Faktisk har man i angloamerikanske lande i årtier talt om, at noget var old hat, hvis det var håbløst gammeldags.
I tv-sammenhæng har man også fortilfælde. Tidligere talte man om ‘cerutprogrammer’, eksempelvis med Birthe Kjær og i det hele taget af den slags, som TV2 så elegant har fået marginaliseret til Charlie-kanalen.
Men man kender det også fra det øvrige arbejdsmarked, hvor alderdom trods megen hyklerisk snak om det grå guld i sig selv i en årrække har været fyringsgrund.
Ak, hvor forandret i forhold til dengang på oldefars tid, da man talte om alderdommens visdom ligesom hos indianerne, hvor de gamle udgjorde det højeste råd. Også hertillands respekterede man de gamle og talte ligefrem pænt til dem. I hvert fald når de hørte på det.
Chefer i dag er typisk 27 eller 35 år. Det gælder dog ikke i firmaet Mærsk.
Sagen har to sider. Selvfølgelig bør DR sende programmer til seere i alle aldre, og eftersom DR 2 er oprettet netop til at servicere den kulturelle og politiske elite med de smallere oplysnings- og debatprogrammer, etc., virker det underligt, at Arne Notkin undsiger de gamle. Han er gammel nok til selv være gammel.
Men så er det, man må spørge, om det ikke også er løn som forskyldt?
Det var jo netop morfar-generationen, der introducerede den store, nye ungdomskultur under et slogan som “stol ikke på nogen over 30 år” og med en sætning fra The Doors: “We want the world and we want it now!”
Man anså de gamle for at være stivnede i en form - ude af stand til at forandre sig og tænke nyt og kunne ikke hurtigt nok komme til fadet.
Ironisk er det derfor, at den gamle generation ikke kan se, at den står i vejen for og tilmed er til grin i yngre generationers øjne. Især den gamle hippiekultur er grinagtig. Thylejren eksempelvis, hvor man slaskede rundt med bare bryster og påstod, det var dans. Eller christianitterne, der lever lykkeligt på en gnalling hash og lange diskussionsmøder, hvor alle skal blive enige om alting.
Som pedellen hørte en af de unge i klassen sige: “Mine forældre lever ligesom i en tidslomme.” Man ser det for sig: Et nedlagt landbrug, hvor glade høns vandrer frit omkring, mens de milde forældre stadig går rundt og forbander kapitalismen ud fra en fuldt færdig forståelse af, at alting er “samfundets skyld”. Vi er her også ovre i den marxistiske afdeling af ungdomskulturen dazumals. Værst og mest latterligt er det, hvis den gamle marxist er blevet direktør og har købt sig en BMW.
I journalistikken er man begyndt at tale mere om dilemmaer end om konflikter. Det kunne morfar måske lære noget af.
I pedellens barndom var der stadig gamle mænd, der gik rundt og ønskede sig et “Danmark til Ejderen”, som et slagord lød. Det gør man dog ikke mere. Man har indtaget nye positioner i forhold til den udvikling, der har været - og set i øjnene, at Slesvig-Holsten nok er tabt for evigt, og andre kampe er vigtigere at kæmpe.
Så når morfar går rundt med hængerøv og knæ i de gamle cowboybukser fra for 30-40 år siden, åndeligt talt, så er det vel egentlig selvforskyldt, når han nedsættende kaldes en morfar. Han burde være den første til at indse, at en ny generation har andre værdier og en anden humor.
Det samme gælder - den lektie har vi lært - mormor, som går i en “gammel kjole fra sidste sommer”. Her et citat fra Anne Dorte Michelsen (pedellen er i citathumør). Det forekommer nemlig noget hånsk ikke at tage mormor i betragtning. Generationens kvinder slog et vældigt slag for kvindens ligestilling, og hold så kæft med det der “morfar”! Det er træls at høre på. Barnerøve!
Forfatteren Bent Vinn Nielsen, der er denne klummes egentlige skribent, døjer fortsat med - som han siger - “følgerne af et umådeligt komliceret albuebrud”, hvorfor hans kollega Kristen Bjørnkjær har skrevet dagens tekst. Bent Vinn Nielsen vil snarest vende tilbage til avisen